God smag eller oplevelsen af elegance

Du kender sikkert situationen, hvor man møder eller får et glimt af en person – mand eller kvinde – der har flair for at klæde sig. Man løftes, fløjter for sig selv, beundrer i hemmelighed. Det kan også være en ven eller bekendt, der har tag om tøjet, “har god smag”. Han eller hun drysser guld, når man mødes.

Min stille efterglæde ved de oplevelser er, at tøjet beviseligt har betydning for vores velvære. Det er ikke den rene ligegyldighed.

Det er dog ikke mig, der skal tale om påklædningens betydning. Det er Karl Ove Knausgård, den norske forfatter til det selvbiografiske værk Min kamp og min helt, hvis jeg havde sådan en. Dybt inde i bind 6 (der er seks bind i alt, i alt over 3000 sider), falder jeg over nedenstående passage, der siger det hele dybere og mere nuanceret, end jeg selv formår. Christina er hans gode ven Geirs kone.

“Christina klædte sig altid smukt, ikke opsigtsvækkende, men usædvanlig smagfuldt. Mærkeligt var det ikke, hun var jo uddannet designer. Jeg så altid på hendes tøj når vi mødtes, og det fyldte mig med en slags behag, måske var det den gennemførte sikkerhed der gjorde det, hvordan alting var afstemt, men uden at det afstemte blev synligt, for det ville have været en demonstration af velklædthed, og hvordan de små detaljer som et tørklæde eller et bælte bragte det bedste frem i de andre dele, ligesom løftede det frem og op, mens de selv ligesom både var i fokus, for eksempel et kraftigt bæltespænde, og i baggrunden, eftersom det kraftige var med til at fremhæve det andet. Farver, snit, stof, mønstre. Alt var afstemt ud fra en sikkerhed der ikke kunne være andet end intuitiv. Det var noget hun kunne, og som hun ikke anstrengte sig for at skabe. Deri kunne hun noget næsten ingen kan, nemlig at udviske forskellene mellem det der var nyt, og det der var brugt, det der var dyrt, og det der var billigt, ved at se bort fra de egenskaber og se hvad tøjet eller tilbehøret var i sig selv. Mærker fandtes ikke; hvad slags mærke noget var, havde jeg aldrig tænkt på når det gjaldt hendes tøj. Af det jeg havde set, kunne jeg allerbedst lide en lysebrun læderjakke, der var noget ekstremt tiltalende ved den, uden at jeg vidste hvad det tiltalende bestod i. Hvad vakte den i mig? Vagt forbandt jeg den med halvfjerdserne, selvom der ikke var noget udpræget halvfjerdseragtigt ved den. Men måske mest at den var så varm i tonerne og snittet, men samtidig var der også noget aggressivt ved den, som der er ved læderjakker, og det var muligvis den kombination jeg fandt tiltalende. Store knapper. Feminin, men ikke på en kniplingsagtig måde. Elegant. Ja, det var ordet. Den jakke var elegant.”