Hvem som helst kan være god på landet, skrev fyndige Oscar Wilde.
Jeg kan konkretisere, at det er i livet som landligger, man finder ro og kan smile med overskud til kameraet.
I aftensolen sidder jeg med panamahatten på hovedet, som Susanne Juul har forarbejdet. Skjorten med orange striber er fra engelsk skjortemager. De opsmøgede bukser ville være off-white i en svag lysebrunlig nuance, hvis de ikke var badet i gulligt lys. Birkenstock står bag sandalerne med hælrem.
Dagen som landligger foregår ellers hovedsageligt i shorts, hvis vejret tillader det, og en hørskjorte. Det sker, fødderne ender i espadriller. En charmeklud i silke kan draperes om halsen i aftenbrisen.
Lekture til en landligger
Der er godt med lekture på menukortet. Jeg kan ikke snige mig uden om at være i hvert fald delvis kulturmand. Jeg får aldrig gnavet mig igennem så meget, som jeg ønsker – den djævlens mobiltelefon. Men visse mængder konsumeres.
Og der er ikke krimier i mellem. De er spild af tid, kedelige. Det er ikke snobberi, men jeg bliver forfærdelig rastløs, hvis jeg skal være med til at opklare mord, både i bogform og i filmformat. Krimier er ikke min melodi.
Så hellere falde ned i poesiens vugge og rangle med ordene og sproget.
Eller finde sig en rigtig roman. I år blev det Gustave Flauberts Følelsernes opdragelse (L’Éducation sentimentale) fra 1869. Den skildrer Frédéric Moreau, der som ung drager til Paris for at erobre livet, hvilket for ham vil sige kærligheden og dertil fornøjelser, penge og status. Motoren i bogen er Frédérics forhold til Marie Arnoux, en gift kvinde. Han vil have hende, og hun vil også have ham – med tiden. Ligemeget hjælper det. De kan ikke finde ud af at realisere forholdet. Hvorfor forbliver et mysterium. De praktiske hindringer, der står i vejen for forholdet, er ikke større, end de kan overkommes.
I det hele taget handler Følelsernes opdragelse meget om at komme i mål, om at gøre sine drømme (om at få betydning og skæbne) til virkelighed. Det gælder også Frédérics forskellige venner og bekendte. Bogens tema er i den forstand romantisk, sentimentalt. Det er så bare det, at Gustave Flauberts alvidende fortællerstemme er blottet for føleri. Stemmen er tværtom ofte humoristisk og ironisk og uforfærdet ærlig i sin blotlæggelse af personernes ærgerrighed og selvoptagethed.
Følelsernes opdragelse fik mig til at tænke på Henrik Pontoppidans Lykke-Per, der udkom omtrent 30 år senere. Henrik Pontoppidan sender hovedpersonen Per ud på en rejse ikke ulig Frédérics. Per kommer til København og har også vældige planer, og han ramler tillige ind i et kærlighedsforhold, der ikke rigtigt vil fuldbyrdes. Også Per ender med at resignere.
Jeg husker dog Henrik Pontoppidans Per som en mere alvorlig fyr end Gustave Flauberts Frédéric. Lykke-Per ender måske derfor med at være en knuger af en bog. Følelsernes opdragelse er en frisætter.
Den velklædte mand på Facebook mv.
Du finder også Den velklædte mand på Facebook, Instagram og Twitter. Like/følg, og få flere opdateringer der:
Foto: Den velklædte mand
[…] gør den lidt teatralsk i dag, men boater’en er stadig den originale stråhat og sommerhat. Panamahatten er mere berømt, men boater’en sad allerede på hovedet fra midten af 1800-tallet, og enhver […]