Arnulf – et par skræddersyede jakkesæt genbesøgt

Jagten på det perfekte snit

Det er ni år siden, jeg besøgte Volkmar Arnulf i Potsdam uden for Berlin for at bestille et jakkesæt hos ham. Forskellige tyske artikler havde givet et hint om, at han var den eneste fra tysk skrædderis storhedstid, 1950’erne, som endnu førte saks, nål og tråd. Det øgede kun interessen, at han havde syet jakkesæt for Helmut Kohl. Jeg er ikke sikker på, at han var fast leverandør over årtier, men nogle jakkesæt til den velvoksne tyske kansler blev det  til.

Engelsk, italiensk og til dels fransk skrædderi er sædvanligvis de lande, man forbinder med det ypperste herreskrædderi. Går man mere undersøgende til værks, opdager man dog, at tysk skrædderi har arbejdet grundigere med kernen i herreskrædderi, tilskæring. Det lyder næsten som en kliché: tysk grundighed. Men det ikke desto mindre sådan, det forholder sig. Tyske skræddere har udarbejdet og publiceret tilskæringssystemer i store mængder og fortsatte efter Anden Verdenskrig, hvor englænderne gik døde.

På mere jævnt dansk finder man et løfte i tysk skrædderi, om at man først og fremmest ønsker at fremstille et jakkesæt, der passer. Forarbejdningen betyder noget, men vigtigst er det, at et jakkesæt i bogstavelig forstand fungerer lydefrit med den person, som det er syet til.

Håndsyning kan være en tragedie

“Håndsyning er en tragedie, hvis jakkesættet ikke passer,” som den amerikanske skrædder Frank Shattuck har sagt. Man sporer således et religiøst skel i skrædderiet. De protestantiske englændere, tyskere og amerikanerne er besatte af “fit”, mens italienere og franskmænd – katolikkerne! – gerne besynger fatto a mano og haute couture.

Det er sat lidt hårdt op, men jeg mener, at der er noget om det. Den protestanstiske skole vil, at jakkesættets stil og stil i bredere forstand vokser af den vellykkede pasform, mens den katolske uvægerligt inddrager mængden af fin håndsyning i idealet.

Volkmar Arnulf går også op i håndsyning, “fordi jakkesættet bliver mere elastisk af det”. Argumentationen er saglig, rationel, ikke fordi “sådan har vi altid gjort”.

Men jeg mærkede såklart, at pasformen lå ham allermest på sinde. Jeg havde fire eller fem prøver til det første skræddersyede jakkesæt, et dobbeltradet jakkesæt. Han kan gøre det med de sædvanlige tre prøver, men hvis kunden gerne tager ekstra omgange, er han ikke den, der holder igen.

Når jeg bærer og betragter jakkesættet i dag, er der fem forhold der slår mig. Fire af dem kan jeg lide og nyder. Det femte er jeg ikke helt i zen med.

For det første er jakkesættet ekstremt bekvemt. Det binder det ikke det mindste, hvordan jeg end bevæger mig. Intet stof er i vejen. Og det bliver siddende i ro og slår få folder, hvis jeg løfter arme, bøjer ryggen mv. Det er i den henseende tysk ingeniørkunst.

For det andet – og i samme boldgade – falder det snorlige, både jakke og bukser. Volkmar Arnulf er da også kendt for dette rene fald. Det er klart, at idet man bevæger sig ud af standardpositionen, krakelerer billedet straks. Men den grundlæggende figur spiller.

For det tredje kan jeg lide proportionerne i jakkesættet: jakkens længde, den buede silhuet fra skulderspids over talje til skørt, knapstilling og revers samt ærmernes og buksernes bredde. Jeg finder snittet samlet set harmonisk til min krop.

For det fjerde nyder jeg det kompromisløse mønstermatch over skulder og lommer og de skrå knaphuller i gylpen, detaljer med finesse.

Og for det femte, ja, udfordringen. Volkmar Arnulf har polstret skuldrene godt og grundigt med vat. Det er, fordi han sigter mod et bestemt forhold mellem hofter og skuldre, som de færreste herrer fra naturens side kan mønstre. Det er især noget, han forfølger inden for dobbeltradede jakkesæt.  Jeg tror, at 1950’erne stilistisk gør sig gældende. Jeg er ikke direkte imod. Sådan er hans Volkmar Arnulfs tilgang til skrædderiet. Men bliver det for meget? Jeg har aldrig landet på en klar konklusion.

Det enkeltradede jakkesæt

Skuldervattet er anderledes beskedent i det enkeltradede jakkesæt, jeg har fra ham. Det er der, men er noget mindre.

Igen er jakkesættets tekniske funktionalitet uovertruffen. På trods af et meget stift og tykt vintage-frescostof er der ingen binding, intet hold. Jakke (og bukser) arter sig gennemtænkt, som de tilskæringsmæssigt er.

Jeg vil ikke højtravende deklarere, at Volkmar Arnulf er den bedste skrædder, jeg har prøvet. Jeg finder andre komponenter hos både italienske og engelske herreskræddere, jeg sætter tilsvarende højt. Når det er sagt, er Volkmar Arnulf en af de allerbedste nulevende herreskræddere. Det er jeg ikke i tvivl om. Desværre er han oppe i 80’erne nu.