Mens skrædderiet er i tvivlsom forfatning, er der stadig liv i skomageriet i Centraleuropa. Lande som Østrig, Ungarn og Polen byder endnu på bestilling af håndsyede sko efter mål mange steder.
Foruden den solide tradition og de små stilmæssige specialiteter som en ekstra høj tåkappe er det prisen, der appellerer. Skomagerne i London og Paris har for længst passeret 20.000 kr. for et par sko, og i Italien tager de fat ved 10.000 kr. I Polen, som jeg har særligt godt kendskab til, kan man bestille et par håndsyede sko efter mål til 4.000 kr.
Det lyder jo attraktivt, særligt hvis vi medtager den nemme sviptur til Warszawa fra København. Men vi skal lige huske, at der er også er en kvalitetsmæssig forskel. Omhyggeligheden i bestillingsprocessen for at sikre en god pasform adskiller sig. Kompromisløsheden i materialebrug og forarbejdning er forskellig. Og den sofistikerede dimension i designet varierer også. Anthony Delos (der er nu er opslugt af Berluti) i Paris er klart noget andet og mere end Jan Kielman i Warszawa.
Ikke fordi Jan Kielman i Warzawa ikke laver en sko, der ikke er en klasse over enhver randsyet sko fra Northamptons maskinhaller. For det gør de nemt. Men Jan Kielman og de andre skomagere i Warszawa laver for eksempel ikke en trælæst fra bunden, som det sker hos de rigtigt dyre gesjæfter. De finder en gammel læst, som de tilpasser med fil og læderflige. Jan Kielman laver heller ikke en prøvesko, før de syr det endelige par. Det gør John Lobb på St. James i London faktisk heller ikke. Men prøveskoen er ellers en udbredt praksis hos de mest eksklusive skomagere, der håndsyr efter mål.
Man kan heller ikke være sikker på læderkvaliteten. Færdighederne i håndværket er i orden, men der er en villighed – formentlig en dårlig vane fra de gamle Østblokdage – til at arbejde med middelmådelige materialer. Så man skal være vågen. Ikke så meget hos Jan Kielman, der har en større forretning og selv tager til udlandet for at købe læder, men så hos det centrale Warszawas mindre skomagere, der hedder Januszkiewicz, Kaminski og Wielądek.
En anden praktikalitet er sproget. Januszkiewicz, Kaminski og Wielądek taler polsk og kun polsk. Så man behøver en tolk af art, hvis man vil gennemføre en fornuftig bestilling ved dem. Hos Jan Kielman, derimod, taler de også engelsk. Blandt andet derfor tager de et par tusinde kroner mere for et par sko.
Når vi har fat i Januszkiewicz, Kaminski og Wielądek: de er nogle ældre herrer, der alle må have passeret 80 år. Det gør ikke noget i sig selv, tværtimod, det har sin charme. Men der går ikke længe, før de lukker, og så skal man til at udvikle en relation med en ny skomager. Det tager tid, ligesom med en skrædder.
Foto: Stiljournalen
En læser har tidligere berettet om bestilling hos Kaminski i kommentarfeltet. Beretningen kalder på et genoptryk her:
“Nå, var i Warszawa. Besøgte alle tre skomagere der laver håndsyede sko, Kielman, Kaminski og Januszkiewicz nævnt i faldende rækkefølge efter prisniveau og måske også kvalitet. Endte med at bestille et par sorte derbysko i Shell Cordovan. Det var Jacek Kamiński (Jack) der stod for bestilling og mål. Han er den eneste i butikken der taler engelsk modsat Kielman der nok er vandt til flere udenlandske kunder.
Priserne stiger hvis man vil have læder fremstillet i udlandet som i mit tilfælde. Hos Kielman havde de stort udvalg af eksotiske huder som haj, elefant, flodhest mm. De fastholdt at alt var lovligt. Jeg talte i øvrigt med Jack Kaminski om kvaliteten af de forskellige skomagere, og han mente at Kielman var den bedste, men kunne samtidigt fortælle at flere af de ansatte i værkstederne arbejder for både Kaminski og Kielman.
Jeg efterlod mine 12 år gamle sko dernede, da jeg egentlig bare gerne ville have en håndlavet kopi. Jeg forventer at have det nye par i slutningen af juni.
Der er vist en der et sted her på sitet spørger hvor langt der er fra lufthavnen til skomagerne. Der er ca. 4-5 km. og de ligger alle tre inden for 300 meter.”
Jeg synes at selve formgivningen, i mangel af et mere præcist ord, af skoen er adelsmærket over dem alle for en virkelig god skomager. Det er muligvis et aspekt hvor forskellene på nævnte skomagere er mere subtile, og det er måske først når man ser en virkelig godt formgivet sko at man bliver opmærksom på det. Delos kunne virkeligt noget særligt i den retning, men han er som skrevet opslugt af Berluti-monstret. Den anden berømte parisiske skomager, Dimitri Gomez, kan også. Ellers synes jeg at milaneseren Riccardo Freccia Bestetti (http://frecciabestetti.tumblr.com/) laver nogle af de smukkeste sko på kloden, selvom jeg ikke bryder mig om hans mere eksotiske modeller, og det er netop formgivningen, især den høje og dramatiske svang, der trækker dem op i en klasse for sig.
Efter at have bestilt et par sko hos Kaminski i maj, hvilket Torsten henviser til, fik jeg efter cirka 3 måneder mine sko. Det er et par derby-sko i sort shell cordovan fra chicago. Det er en kopi af en Alden-model, blot med formen af snuden fra et par gamle Lloyd’s jeg er glad for. Det er en relativt grov sko, men det var også meningen. De sidder perfekt. Kaminski har nu min læst stående i Warszawa, så nye bestillinger kan gøres hjemmefra og er billigere. Det skal dog nævnes, at jeg har en polsktalende bekendt der bor 10 min fra Kaminski.
Torsten har tidligere dømt den sorte derby-sko overflødig. Jeg kan godt følge tankegangen et stykke, men hvis man synes at oxfords bliver for fint, er de nu meget anvendelige.
https://www.dropbox.com/sh/w0ux4jlsvewrip3/ruKVleKIt6
Birger
Et lille fotoessay fra Kaminskis værksted: http://www.the-journal-of-style.com/2012/11/07/sunset-shoemaking-in-warsaw/
Flotte billeder,
Birger