Legendarisk tatovør i Milano

Jeg har ingen tatoveringer, og jeg har absolut ingen lyst til at få nogen.

Hvis jeg skulle, for eksempel fordi jeg tabte et væddemål, ville jeg vælge Gian Maurizio Fercioni i Milano. Jeg ved godt nok ikke med sikkerhed, om han er en fremragende tatovør. Men han ser ud til at have smag, hvis jeg betragter hans tøjstil, og jeg ville tro – håbe, at den også forplantede sig i hans arbejde som tatovør.

Han lader også til at tage job’et særdeles seriøst.

“Tatovering er den mest alvorlige leg, du kan lege,” siger han.

Derudover er Gian Maurizio Fercioni uddannet fra et kunstakademi, ikke Georg Stage eller en våd kælder i Nyhavn. Og han har arbejdet på operascenen La Scala i Milano som stilistisk leder.

Kort sagt, han er en særlig tatovør, en, der ligner en legende.

Skødesløst klassisk

Men jeg vil ikke køre meget rundt i tatoveringens kunst. Jeg ved for lidt. Jeg vil hellere fokusere på det tøj, som Gian Maurizio Fercioni har på, for det er godt gjort af ham. Man fornemmer, han har blik for beklædning, for farver, for tradition.

Man farer ikke lige rundt som advokat, konsulent eller bankmand i Gian Maurizio Fercionis tøj på daglig basis. Men han må alligevel inspirere til mere frie stunder, hvor man kan sætte sin hat, som man vil.

Jeg er også begejstret for hans sprezzatura. Den skødesløse omgang med tøj overbeviser, fordi tøjet er så kækt og harmonisk i farver og mønstre, fordi det sidder godt på ham.

Man kan tillade sig meget mere stilistisk, hvis tøjdelenes grundliggende kvalitet – pasform & forarbejdning – er i orden.

Flair for overfladen

Hans træsko, skægkrans og fremredte hår, som blev et varemærke i 1970’erne for ham, burde umiddelbart ikke udløse mange stilpoint. Men han kunne noget med den visuelle form, forfatteren Thorkild Hansen (1927-1989), hvis man ser på de foto, der blev taget af ham i årenes løb – mange af ham selv. Hans ungdomsår i Paris som freelance-reporter for Ekstra Bladet havde givet ham en forståelse og flair for overfladen, det at præsentere sig.

I dag er det jo sådan, at de fleste mandlige forfattere ignorerer den gode påklædning. Det er vitterligt trist at se på. Til gengæld er det, som om mange kvindelige forfattere klæder sig med stil, muligvis fordi der allerede er en tradition med forfattere som Suzanne Brøgger og Karen Blixen, der har beredt en vej for det store skrud.

Farvel til Frankrig

Da Thorkild Hansen er tilbage i Danmark i 1953 og begynder at skrive for Information, fører han sig frem på selvbevidst, gallisk manér.

“Thorkild Hansen […] kom kørende i sin åbne sorte folkevogn iført lammeskindspels og afleverede sine manuskripter, som om det var Hemingway, der var kommet lige fra fronten,” erindrer Klaus Rifbjerg om sin tid på Information i 1950’erne, da også Thorkild Hansen skriver for avisen.

I starten af 1960’erne lader det til, at Thorkild Hansen skifter stil. Fransk raffinement afløses af eventyrens praktiske klæder.

Det lykkelige Arabien

Det er nærliggende at forbinde stilskiftet med, at han deltager på professor P.V. Globs arkæologiske ekspedition til Kuwait i 1960, og siden – i 1962 – skriver og udgiver sit gennembrudsværk, Det lykkelige Arabien, hvori han besynger anti-helten Niebuhr, der uforfængeligt gør, hvad der må gøres, og som den eneste overlever på en videnskabelig rejse i 1760’erne. Det er, som om land erstatter by, og handling erstatter betragtning i den periode af Thorkild Hansens liv.

Bevidstheden om tøj lader dog til at være usvækket. Den uformelle drejning indebærer ikke en stilistisk ligegyldighed. Tværtimod sidder man med oplevelsen, at stiludtrykket muligvis bliver skarpere med tiden i takt med, han bliver mere sikker på sin egen forfatterfigur.

Prisregn

Det lykkelige Arabien følges op af Jens Munk (1965), der befæster hans position yderligere som landets førende dokumentaristiske forfatter. I 1966 modtager han De gyldne laurbær.

Siden udkommer Slavetrilogien om De vestindiske øer, der i 1971 bringer ham Nordisk Råds Litteraturpris.

1970’erne

I 1967 møder Thorkild Hansen kvinden, der skal blive hans anden kone, Gitte Jæger. Få år senere flytter de til nordspidsen af Samsø, hvor huset Brøndkjær kommer til at udgøre det nye skrivekammer. Dagligdagens garderobe bliver til sweater, træsko og anorak.

Det er på Samsø, han kommer til at skrive sit hovedværk, eller det værk, som han selv anser som et højdepunkt: Processen mod Hamsun, 1-3. Deri tager han livtag med nordmændenes forhold til deres store forfatter Knut Hamsun. Han kan ifølge Thorkild Hansen ikke kan reduceres nazist, som nordmændene har det med at gøre på grund af Knut Hamsuns skriverier og ageren under Anden Verdenskrig.

I første omgang får Processen mod Hamsun en overvældende modtagelse, da den udkommer i 1978. Siden begynder kritikken. Og som i Den gamle mand og havet må Thorkild Hansen se sin store fangst svundet ind til ingenting, da han kommer i land.

Afterbeat

Litterært sker der mindre fra hans hånd efter Processen mod Hamsun. I 1982 publicerer han selvbiografien Søforhør, som har lagt foto til nærværende artikel. Flere anmeldere finder den for meget, fordi de oplever, Thorkild Hansen rister en begejstret rune over sig selv.

Han begynder at tilbringe mere tid ved Côte d’Azur i Sydfrankrig sammen med Gitte Jæger.

På en rejse i Caribien i 1989 rammes Thorkild Hansen af en blodprop og dør 62 år gammel.

Posthumt modtager dagbogen Et atelier i Paris opmærksomhed og anerkendelse, da den udkommer i 1990.

I 1994 har filmen Hamsun premiere. Den er baseret på Thorkild Hansens værk om Hamsun.

Efter Gitte Jægers død i 2012 dukker til stor overraskelse for følgere af Thorkild Hansens forfatterskab en bankboks op i Sydfrankrig med Thorkild Hansens originale dagbøger og diverse efterladte skrifter. Thorkild Hansen havde ellers hævdet, han havde brændt sine dagbøger. Dagbøger mv. er nu i Det kgl. biblioteks besiddelse.

Fotografi: Søforhør. Nærbillede af Thorkild Hansen (1982), Lindhardt & Ringhof