De bedst klædte

Blade og magasiner elsker at kåre de bedst klædte – og værst klædte – kendte mennesker. Det er underholdende, men sjældent lærerigt. Dommernes kvalitetsbegreber hensvæver i tågernes dal. Skønt de foregiver at være opvakte, tør og magter de ikke at sige noget i sidste ende, det er værd at lytte til.

Anderledes på gastronomien og arkitekturens reservater. Der er dommerne ikke bange. De anmelder. De har en holdning, de selv tror på.

Lad os prøve at vælge samme tilgang til tøjet, som vi har til måltidet eller den nye bygning. Det kan vi godt. Tøj er ikke bare klude, der skal holde os varme, ligesom mad ikke blot er føde, og arkitektur ikke blot et tag over hovedet. Det vellykkede brug af tøj betyder noget for vores eget og andres velvære.

Hvem er så velklædt, hvis vi tager anmelderopgaven en smule alvorligt?

Personen har i hvert fald en fornemmelse for farver, mønstre og teksturer. Han spotter det harmoniske samarbejde mellem lysegråt og pink. Han kan kombinere en stribet skjorte med et prikket slips. Han ser dialogen mellem tweed og jernbanefløjl.

Den velklædte mand bemærker også tøjets snit. Han aflurer, hvornår jakkesættet flatterer hans figur, og hvornår det i stedet accentuerer en ubalance i udtrykket.

Han klæder sig til lejligheden. Mødet torsdag formiddag med en gammel kunde, bryllupet på Bornholm og biografturen med den 7-årig datter lørdag eftermiddag er alle situationer med hver deres melodi, som den velklædte mand nynner med på.

Samtidig holder han fast i sig selv. Den velklædte mand fortæller en historie om sig selv gennem sit tøj samtidig med, han tilpasser sig lejlighedens klang.

Hårde krav, og måske for hårde, hvis vi kigger os omkring.

Men der er faktisk danske mænd, der er velklædte. Og med hiv og sving finder vi også kendte af slagsen, for eksempel Prins Henrik.