Der er dem, der siger, at kunsten at klæde sig er at klæde sig til lejligheden. Vejret, arbejdspladsens normer for påklædning, dagens agenda og så videre er fulde af små pile, der anviser, hvordan man bør klæde sig. Jo bedre man matcher lejlighedens specifikke mosaik af pile, desto mere velklædt er man. Den velklædte mand er en ydrestyret mand.
Jeg forstår positionen. Den er jo på sin vis meget brummelliansk. Den virkeligt velklædte mand larmer ikke, fordi han synger med på lejlighedens melodi.
Problemet er blot, at lejlighedens melodi kan være skær muzak. Andre folk kan klæde sig grimt, og så sidder man i saksen.
Så er der den anden lejr. Der siger man, at al god stil er personlig stil. Klædedragten er en fortælling om hin enkelte. Man tager måske lidt bestik af vejret, men ellers er det en stemning og lysten til at udtrykke sig, der driver, hvad man tager på. Som en anden kunstner har man noget på hjerte, som man må udtrykke gennem sit tøj. Den velklædte mand er en indrestyret mand.
Jeg forstår positionen. Tøjet må ikke ende som et kostume til lejligheden, men skal være en del af personligheden.
Problemet er blot, at folk kan have allehånde personligheder. Det er ikke sikkert, det er godt, det vil sige smukt, bare fordi det er personligt. Personlig stil kan ende i et visuelt tyranni.
Alt det for at sige, at den velklædte mand er en mand, der giver et smukt visuelt bidrag til lejligheden. Jeg tror, det er en god ledetråd. Bidraget kan være mere eller mindre synkroniseret med lejlighedens normer for at klæde sig, bare bidraget forfører og fornøjer.
Tag nu slipset. Selvom ingen andre bærer det på arbejde, kan man fint gøre det, hvis man gør på en måde, der inspirerer andre. Engang imellem må man være det gode eksempel.
Gay Talese, amerikansk 60’er-journalist, har sagt det på den måde, at man må klæde sig til begivenheden, som er noget andet og mere animerende end lejligheden. Man må gøre sig umage, bidrage personligt til den samlede fortælling. Eller som han ordret siger med udgangspunkt i sin egen branche, journalistikken:
I often tell my young students in journalism class: “Dress up the story! What you’re doing is very important, very special. You are very special, so dress up, take pride in yourself, take pride in your profession.”
I’m also aware that many journalists are poorly dressed. When they die, somebody will put a nice suit on them and place them in a casket. If they dress up for their death, why not dress up when alive?
Wise words:
Gay Talese, amerikansk 60’er-journalist, har sagt det på den måde, at man må klæde sig til begivenheden, som er noget andet og mere animerende end lejligheden. Man må gøre sig umage, bidrage personligt til den samlede fortælling. Eller som han ordret siger med udgangspunkt i sin egen branche, journalistikken:
I often tell my young students in journalism class: “Dress up the story! What you’re doing is very important, very special. You are very special, so dress up, take pride in yourself, take pride in your profession.”
I’m also aware that many journalists are poorly dressed. When they die, somebody will put a nice suit on them and place them in a casket. If they dress up for their death, why not dress up when alive?”
Og ditto om forskellen på at købe fabriksfremstillet og processen omkring det håndlavede skrædersyede:
Commissioning any piece of work is very different from purchasing. Purchasing is an event.
Commissioning is a process. Purchasing requires a credit card. Commissioning requires understanding, imagining and creating in a co-operative venture with an artisan. In essence, it requires the luxury of embracing a specific culture and ethic.
The most gifted artist cannot possibly know what our vision is if we are incapable
of describing it clearly. And to describe it clearly, we must know it our self.
One who is not prepared to invest of himself to know himself would be better off purchasing. Though, it is rumored that some things cannot be purchased.
mvh X
Indlægget her er anbragt under denne rubrik ved en tilfældighed, men alligevel ikke helt.
Det handler om vor nye udenrigsminister, hr. Villy Søvndal. Så vidt jeg er orienteret, skal han i dag og i morgen for første gang optræde i international sammenhæng og dermed sandsynligvis stille op til en fælles fotoseance. Det bliver altså spændende!
Undertegnede går jo ind for personlig stil, og udenrigsministeren har i sin første tid på den hjemlige scene optrådt i smalt (meget løst bundet) slips og jakkesæt (Tigers?) med meget smalt og moderigtigt revers.
Hvis dette er udenrigsministerens personlige stil, og respekt for det, så får vi en minister, der vil få en fremtrædende rolle på “familiefotografierne”, idet han vil skille sig klart ud fra kollegaerne, der har en anden opfattelse af officiel stil.
Jeg håber, at “Stiljournalen” vil være på tæerne for at følge med i dette for vor internationale selvopfattelse så vigtige emne;-)