Rimelig og urimelig pris på herretøj
En af fordelene ved at købe skrædderi og andet tøj fremstillet i et værksted er, man stort set kan være sikker på, at man erhverver en beklædning til en rimelig pris i den forstand, at skrædderen, skjortemageren eller håndskomageren, der står bag, ikke har en økonomisk lukrativ forretning. Langt de fleste, også Savile Row-skrædderen, der tager 40.000 kr. for et skræddersyet jakkesæt, klarer den i bedste fald ok, i mange tilfælde kun akkurat, selv om de arbejder hårdt for sagen.
Inden for tøj ready to wear er billedet mere broget. Mærkevarer – brands – kan skabe hokuspokus med en pris. Italienske Brunello Cucinelli sælger en simpel T-shirt for 3.000 kr. og tager 20.000 kr. for en selvstændig jakke. Jacob Cohën handles 4.000 kr. for et par slidte jeans.
Jeg synes, den slags herretøj er spild af penge, urimeligt. Det skyldes dog ikke, at jeg synes, disse brands tjener for mange penge på de enkelte varer. Jeg er slet ikke sikker på, profitten er så imponerende igen pr. enhed, om end de nok skal have nogle pæne procenter inden for flere produktkategorier. Problemet er, man som kunde betaler meget for markedsføring og salg, “vindsteg & luftfrikadeller”, hver gang man køber en T-shirt eller par jeans hos hine mærker. Selve produktet er marginalt bedre end andre, der koster en fjerdel af prisen.
Nu betyder marginaler noget og kan koste relativt meget at få på plads, hvorfor prisen rimeligvis må være højere. Det ved jeg alt om fra min egen lille butik. En cm fra eller til har betydning for buksernes måde at knække på skoene, og en cm kan have betydning for, hvor godt en jakke sidder over brystet og bukser på hofterne. Når det kommer til mærkevarer, handler marginalerne dog om fiffigt design, i mindre grad god pasform og kvalitet. Og sidstnævnte egenskaber rangerer altså væsentlig højere i mit beklædningshierarki end et sjovt konstrastgarn, en anderledes lomme eller et par overraskende hvidslidte bukseknæ, som mærkevarer har det med at dyrke.
Hvad går dine penge til?
Men lad os se på, hvad pengene man betaler for tøj går til:
- Materialer: Tekstiler, indlæg, sytråd, garniture mv. kan svinge gevaldigt i pris. Indkøb af en skrædderkupon til et todelt skræddersyet jakkesæt løber efterhånden op i 3.000 kr. Har man købt stort ind til sin ready to wear-fabrik i Kina af et tyndt, mindre charmerende habitstof, kan prisen være 200 kr. for stof.
- Arbejdskraft: Tid brugt på fremstilling af tøj koster. Kompliceret tøj, der kræver veluddannede hænder, fx et skræddersyet jakkesæt, tager 6o timer at fremstille, mens et fabrikssyet jakkesæt i den billigste ende kan sættes i verden på 3 timer. Den dyreste konfektion og målkonfektion fra Kiton m.fl tager i omegnen af 20-25 timer.
- Omkostninger: Bygninger skal lejes, redskaber indkøbes og vedligeholdes, elregning og it-folk betales. Både producent og butik har uundgåelige omkostninger, som må påvirke prisen på tøjet, der sælges.
- Markedsføring: Man kommer ikke uden om tid og penge på reklame og promovering samt brand-opbygning, selv ikke herreskrædderen, der traditionelt har solgt på det gode ord. Vil man frem til kunden i dag, må der bruges kræfter og kontanter på kommunikation.
- Tilpasning: Skrædderi og made to measure har store transaktionsomkostninger, som økonomer siger. Det tager ekstra tid at fremstille og sælge en individualiseret vare, og det må afspejle sig i prisen. Man ser ofte situationen udspillet i herretøjsbutikker, hvor ekspedienten hellere vil sælge et jakkesæt ready to wear end et målsyet eksemplar, til trods for han tager mere for en målsyet udgave.
- Overskud: Producent og butik må, medmindre der er adgang til at brænde investorpenge af eller på anden vis kan tage penge med på arbejde, kunne trække et overskud ud, når alt er betalt, inkl. skat og moms, så der er til dagen og vejen.
Udgifterne er selvsagt ikke fikserede. Strategi, dygtig virksomhedsledelse og andre indslag kan hæve eller sænke dem. Men alle udgifter spiller principielt ind på prisen, man som slutkunde betaler.
