Et passende par støvler

Af Mikkel Minor

Den danske vinter er over os. Færden på gader og stræder sker i sælsomt skiftende landskab af sne, slud og is, til tider tilsat rigelige mængder grus og salt. Det stiller store udfordringer til garderoben og i særdeleshed fodtøjet hos manden, der ønsker at spadsere frit, men standsmæssigt – mig selv inklusive. Derfor gik jagten på passende fodtøj, der kunne holde kulden ud og modstå elementernes rasen.

Men jeg skal blankt erkende, at jeg ikke har den store forstand på de håndværksmæssige facetter, mærkerne og modellernes historik, lædertyper og såler. Jeg kan knap redegøre for forskellen mellem goodyear, norwegian, storm-welt eller for den sags skyld veldtschoen.

Derfor spurgte jeg Torsten til råds. Forstandig, som han er, kastede han dog bolden tilbage, og spurgte, om ikke jeg i stedet ville skrive lidt om min søgen. Jeg indvilligede velvidende, at jeg måske risikerede at lære noget af det. Helt på egne ben begav jeg dog ikke af sted, da jeg løbende konfererede med en af mine gode bekendte Simon Tuntelder, der har al den tekniske håndværksmæssige indsigt, viden om mærker og historik, jeg selv mangler.

Udgangspunkt var ønsket om en alsidig støvle i et klassisk snit, der ville kunne gøre sig ved en gåtur på landet og på caféen i storbyen. Gerne med norwegian welt, storm welt eller veldtschoen for øget vandtæthed. Og meget gerne med en gummisål af hensyn til salt og væde, der ikke bekommer lædersåler vel. Selvom det måske ikke er helt standsmæssigt, skal det balanceres med omstændighederne.

I den mere elegante afdeling udelukkede jeg hurtigt støvler som Jodphur/Chelsea-støvler eller Balmoral-støvlen. De vil givetvis falde i andres smag, og for nogen fint dækker behovet i det danske vintervejr og byterræn. Mine ønsker ledte mig dog mod et mere robust udtryk, der dog slutter ved arbejdsstøvler fra den amerikanske skole, såkaldte engineer boots som Redwing og Wolverine. De er for tiden ganske udbredte i bybilledet, men jeg vil overlade dem til folk med hang til denim, fuldskæg, skovmandsskjorte, og cykler med fast nav eller motor.

For at vende tilbage til sålen, er der overordnet set to gangebare gummisåler på markedet, der har bevist deres værd, og som man oftest vil støde på nemlig Studded (oftest omtalt ved firma navnet Dainite, selvom de også producere andre modeller) og Commando-sålen.

Alt efter om føret består af is eller sne, kan man have præferencer. Dainite er mere subtil og vil ikke vække så meget opmærksomhed som commando-sålen. Til gengæld har de ingenlunde de terrængående egenskaber og greb i de glatte overflader som Commandoen. Commando på kontoret vil dog være alt for rustikt for de fleste, så vi taler udendørs brug og meget uformelle situationer. En tredje og fjerde mulighed, der fortjener at blive nævnt, er Ridgeway eller Medway, der er et alternativt mønster fra Dainite med lidt mere greb, den er dog ikke så udbredt. Men har man pengene til made-to-order, er det en god mulighed eksempelvis hos Edward Green. Personligt var sålen et springende punkt i min søgen.

Som en tommelfinger regel vil jeg mene, at man ikke går helt fejl i byen, hvis man primært orienterer sig mod de engelske producenter som Cheany, Crockett & Jones, Alfred Sargent, Edward Green, Trickers m.fl. De har erfaring udi hvervet fremstilling af fodtøj, der skal præstere i vejrforhold, der kan sammenlignes med de danske. Går man i dybden med enkelte producenter, bliver billedet dog noget mere speget. Selv blandt klassiske mærker, som eksempelvis Grenson, foregår en stigende del af fremstillingen uden for England. Enten på dele af processen eller på hele serier, og det mærkes som regel på kvaliteten, og bør derfor undgås.

