Christen Købke maler sin ven
Hvad laver den rose i munden på Wilhelm Marstrand? Er den alvor eller humor?
Jeg har i flere år undret mig over den lille rose, når jeg har betragtet portrættet på Statens Museum for Kunst. Christen Købke portrætterede sin ven Wilhelm Marstrand, der tillige var guldaldermaler, i 1836. Vi er i Biedermeier-perioden, hvor romantikkens store drama er afløst af det lille drama, detaljens finurlighed – som man må sige, at rosen i munden på Wilhelm Marstrand udgør.
Ikke en knaphulsblomst
Man kunne få tanken, rosen egentlig skulle have siddet i jakkens revers. Men i 1836 er knaphulsblomsten ikke kotyme. Det bliver først almindelig i sidste havdel af 1800-tallet.
Digtet der afslører
Maleriet, der er et lille maleri i størrelsen 18,5 x 15 cm, gemmer dog på en forklaring. Det fandt jeg ud af for nylig. Bag på maleriet, på blændrammen, som lærredet er spændt op på, har Wilhelm Marstrand skrevet et lille digt. Det lyder som følger:
“I Piben min Mund er saa vant til at bide
Men da jeg nu veed, Moer ei den kan lide,
Jeg synes, at Rosen var ene tilpas
At indtage Pibens høiest værdige Plads.
W.”
Den danske distance
Vi har altså formentlig at gøre med en humoristisk indskydelse. Jeg fristes til at sige en dansk humor, der distancerer sig til alvor og selvhøjtidelighed. Wilhelm Marstrand spiller kæk – og er det måske, men indskyder en humor, der tenderer til ironi. Hvis vi ikke umiddelbart kan se det i dag, afslører digtet Wilhelm Marstrands position.
Påklædningen
Christen Købke har ellers malet Wilhelm Marstrand lydefrit i datidens tøj, det vil sige frakke, vest og sort sløjfe.
Kun den lille rosen stikker ud.
Skriv et svar