Smag bestemmer i sidste ende
I sidste ende definerer man som slutkunde selv, hvad en rimelig pris er for et stykke herretøj. Det er klart. Den stærke historie, som Tom Ford, Cuccinello og et nyere mærke som Drake’s formår at etablere, kan også give en faktisk fornøjelse og tryghed, når man bærer deres beklædning. Det må anerkendes.
Som fagmand er jeg sværere at imponere. Tid på produktet og materialer brugt samt ordentlig design er, hvad der primært tæller, når jeg betragter en tøjvare og vurderer dens pekuniære værdi.
Det kan være jungle, særligt inden for ready-to-wear. Jeg synes dog, at et mærke som Cordings altid har et godt pris-kvalitet forhold. De bruger heller ikke de store penge på branding og få kendisser til at gå med deres tøj. Snittene på deres tøj ændrer sig minimalt over tid, så jeg kan forestille mig at det også holder prisen på et fornuftigt niveau, når man kan genbruge udskæringsmønstrer år efter år.
As the man said👌
Jeg har ikke forstand på kvalitet-pris forhold på skræddersyede jakkesæt. Dertil har jeg for lidt erfaring.
Men medmindre jeg husker forkert så har Simon Crompton (Permanent style) skrevet at en del af det der laves på Savile Row / London og sælges til 40.000 realt er under det halve værd. Det gjorde mig nervøs som potentiel førstegangskøber. I kommentarsporet blev han spurgt om hvilke skræddere det drejer sig om hvortil han svarede at det ville han tage op i en kommende artikel.
Jeg kunne godt finde på at købe en selvstændig sportsjakke i robust materiale fra Saville Row. Men for mig er der ingen fornuft i at købe +40.000 kroner jakkesæt hvor især bukser kan gå i stykker/blive misfarvet. I princippet er jeg villig til at betale for håndværket og timerne der lægges i, men det er ultimativt at spille højt spil for mig.
Simon Crompton omtaler dog en for mig økonomisk attraktiv løsning, Whitcomb & Shaftesbury tilbyder at færdiggøre deres skræddersyede jakkesæt i Chennai – til halv pris.
”I recently had the basted fitting for my two suits from Whitcomb & Shaftesbury – the tailor that runs a workshop in India but has all the suits cut by the same person London.
“They had offered to make me two suits – one put together in Chennai and one in Savile Row – in order to be able to compare them. There is a big price difference: £1360 for the former and £3040 for the latter (ex-VAT).”
https://www.permanentstyle.com/2015/12/whitcomb-shaftesbury-first-fitting.html
Tænker at det måske er relevant for artiklen at have denne mulighed med.
Prisen på skrædderi kan svinge meget alt efter, hvor det fremstilles. Cad and The Dandy, Whitcomb mfl. sender til Østen og kan derved sænke prisen. Det kan bestemt være en løsning. Vil man have et Savile Row-jakkesæt, må man til lommerne, først og fremmest fordi deres lønudgifter og husleje er helt anderledes (ikke fordi skrædderiet scorer kassen)
Min næste sportsjakke eller habit skal definitivt være skæddersyet og britisk fordi jeg optisk behøver lidt skuldre.
For at slippe for at betale for huslejeomkostninger er jeg begyndt at kigge på om nogle af de mere erfarne har etableret ‘Saville Row skrædderi’ udenfor London. Det ser ud til at være tilfældet med https://redmayne1860.com/
Da mit budget for sportsjakke står i ca. 28.000-30.000 – så virker det pludselig realistisk med ‘Saville Row’ skrædderi – hvis man da kan kalde det det.
Omkring jakkesæt agter jeg at prøve løsningen med fjern-østen, mit eneste forbehold overfor Whitcomb & Shaftesbury er at deres “house cut” kun er med én knap. At Cad and The Dandy har samme koncept noterer jeg mig straks og vil også besøge dem når jeg skal derover.
Jeg mener, Cad er ca. 15.000 kr. for et todelt sæt. De begynder med en stout-fitting af lærred og går så til anden prøve med det rigtige stof. Jakkesættet sys i Sri Lanka. Cad er medejer af Götrich i Stockholm, som også tilbyder servicen. Götrich har også stadig deres eget skrædderi med en pris på 35.000 SVK for et todelt sæt https://gotrich.com/en/