Mysteriet om den midnatsblå vest
Et kjolesæt går for at være strikt reguleret. I sammenligning med anden klassisk beklædning er det også stærkt kodificeret. Men det er trods alt civilt tøj, ikke en uniform, og det indebærer små variationer, hvor det er til diskussion, hvilke der er mest passende.
Tag nu det kjolesæt af Alfred Alm, jeg havde i hænderne forleden. Det er ikke bare midnatblåt, men har også en mørk vest i stedet for den almindelige hvide. En mørk vest var udbredt før Første Verdenskrig. På landet havde man tilmed kjole & sort med sort vest og sort sløjfe til kjolesættet.
Var der ingen yderligere retningslinjer for hvid eller sort vest?
Den engelske dragthistoriker James Laver fortæller i bogen Modesty in Dress (1969), at en ældre herre ved Oxford i 1920 rådede ham til at bære en sort vest til formelle middagsselskaber og en hvid til balaftener. Det lyder af et gelænder, man kan støtte sig lidt til.
I 1920’erne gled en sort vest dog helt ud af kjolesættet, medmindre man var frimurer eller på anden vis medlem af en forening eller et akademisk selskab, hvor en sort vest var foreskrevet.
Da Hertugen af Windsor introducerer et midnatblåt kjolesæt omkring 1925, er vesten interessant nok midnatsblå ligesom kjol og benklæder. Det er et påfaldende konservativt træk midt i den progressive brug af en midnatsblå klædevare.
Hvorfor Hertugen af Windsor valgte den mørke vest, kan man knap gisne om. Men den kaster et forklarende lys over, hvorfor Alfred Alm i 1975, 50 år senere, fremstiller et midnatblåt kjolesæt med en midnatsblå vest til dirigenten John Frandsen (1918-1996): Sådan gør man med et midnatsblåt kjolesæt, jf. Hertugen af Windsor!
Det er ikke sikkert, at Alfred Alm har valgt en midnatsblå vest, fordi Hertugen af Windsors kjolesæt havde det. Det er rigtigt. Måske er det bare en besnærende tanke. En anden mulighed, som Jonas Barlyng tror mere på, er, at kjolesættet skulle kunne bruges i en loge, som John Frandsen har været medlem af. Jeg ser dog ikke et midnatsblåt kjolesæt som gnidningsfri påklædning i en loge eller anden ceremoniel, konservativ sammenhæng. Det er for dristigt i udtrykket, født i de jazzede 1920’erne, som det er. Men Jonas Barlyng kan have ret. Han fortæller også, at der fulgte to hvide veste med Alm-sættet. John Frandsen har således haft mulighed for at bruge en hvid vest med det. Jonas Barlyng fortæller i tillæg, at han kun har set John Frandsen med hvid kjolevest til koncert og på foto. Det kan være, at den midnatsblå vest simpelthen har sneget sig ind på bøjlen med kjolesættet, som endte hos Jonas Barlyng, og egentlig er en del af en midnatsblå smoking, som John Frandsen har fået syet samtidig hos Alfred Alm, funderer portrætmalen Barlyng.
Jeg varmer mig nu ved tanken om, at Alfred Alm har insisteret på en midnatsblå vest til kjolesættet dengang i 1975 i tråd med traditionen, der begyndte med Hertugen af Windsor.
Tilretning af kjolesættet
I alle tilfælde er der ikke et figurmæssigt match en-til-en mellem John Frandsen og Jonas Barlyng, og sidstnævnte valgte så forleden at tage kjolesættet med til herreskrædder Peter Undén for at få det tilrettet.
Skulder- og rygstykke havde lidt for meget bredde, og ærmerne var en anelse lange, så Peter Undén rippede ærmerne af kjol’en.
Skræddermesteren bemærkede, at ærmekuplen var meget lav, designet til løftede arme, hvad må siges at give mening, hvis man betænker John Frandsens virke.
Han smilte også over, at Alm ikke havde matchet brystindsnit og skødekant, noget, han selv anstrenger sig for at gøre på sine kjol’er. Men Alm kan have haft sin grund, tilføjede Peter Undén.
Det store spørgsmål
Om et par uger er kjolesættet tilrettet, og Jonas Barlyng skal så beslutte, om han vil bruge den midnatsblå vest med sættet eller en af de hvide, når han blandt andet vibererer stemmebåndet som studentersanger.
Jeg holder på den midnatblå vest.
Det gør jeg.








Jeg må bedrøve hr. Grunwald med, at det er ganske utænkeligt, at en kjoleklædt studentersanger forbryder sig mod foreningens dragtkodeks og optræder med sort/midnatsblå vest. Og skulle nogen – uklogt – alligevel forsøge derpå, tør jeg garantere for, at der med øjeblikkelig virkning vil blive slået hårdt ned på urostifteren.