Antihippie i gabardine
Gabardine er ladet med betydninger, hvis man er født i 1960’erne eller før. Bukser i høj grad bærer på dem. Man var en halvgammel mand eller en hård, cool type i 1970’erne, hvis man gik i gabardinebukser, det modatte af en universitetsmarxist eller hippie.
Om 1970’erne skriver skuespiller Allan Olsen i sine erindringer:
“Jeg kunne ikke fordrage hippier […] Nogle af os, som var børn og unge dengang, indledte simpelthen et slags oprør i oprøret. En af mine venners forældre var lærere og hippier. Min ven gjorde oprør ved at blive disker. Han gik i gabardinebukser, fik flot frisure, og han var storforbruger af aftershave og deodoranter. Han brugte endda lidt makeup inspireret af tidens glamrockere som David Bowie og The Sweet. Alt sammen mest for at irritere sine forældre. De syntes nemlig, at pop var noget underlødigt pis.”
Ifølge Allan Olsen var hippiemændene – underkuet, som de var – “presset ned i batikbukser”.
Forår og sommer
Almindeligt tøj af gabardine stammer fra 1920’erne. Burberry’s havde popularisert klædevaren som terrændygtigt kolonitøj og desuden gennem deres cottoncoater og trenchcoats. Efter Første Verdenskrig vandrede gabardine over i jakkesæt, sportsjakker og bukser som et forårs- og sommeralternativ til luvet beklædning af flannel eller tweed.
Praktisk men uroligt
Gabardine er en twillvævning af kamgarner, som habitstof nr. 1, serges, er. Zoom’er man ind, dukker der dog et forskelle op. For det første anvender man hårdtspundne garnstrenge i gabardine. For det andet er der ekstra mange garner i kæderetningen i forhold til skudretning. Og for det tredje er de diagonale gorer i teksturen ekstra stejle.
Alt i alt får man et stof, der er tæt på vandskyende og nemt at rense. Det så Burberry’s, og det opdagede man i almindelighed. Tjenerfaget tog eksempelvis gabardine til sig, kontormanden gjorde og tillige ham, der ville være smart kunne lade et forårs- eller sommerjakkesæt sy af gabardine.
Det hårde gabardinestof er således ikke en lunende klædevare som tweed og flannel, hvor varme kan ophobe sig mellem uldfibrene. Det er heller ikke roligt som dem. Den stejle, kiprede vævning har en konstant bevægelighed, som man må lære at sætte pris på. Ikke alle kan. Mange sartorialister har historisk veget uden om gabardine til jakkesæt eller bukser. Den manglende ro har provokeret. I buksernes tilfælde er de i stedet er de blevet ved en whipcord eller cavalry twill, der ligeledes er glatte, men mere stabile. I jakkesættets tilfælde har en fresco- eller mohairvare været løsningen, eller bare serges.
De typiske farvenuancer
Khaki er den klassiske gabardinefarve, både til frakker og jakkesæt. Der er nu mange farvenuancer fra gullig over grålig til grønlig. Marineblå er også certificeret.
Til gabardinebukser, som du vil bruge med en forårs- eller sommerjakke, er gråt gabardinestof førstevalget.
Gabardine betegner en vævning først og fremmest, normalt af uld, men bomuldsgabardine ses også, ligesom man har set mange slemme udgaver med polyester, for eksempel i 1970’erne.
Skriv et svar