Designer af drømme
Jer har det blandet med Ralph Lauren.
Det er til dels sandt, at firmaet har reddet og genopfundet klassisk tøj i en epoke, hvor det var på vej ud.
Da Ralph Lauren – manden selv – begyndte at sælge slips i 1967, var ungdommen på vej væk fra slipset og klassisk tøj i det hele taget. Han så alligevel muligheder i den gamle garderobe. Han kombinerede den med amerikansk westernstil og den uformelle, men pæne, tøjstil ved amerikanske universiteter i 1950’erne og WASP’ernes sprælske ferietøj. Engelsk landstil trak han også på.
Ingen andre globale firmaer i dag kolporterer en sådant stilunivers funderet i klassisk herretøj.
I lange perioder har konceptet været en succes. Men der har også været problemer. Ralph Lauren havde svært ved at omstille sig til internettet og den nivellering, som det skaber.
Nu stiger omsætningen igen. Det læser man. Unge generationer har fået smag for Ralph Laurens kulørte klassiske gevandter.
Men er Ralph Laurens gevandter noget særligt ed er konkret eftersyn?
Jeg har været skeptisk, og jeg har ikke noget Ralph Lauren selv i garderoben. Jeg har haft på fornemmelsen, at tøjet ikke kunne leve op til glansbilledet og prismærket.
I begyndelsen af september åbnede Ralph Laurens deres første selvstændige butik i København. Placering er ikke overraskende blevet Østergade, Strøget.
Vi så forbi.
Preppy med hippie
En opstilling med en ternet patch-syet sportsskjorte, slidte jeans og rulamsjakke mødte mig som det første.
Det slog mig, at der var meget hippie i udtrykket. Jeg har altid set Ralph Lauren som et borgerligt modstykke til en hippiestil, men her var der ligeså meget hippie som pæn preppy i tøjet.
Hurtigt derefter mødte mine øjne dog en væg med borgerskabets konventionelle trøje nr. 1: Polotrøjen.
På Ralph Lauren-manér solgtes den i utallige farver.
Og, desværre, med polospillerlogoet på brystet.
Siden dukkede fløjl, tweed, blazer og anden af den klassiske beklædning, som Ralph Lauren enestående vel har formået at popularisere i vores tid, op.
Caps og tredelt tweedhabit med lommeur mødte jeg tillige i butikken.
Det er et nostalgisk og helt bestemt forførende univers, som Ralph lauren formår at fremkalde – og i stor skala. Det er det, der imponerer. Vi taler ikke om specialbutik.
Prøve af jakkesæt
Jeg prøvede et jakkesæt, der tydeligvis var nyt i kollektionen.
Jakkeskuldrene faldt af mine skuldre. Det var reelt oversize-design.
Samtidig var det bevidst traditionelt design med blandt andet engelske læg i bukselinningen.
Man kunne også mene, at jakkens og buksernes snit i for sig var klassisk brede. Jeg synes dog, at man designmæssigt havde overdrevet og lagt sig for tæt på tidens nye, brede og lidt slaskende mode i jakkesæt.
Købte man det pågældende jakkesæt, ville man i alle fald ikke erhverve sig et tidsløst jakkesæt. Om føje år vil der stå skrevet “2026” på det. Det er mit gæt.
Pris: 12.100 kr.
Prøve af frakke
Jeg opdagede en polofrakke på bøjlen og tog den med ind i prøverummet.
Det er sådan en frakke, jeg umiddelbart ville sige, gør Ralph Lauren til noget særligt. Hvem andre end dem i dag blandt globale aktører fremstiller en sådan polofrakke med tweedstof fra et irsk væveri?
Jeg var ikke på halen over designet med fx en brystlomme, der bar en stor klap.
Men frakken var et opløftende møde.
Pris: 20.200 kr.
Syntetisk frakke
Da jeg efterfølgende gik rundt i butikken, så jeg nogle kameluldsfrakker, også typisk Ralph Lauren.
Prisen på 5.600 kr. undrede mig.
Hvordan kunne der være så stor forskel til polofrakken?
Et andet mærkat forklarede situationen: Stoffet var recycled polyester.
Den form for dubiøs beklædning har Ralph Lauren altså valgt at indlemme.
Man skal med andre ord se sig for, også hvis handler brugt Ralph Lauren, som, jeg ved, mange unge mænd gør.
Konklusion
Ralph Lauren på Strøget skuffede ikke. Butikken kan præsentere sig, som Ralph Lauren kan.
Butikken overraskede heller ikke, for så vidt den fremstod mere folkelig, end jeg havde ventet. Hippie-preppy-dukken, jeg mødte, da trådte indenfor, slog tonen an.
Men finder dog også en nobel, eksklusiv tøjstil i butikken, hvis man går videre ind.
Noget af den beklædning kan noget, dog ikke så meget, at jeg selv er fristet. Den følelse har besøget ikke ændret.
Jeg kan dog se for mig, hvis der er en størrelse, der passer, hvordan man kan finde en jakke eller frakke, der kan supplere ens tøjstil. Ralph Lauren tenderer til at overdrive deres klassisk design, men har en særlig forståelse med stilartens detaljer, som andre store spillere ikke har.
















Skriv et svar