Baseret på ovenstående har jeg udvalgt en lille skare af støvler, jeg faldt over på min vej, og som giver en fornemmelse af de forskellige facetter, der kan udgøre en passende støvle:

Man går aldrig helt galt i byen med Crockett and Jones. De er elegante i udførslen, men samtidig af hårdfør kvalitet. Coniston er en klassisk derbystøvle. Den er udført i pebblegrain (mangler det danske ord), som jeg ikke har noget af i min garderobe. Samtidig har den toecap, som jeg i det hele taget synes er at foretrække på støvle; det styrker snuden, samtidig med at det optisk er med til at afbalancere støvler, der ellers kan virke voldsomt lange. Derudover fastgøres den øverste del af snøren med ’speed hooks’. Det gør det hurtige at få støvler med et længere skaft af og på. Hagen er dog, at der er en lille risiko for, at de kan ryge af. C&J har også andre interessante modeller som eksempelvis deres Northcote, hvor læderet er blevet vokset som en del af garve processen.

Cheanyes bud på en klassisk Veldtschoen. Her er vi over i den mere rustikke afdeling med referencer til militæret. En støvle der trives bedst i åbent landskab. Den såkaldte bellow tongue sikrer mod væde fra at finde vej fra snøren og snørehuller og ned i støvlen. Oprindeligt lavet over Zuggrain-læder. Er man hurtig, kan man visse steder stadig få fat i Alfred Sargent Kelso, der gør brug af Zuggrain. Modellen gik ud af produktion sidste år.

Nu nævnte jeg de engelske producenter som et godt udgangspunkt. Men der er heldigvis producenter i andre land, der kan gøre dem rangen stridig. En af dem er franske Paraboot, der måske ikke er så kendte i den almene offentlighed. Det gør dem ikke mindre interessante. Støvlen her er en norwegian split toe. Randsyningen er en norwegianwelt, der minder lidt om stormwelt. Den bruges primært bruges på vandre- og arbejdsstøvler pga. øget hårdførhed og vandtæthed. Paratboot laver selv deres såler, og det hele foregår tilmed i Frankrig.

Nu vi er ved udenlandske mærker, kommer vi ikke uden om Carmina, der fremstiller smukke støvler i cordovanlæder, der er skabt til at modstå elementerne. Min erfaring med Carmina og Cordovan for den sags skyld er begrænset, men jeg håber en dag at kunne stifte bedre bekendtskab med begge dele.

Underligt nok har jeg ikke kastet mit blik på særligt mange broguestøvler, muligvis fordi jeg allerede har flere par broguesko. Men der er mange interessante modeller derude, for dem der tiltrækkes af den klassiske engelske landlige stil – her et par Tricker’s Stow . Brogue og tweed akkompagnerer hinanden overmåde vel. Hvordan og hvilke støvler, man i øvrigt kan og bør kombinere med jakkesættet, vil jeg overlade til Torsten at give sit bud på.

Har man mod på livet og et stramt budget, som flere læsere har efterspurgt råd til, kan det måske betale sig at lede efter såkaldte privatelabel produktioner, hvor anerkendte skofabrikanter har produceret for andre. Nogle gange ender prisen højere, men ofte lavere, så man får mere for pengene. Udfordringen er at producent bag eller mærket, der har sat navn på, sjældent ønsker at fortælle samarbejdet. Så det kræver lidt detektiv arbejde. Eksempler herpå er Herring’s Keswick støvle, der er fremstillet af Loake og Hoggs Rannoch, som Cheany eftersigende står bag. Men det er en mere usikker rejse.

Forhåbentligt har indlægget her tjent til inspiration. Vigtigst af alt er egne præferencer; for valget af et passende par støvle er et personligt valg. I sidste ende, bør det ikke afgøres af billeder, den herskende mode og andres skriverier på internettet desangående. Det kan være med til at kvalificere valget. Men man er nødt til at stå med støvlen i hånden og vurdere dens egenskaber og håndværket – og sidst men ikke mindst sætte den på foden – for det er trods alt den tætte kontakt mellem fod og støvle og de omgivende elementer, det handler om.

Desværre findes der meget få forhandlere I Danmark, der er leveringsdygtige i de mærke og kvaliteter, der er beskrevet. Så ofte må man til udlandet og gøre sine indkøb. Alternativt må man kaste sig ud i internethandel med fare for returnering af vare, der mod formodning ikke passer eller stemmer overens med forventninger.

For mit eget vedkommende er jagten ikke helt slut endnu. Men jeg håber, at mine skriverier har givet læseren idéer til, hvordan man kommer gennem vinteren med lidt raskere fjed.