En lille historie om bakkenbarter
“Jeg er en Røver, vild af Bakkenbarter,/
Paa min Pistol er Hanen altid spændt.”
Emil Aarestrup, stor, dansk digter i 1800-tallet, måske den største, forbandt bakkenbarter med afvigeren, røveren, vildmanden.
Det giver mening den dag i dag. Det karakteristiske kindskæg, specielt når det får lov at kravle langt ned på kinden, er rock ‘n roll. Man må som almindelig borgermand vige uden om.
Tidligere var det nu ikke så entydigt igen, hvilken vej pilen pegede, hvis en mand dyrkede bakkenbarterne. Det skal med. I militære kredse var eksempelvis whiskers, der stod ud som sejl fra kinden, de rigueur før 1. Verdenskrig, ikke mindst i Tyskland.
Ordet bakkenbarter kommer da også af tysk – af “Backe”, som betyder kind, og “Bart”, som betyder skæg.
Efterkrigstidens kindskæg
1950’ernes teenagere gjorde oprør mod samfundets selvfølgelige former. De kørte scooter og motorcykel, gik med læderjakke og jeans, og sprang i en parka.
De supplerede også deres hår, indfedtet i brylcreeme, med bakkenbarter. Nogle af dem. Mest berømt er nok Elvis’ brug af kindskægget. Det voksede og voksede fra slutningen af 1950’erne til 1970’erne.
1980’ernes yuppier brød sig ikke om kindskægget. Brugte de skæg, var det overskægget. Så med skiftet fra 1970’erne til 1980’erne forsvandt kindskægget. Sammenligner man foto af fodboldspillere fra 1970’erne med fodsboldspillere fra 1980’erne, er det slående, hvordan mange bakkenbarter forvandler sig til overskæg i særligt Tyskland.
I dag er kindskægget til fri afbenyttelse, som jakkesættet og så mange ydre stilistiske elementer er det. Modestrømninger gør deres indflydelse gældende, men kindskægget kan ligeså vel bare være et personligt valg, som vores italienske ven fra Firenze demonstrerer det.
[…] Pitti Uomo 96 – gademode, del 2 […]