En frisk knaphulsblomst hver morgen
Der er mænd i England, der hver morgen sætter en frisk blomst i det håndsyede knaphul på deres jakkerevers. I Danmark findes de mænd, der dagligt går med en knaphulsblomst, ikke. Jeg har da ikke set eller hørt om dem, selv om jeg har været årvågen. Det er kun ved særlige lejligheder at talen her i landet falder på at finde en blomst eller lille buket, der kan gøre det ensomme knaphul øverst på jakken selskab.
En blomst i knaphullet til bryllup mv.
Som regel er det et bryllup, der tricker fokus. Man har læst/hørt/set engang, at en knaphulsblomst er et fint og passende stykke tilbehør til eksempelvis en jaket, hvis man selv eller en ven skal giftes.
Og en knaphulsblomst, eller en corsage, som blomsterbindere har det med at kalde den, er bestemt udmærket tilbehør til et bryllup og andre højtider. Den udtrykker ikke bare en god vilje. Den bæres frem af historien.
Født i guldalderen
Det var guldalderens tid, romantikken, der frembragte knaphulsblomsten. Den dekorative blomst på frakken, som man dengang gik med i stedet for en jakke, symboliserede en følsomhed, som tiden påskønnede. Omtrent på den måde kan man tolke fænomenet.
Faktisk foldede fænomenet sig ud allerede i 1700-tallet. Den overdådige rokokkoepoke faldt også for blomsten, der som figur blev vævet i frakkestof og engang imellem i ægte eksemplar blev fastgjort til jakkebrystet (frakkerne i 1700-tallet havde ikke revers).
Det var dog englændernes brug i 1800-tallet af knaphulsblomsten – som de undertiden med et fransk ord kalder en boutonnière, der skabte den praksis for brug af en jakkeblomst til mænd, som vores sædvane hviler på i dag. Det vil være fair at sige. Reverset var da opfundet, og det lille knaphul kunne prydes.
En rød nellike som knaphulsblomst til en smoking
Man kan sætte mange forskellige blomster i jakkens knaphul. De symboliserer hver dette og hint. Der er ikke altid enighed om, hvilken betydning der vægter højest ved en specifik blomst.
Nelliken er om nogen blomst den klassiske blomst til reversknaphullet.
Tit ville man sætte en fornem hvid nellike i kjolefrakkens og jakettens revers, og en længselsfuld mørkerød nellike i en smoking.
Hvordan man gnidningsfrit får den nelliketradition til at hænge sammen med en anden floral tradition, nemlig den, at en mand, der bærer en rød blomst, er ugift og ledig, må henfare. Jeg hælder selv til, at det er traditionsmæssigt helt i orden at bære en rød nellike med fx sin smokingjakke, selvom man er gift & optaget. Alternativt kan man vælge en hvid nellike, hvis man frygter at sende forkerte signaler i sin smoking.
En nellike skal klargøres til et knaphul
En nellike skal for mig at se hvile fladt på reverset.
En typisk løsning i dag, hvor nelliken ligesom hæftes uden på reverset eller står og stritter op af knaphullet på sin stilk, eventuelt sammen med andre blomster, ser opulent og forloren ud, specielt hvis tøjet i øvrigt er ordinært.
En nellike skal forbehandles med gefühl, for at man kan få den til at lægge sig ind til reverset og ikke skubbe reverset væk fra jakken med sin frugtknop og stilk. Den forbehandling kan man lære at gøre selv med øvelse. Men almindeligvis vil man afhente en klargjort nellike hos sin blomsterbinder.
Tage Andersen viser hvordan
Og hvorfor ikke gå til den mest berømte i branchen. Det var min konklusion, da ideen til et indlæg om nelliken tog form.
Jeg kontaktede således blomsterkunstner Tage Andersen i Ny Adelgade tæt på Kgs. Nytorv i København. Der har han sin butik, der også er et museum, og der har han sit værksted, hvor han sidder ved et arbejdsbord i rustikke vadmelslignende klæder som en anden figur i Tolkien.
Tage Andersen tog vel imod min forespørgsel, om hvordan man forvandler en rå nellike til en knaphulsblomst.
Og jeg kiggede forbi med kamera en dag.
Mens Tage Andersen arbejdede med nelliken, fortalte han anekdotisk strømmende om nelliken og sit eget virke. Kirkemusik og kvidrende fugle i baggrunden gav en ekstra stemningsmæssig dimension.
Det endte anderledes sagt med en rigtig fin og oplysende optagelse, synes jeg. Se den ovenfor.
Interessant indlæg, tak. Der var en del ting, der var nye for mig. Jeg troede, at rosen var den mest anvendte blomst til knaphullet. Jeg havde aldrig funderet over, at man direkte kunne henvende sig til blomsterbutikken med anliggendet. Flot at se Tage Andersen i aktion. Resultatet på det nederste foto er iøjnefaldende men samtidig meget harmonisk ifm jakken og slipset, i eet ord elegant.
Tak, Potter.
En anden ofte brugt blomst har været en blå forglemmigej.
“Før de skulde hjem, gik han alene ned til Moderens Grav, han plukkede en Forglemmigej og stak i sit Knaphul,” som Morten Korch (!) skriver et sted.
Rosen har man også set, men vil uundgåeligt stritte og gøre opmærksom på sig selv.
Hvor hænger det maleri henne? mvh
Victoria Art Gallery i Bath, England.
Velklædt blomsterbinder med ascot (?)
Så fik vi (i Berlingskes søndagsmagasin “B” den 11.3.2018) føjet den nuance til, at Tage Andersen er en mand, der søger kvalitet også på beklædningens område. “Naturligvis,” fristes man til at sige.
“Med sine tynde guldindfattede briller, det grå hår samlet i en lille knold i nakken, uldhuen godt ned i panden og de kæmpestore gummistøvler er der noget eventyrligt over ham. Som om han lige er trådt ud af en billedbog eller en fortælling fra en ubestemmelig tid. Ikke mange går med knickers, Tage Andersen gør. Det har han gjort, siden han var dreng. Sit tøj tegner han selv og får en skrædder til at sy det efter tegningerne.
Også hans sko bliver håndsyet. Det klarer en særlig skomager oppe i Oslo. Fødderne er umulige, forklarer han. Brede og med en høj vrist. Flere af skoene er forsålet op til ti gange. Han slider dem, til de ikke kan mere. Men slitage kan være smukt, det naturlige forfald kan være smukt.
På en trappe op til 1. sal inde i hovedbygningen står fem par udtrådte, rustikke, brune lædersko placeret på hver sit trappetrin. En dekoration i sig selv.”
Klasse, som man siger