Der skete noget med jakkesættet omkring århundredeskiftet, altså i bevægelsen fra det 19. til det 20. århundrede. Jeg tror, man kan tale om en stille revolution. Jeg ved ikke, hvornår den præcist satte ind, men i midten af 1920’erne havde den spredt sig til et væld af herreskrædderier.
Jeg kom lidt tættere på begivenheden, da jeg for nylig fik en gammel skrædderbog i hænde, Emil Rehdins Midt-Systemet. Emil Rehdin var svensker og udgav sin lærebog efter Krigen i 1948. I 1949 kom den på dansk.
I Midt-Systemet udruller Emil Rehdin en metode, han kalder rationelt herreskrædderi. Ligesom andre tænksomme skræddere i historien er hans ambition at løfte herreskrædderiet ud af intutionens og erfaringens vugge og placere faget i fornuftens tempel.
Han giver den med måleinstrumenter og matematiske beregninger, og han skal nok skræmme en håbefuld skrædder eller to væk fra faget, hvis de åbner bogen. Men han har styr på herreskrædderi, som de kunne have i gamle dage, og er måske alligevel et besøg værd for en herreskrædder in spe.
Men det er slet ikke teknikken, der er mit ærinde. Det er stilen, som Emil Rehdin hylder. Han taler begejstret om den løse drapéstil. Tidligere, det vil sige i 1800-tallet, yndede man at tilvirke jakker, jaketter og diplomater, så de sad som en skøjtedragt om overkroppen. Kropsmål og dragtmål faldt sammen.
Det ændrer sig ligeså stille omkring århundredeskiftet. For det første glider jaketten og diplomaten ud og parkeres til ceremonielle lejligheder. For det andet bliver jakkens revers dybere og åbner til brystpartiet. Og så begynder man, skriver Emil Rehdin, at lægge drapé ind ved skulderblade og bryststykke. Drapéen gør jakken mere komfortabel og giver effekten af et kraftigere brystparti.
Med drapéen flytter kroppens mål og dragtens mål sig fra hinanden. Herrejakken bliver i højere grad noget, der former ejermandens overkrop i stedet for blot at gengive den.
I England er det skrædderen Frederick Scholte, der får æren for drapéstilen. På kundelisten har han den engelske kronprins og med ham i front spreder stilen sig, blandt andet til Amerika. Der får den endnu en tand og inspirerer de ulyksalige og forvoksede zoot-jakkesæt i 1940’erne, som Giorgio Armani m.fl. ret uansvarligt genopliver i 1980’erne.
Drapéstilen er ikke mode i dag. Det slanke look og de hårde linjer, som konfektionsindustrien med Tom Ford i spidsen hidsigt dyrker, er det, der mestendels tæller blandt de smarte.
Men vi er stadig ætlinge af drapéstilens mentale spring: Jakken skal forædle manden, og ikke bare gengive ham.
Foto: Emil Rehdin
“som en skøjtedragt”. Flot formulering om 1800-tallets selskabstøj. Jeg havde aldrig skænkt det en tanke før. Når billeder fra det gamle København virker så antikverede, er det jo ofte pga. tøjet.
Angående det slanke look à la Tom Ford, så tror jeg at det er på tilbagevej. Det er jo kun få figurer, som denne stil klæder. I alle mulige tøjforretninger prøver folk at bilde én ind, at man godt kan tage et nummer mindre for “sådan er looket idag”.
Meget læseværdig artikel, tak.