Fornuft og guldhorn i starten af 1800-tallet
1700-tallet var oplysning og fornuft. Kulturelt genopdagede man antikken og de græske skulpturer og templer. “Ædelt enfold og stille storhed”, lød slagordene, som man havde fra den tyske arkæolog Johann Joachim Winckelmann (1717-1768). Vi har siden døbt epoken nyklassicisme.
Romantikken blev reaktionen på nyklassicismen. Goethe, Schiller og andre tyskere ville have, man skulle føle mere og mærke naturen. I Danmark skrev Adam Oehlenschläger (1779-1850) digtet Guldhornene (1802), som begynder med den kendte strofe “De higer og søger I gamle Bøger” og siden lever sig følelsesdryppende ind i natur og landskab:
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Roser sig lukker
Anelse og fornemmelse var kodeord i romantikken.
I, som raver i blinde/ Skal finde, som Adam Oehlenschläger profeterer i Guldhornene.
I de danske guldaldermalerier, der toppede i perioden 1815-1850, finder man Oehlenschläger-romantikkens sanselige og drømmende omgang med naturen. Men man møder også en nøgternhed fra nyklassicismen og en praktisk, dansk fornuft. Virkelighedens detaljer tæller. En fold i hatten, frakkens farvenuance, solens spil i støvlerne skal gengives virkelighedsnært midt i al den storladne iscenesættelse, der indiskutabelt foregår i et guldaldermaleri.
Det er ikke mindst den loyalitet over for det konkrete, der gør, jeg selv finder guldaldermalerierne så vedkommende. Jeg kan simpelthen opdage detaljer i klædedragten, der forklarer en dragthistorisk udvikling. Det kan fx være den måde, som person har bundet en halsklud på, eller de tern, jeg ser, et par bukser har.
Kendte danske guldaldermalere
C. W. Eckersberg (1783-1853) er guldaldermalernes lederskikkelse. Han var elev af Nicolai Abildgaard (1743-1809) og Jens Juel (1745-1802), de første professorer på Kunstakademiet i København. I 1818 blev C. W. Eckersberg selv professor ved Kunstakademiet og fik stor indflydelse på en række unge malere, der kom til at bære navnet Københavnerskolen og siden skulle blive betegnet som guldaldermalere:
- Christen Købke (1810-1848)
- Wilhelm Marstrand (1810-1873)
- Constantin Hansen (1804-1880)
- Martinus Rørbye (1803-1848)
- J. Th. Lundbye (1818-1848)
- C. A. Jensen (1792-1870)
- D. C. Blunck (1798-1853)
- Wilhelm Bendz (1804-1832)
- P. C. Skovgaard (1817-1875)
- Jørgen Roed (1808-1888)
- Jørgen Sonne (1801-1890)
- Frederik Sødring (1809-1862)
Spørger man eksperterne, figurerer Christen Købke i dag som den største af guldaldermalerne.
Eksempler på danske guldaldermalerier
Der finder du danske guldaldermalerier
Mange museer har danske guldaldermalerier i samlingen. De museer, der har de fleste guldaldermalerier hængende fremme, er:
- Statens Museum for Kunst
- Ny Carlsberg Glyptotek
- Thorvaldsens Museum
- Den Hirschprungske Samling
- Aros
Du finder en dybere introduktion til danske guldaldermalerier og samfundet dengang i bla. Kaspar Monrads bog Dansk guldalder – lyset, landskabet og hverdagslivet (2013).
Mere …
Læs mit frådende angreb på danske kunstmuseer på min blog i Børsen.
Enig, det er herligt at gå rundt på museerne i København og nærstudere tøjstilen på malerierne. Man opdager nye detaljer hver gang.
Jeg vil tilføje Nationalmuseet, hvor der bl.a. kan ses en rød fløjlsdragt, som den danske guvernør på de Vestindiske Øer bar, Rokokostil og derfor med knæbukser.
Citat under det sidste billede:
“Fine mænd har moderne bukser på, mens de fattige er i altmodisch fransk stil af strømper og knækbukser.”
Ja, men de moderne bukser var i den grad franske. De blev båret af sansculotterne (“de, der går uden knæbukser”), den franske revolutions tilhængere. Man kan se et eksemplar på Nationalmuseet, hvor teksten siger, at de lange bukser oprindeligt var sømandsbukser.
Potter, det er jo helt rigtigt, at de revolutionære fransks sansculotter gjorde (sømand)bukser berømte som alternativ til 1700-tallets knæbukser, strømper og spændesko. De påvirkede dog ikke i første omgang den finere herremode ved Beau Brummell & co. Brummell mv. benyttede også lange benklæder til deres kjole (tail coat), men den særlige udgave fra ridesporten kaldet pataloner, en slags tætsiddende skindbukser. Omkring 1820 begyndte de så at skifte pantaloner ud med bukser med strop under sig, så bukserne kunne holdes stramme, jf. Constantin Hansens maleri fra 1837 af de danske kunstnere i Rom.
Med andre ord, når jeg skriver, at de fattige er i altmodish fransk stil, tænker jeg på 1700-tallets knæbukser, strømper og spændesko, som udgik fra Frankrig. Underklassen og tjenende folk, der ikke var de revolutionære – det var borgerskabet, havde det med at arve / bibeholde gamle tøjmoder.
Folk var altså bare bedre klædt i gamle dage.
Det var de. Fremtoningen i det offentlige rum betød mere i gamle, man gjorde sig mere umage
God inspiration – jeg nyder dine nyheder og vurderinger.