Herreskrædderi kan man dårligt lære på skolebænken. Man må frem for alt arbejde med faget under kyndig vejledning. Det er det, der for alvor virker, og det siger næsten sig selv.
Desværre er der ikke mange i dag inden for herreskrædderi, der kan forestå den kyndige vejledning. Men de findes, og forleden mødte jeg en af dem.
Navnet er Willy Mokjær. Han er pensioneret herreskrædder og tidligere oldermand i skrædderlauget. Jeg ved ikke, hvor mange jakkesæt han har klippet og syet i tidens løb, men det må løbe op i flere tusinde. Han kom i lære som 14-årig, og sluttede først i 1996 på vej mod de 70 år.
Willy Mokjær har fungeret som Peter Undéns læremester, og det var hos Peter Undén, vi mødtes. Willy Mokjær havde rigtigt meget at fortælle om sit liv med skrædderi, og jeg vender tilbage med mere derom.
For denne gang vil jeg blot nævne det jakkesæt, Willy Mokjær bar. Det havde han selv syet for ikke længe siden “for at holde sig i gang”.
Jakken var uden indlæg og skuldervat. Den var alene bygget på en twistvare og for. Revers var der intet af, og kraven var blot en smal stribe om nakken. Knapper og knaphuller på manchetterne var også borte. Han lukkede jakken med en lynlås.
Jakken fremstod således super minimalistisk og funktionel. Alt, der i modernistens øje kan ses som overflødigt, havde han skrællet bort.
Samtidig synede jakkesættet meget klassisk og i balance. Jakke og benklæder havde det snit og den pasform, som jakke og benklæder nu skal have inden for herreskrædderi.
Da var det, det slog mig, at jeg her var vidne til et vellykket og sjældent eksempel på det, man kalder fornyelse af en tradition. Tanken, der havde skabt denne klædedragt, havde været dristig og fri – på hjemmebane, og samtidig havde den tydeligvis været befrugtet af en herreskrædders dybe håndværksmæsige erfaring.
Foto: Stiljournalen
Det bliver en god dag!
Bare at se på den herre gør mig glad. Jeg kan slet ikke vente på at høre guldkornene fra hans mund. Og så vækker han det naive håb om, at kvalitetshåndværket igen må få gode kår.
Men jeg ventede forgæves. Øv
Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at følge op, men vi må ind i det nye år, før jeg kan vende tilbage med mere om Mokjær 🙂
Torsten
Hr. Grunwald, min lille bemærkning var ment som et beskedent psykisk pres. Det er med stor glæde, at jeg bemærker, at det har virket.
Og således kan jeg konstatere, at der atter blev skabt harmoni på bloggen, og at julefreden kan sænke sig 😉 Se, det er jo et rigtigt eventyr.
FBJ