Da jeg i september måned spadserede ad Conduit Street i det centrale London, passerede jeg to midaldrende mænd. I sig selv ikke en stor begivenhed, hvis det ikke var for den ene af mændene, der var elegant på den der beskedne og samtidig effektfulde facon, så man husker scenen år senere. Hans slanke skikkelse, smalle ansigt og flanerende gang bidrog til virkningen, men ellers tror jeg, at det var den dramatisk lange jakke, der mystificerede mit blik.
Jeg vidste i samme sekund, hvem han var. Jeg havde læst en kort bemærkning om ham et sted og kunne genkende ham. Jeg ville have spurgt, om jeg måtte tage et foto, men brugte for lang tid om at samle mig, før muligheden var forduftet.
Så da jeg forleden havde en dag i London, lå det klart, hvem jeg skulle slå et smut forbi: Chittleborough & Morgan på Savile Row 12. Det er der, han holder til, den elegante skrædder Joseph Morgan, eller bare Joe Morgan, som jeg så på Conduit Street.
Han og kompagnonen Roy Chittleboroughs skrædderhistorie er ikke helt som de andres på Savile Row. De er ætlinge af Tommy Nutter, der sammen med Edward Sexton i 1969 bragte ungdomsoprøret til Savile Row og syede ekstravagante rober til John Lennon, Mick Jagger & Co., vel at mærke i overensstemmelse med Savile Rows principper for ægte skrædderi. Nok var Tommy Nutter smart, men ikke overfladisk.
Joe Morgan begyndte hos Tommy Nutter i 1970, først som skrædder og senere som tilskærer. Da Tommy Nutter og siden Edward Sexton forlod firmaet i 1981, kørte Roy Chittleborough og Joe Morgan skrædderiet videre under navnet Chittleborough & Morgan og med tilføjelsen “at Nutters”.
De vilde skrædderstykker fra gamle dage har de i dag lagt bag sig. Og så alligevel ser man stadig skyggen af dem, fx i den lange jakke, som Joe Morgan poserer i på det første foto.
Da vores samtale falder på Nutter-tiden, beder Joe Morgan om et øjeblik, forsvinder og vender tilbage med et gulbrunt jakkesæt i en gennemsigtig plastikpose.
“Det er desværre ramt af møl,” siger han, mens han forsigtigt trækker jakkesættet ud af plastikposen, så de store afrundede revers toner frem, netop som man forestiller sig, de skal se ud på en jakke fra Tommy Nutter.
“Jeg har selv lavet det,” siger Joe Morgan entusiastisk, og jeg fornemmer, at han er stolt af at være en del af Nutter-historien samtidig med, at han har sin egen ide om, hvad skrædderi skal være, og den går imod et mere afdæmpet udtryk. Men sådan er vores tid jo selvfølgelig også.
Alligevel finder man altså reminiscenser af Nutter-dagene. Roy Chittleborough og Joe Morgan syr en jakke med en relativt høj og polstret skulder. Taljen er skarp, og skørtet lægger sig i lige linje langs hofterne. Timeglasformen, hvor skørtet ligesom står i en bue ud over hofterne, som er så typisk for snittet på Savile Row, benytter Roy Chittleborough og Joe Morgan ikke. Deres særlige silhuet skyldes blandt andet, at de skærer jakken helt igennem i siden. I traditionelt engelsk skrædderi nøjes man normalt med at lave et indsnit i stoffet i siden.
Vi taler om en masse skrædderidetaljer. Joe Morgan fortæller, hvordan de væder indlæg i vand og lader dem tørre over natten, før de tilskærer dem, “så de kan styre dem.” Han gør også meget ud af at demonstrere, hvordan de faconpresser buksebenene, før de syr dem. “Ingen andre gør det på Savile Row.” Han peger tillige på brystindlægget i en jakke, som de har pikeret med en lilla tråd, skønt indlægget aldrig vil blive set af nogen undtagen eventuelt af en skrædder, der måske en dag skal forandre eller reparere jakken.
“Nogle kunder vil gerne have, vi benytter en farve, som betyder noget for dem, måske fordi den er en del af familiehistorien,” siger Joe Morgan.
Klædestoffet må vi naturligvis også berøre. Joe Morgan er ret udogmatisk i den henseende, ligesom han i øvrigt virker til at være generelt, sålænge det ikke handler om teknik og principper for ordentligt skrædderi. De bruger gerne stoffer fra et italiensk firma som Loro Piana, “fordi de ofte er mere interessante i designet end de engelske stoffer.” Super-varerne er de heller ikke bange for. På den anden side nævner Joe Morgan, at “skræddere synes jo, 10-11 ounces eller tungere er en ideel vægt.”
Jeg fortæller, at jeg har været forbi Caraceni i Milano.
“Aha, Caraceni,” siger Joe Morgan med sin livlige stemme, “vi så to jakkesæt fra dem for nylig, som en af vores kunder havde med. Smukt håndværk, men de bruger for lidt indlæg, synes vi, og så var der noget med bukserne, vi heller ikke kunne se ideen med.”
Vi kommer også ind på kvaliteten af skrædderi i dag i forhold til tidligere, for eksempel 1980’erne.
“Den er bedre i dag, klart bedre. Servicen er også bedre. Vi er nødt til det med de priser, vi tager,” slutter Joe Morgan.
Og jeg kan så tilføje, at prisen på et jakkesæt fra Chittleborough & Morgan begynder ved 3.000 £.
Foto: Stiljournalen
Dejligt indslag med gode fotos ligeså.
Enig. Her har du ikke valgt den nemme vej, men du går ned i detaljerne. Det er dejlig nemt for os læsere, der får denne research foræret på et sølvfad, så tak for det.
Torsten skrev: “Timeglasformen (…) som er så typisk for snittet på Savile Row, benytter Roy Chittleborough og Joe Morgan ikke. Deres særlige silhuet skyldes blandt andet, at de skærer jakken helt igennem i siden.” Interessant!