Vi har aldrig været så frie til at klæde os, som vi vil, og alligevel ligner vi hinanden til forveksling. Det kan udlændinge og modeksperter, der besøger os, fortælle mere om.
Stopklodsen er dresscoden. Den er tøjnormen, vi møder blandt venner og kolleger, og som vi halvt bevidst halvt ubevidst tilpasser os. Der er flere grunde til at have en dresscode. Den bidrager til sammenhold og korpsånd og signalerer respekt for dem, vi omgås. Militæret har i svundne taget konsekvensen af dresscodens sociale virkninger og indført uniformer.
Men overholdelse af dresscoden gør ingen god stil, ligeså lidt som god kunst kommer af at følge andres anvisninger. God stil – og god kunst – er i sidste ende resultatet af en indre nødvendighed og lyst til at skabe noget, hvad end andre mennesker har af holdninger.
Misforstå det ikke. God stil behøver ikke at sprænge dresscoden i stumper og stykker. God kunst behøver som bekendt heller ikke at provokere. Men god stil kræver, at vi som minimum fortolker dresscoden i vores eget billede.
De principper har flere praktiske konsekvenser. Vi må for eksempel selv foretage vores tøjindkøb. Det dur ikke at overlade dem til hustruen eller kæresten. Vi kan heller ikke bare slå op i et modeblad og købe de sko og klude, som stilles til skue. Vi må gå på opdagelse selv.
Vi kan heller ikke forlade os på mærkevarer. Vi bliver ikke velklædt, fordi vi køber Ralph Lauren eller for den sags skyld bestiller et skræddersyet jakkesæt på Savile Row i London. Vi må i stedet forfølge vores egne fornemmelser for, hvad der flatterer netop vores statur og temperament og det liv, vi lever.
Vi kan ikke kopiere os til god stil. Vi skaber den selv.
PS Indlægget er også bragt på min blog på Dagbladet Børsens hjemmeside
PPS Dem, der får fat i Børsen Weekend i dag, vil også finde en artikel af undertegnede.
I den senere tid er der kommet nogle ytringer på denne blog, som forekommer mindre gennemtænkte. Ja, undskyld det stærke sprog!
“Det koksgrå jakkesæts dage er talte”
Jeg tvivler.
“Jakkesæt, jakker og bukser
1 marineblåt jakkesæt
1 koksgråt jakkesæt
1 brunt jakkesæt
1 blå blazer + 1 par lysebrune lærredsbukser
1 grå sildebenstweedjakke + 1 par brune fløjlsbukser”
Skulle dette være det elegante, nødvendige og tilstrækkelige til en uges forbrug for en person med hr. Grunwalds normer? Man undres og tvivler.
“Glem dresscoden”
Altid kun plads til den helt individuelle stil nu om dage? Aldrig behov for at stikke fingeren i jorden og kende til normer af den ene eller anden art? Jeg tvivler.
De allerbedste hilsener
FBJ
FBJ, jeg ville ikke læse interviewet med Boyer og ovenstående indspark så bogstaveligt. De er mere forsøg på at spidsformulere hhv. en ændring i vores brug af jakkesættet og en sund måde at gå til vores tøj på. Mit indlæg skal ikke forstås derhen, at det handler om at skille sig ud og gøre oprør, men at vi bør prøve at være personlige og stole på vores egne sanser, også hvad angår tøjvalg 🙂
Hilsen
Torsten
Kære Torsten.
Jeg
– går i allerhøjeste grad ind for det individuelle udtryk, som flere kommentarer fra mig, har klargjort. Jeg er ikke noget “normmenneske”.
– kan godt tage tingene og formuleringerne med et gran salt.
– mener også at kunne læse mellem linjerne.
Men… jeg køber ikke, at du bare “spidsformulerer”.
Det vil blive alt for langt nu, og det er ikke min agt at polemisere, så jeg vil ikke formulere et langt svar.
Blot disse få ord:
– i alle lande er der “dresscodes”, som eksisterer i bedste velgående. Man gør klogt i at sætte sig ind i dem, hvis man skal leve i andre lande. Selv i Danmark findes den, selv om den kan forekomme usynlig, så er den der med ubønhørlig styrke, men har blot forskellige udtryk i forskellige miljøer.
– Boyer har sin nationale baggrund og udsigtsplatform og har ret i mange forhold, men ikke nødvendigvis alle.
– Din ugentlige minimumspåklædning er jo utroværdig 😉 Det er den altså!
God weekend
FBJ
FBJ
Min minumumsgarderobe er absolut utroværdig. Systemet med opdeling i fem klædningsstykker pr. kategori hænger ikke sammen, når det kommer til virkeligheden. Jeg ved det, og det var delvis en mild ironisk pointe: at det er svært at lave den slags lister, hvor man forenkler til det perfekte, om end man ikke kan lade være.
Jeg er som sagt ikke begejstret for dresscodens regelstyring, men jeg mener absolut, man skal respektere andre mennesker gennem sin påklædning og lade sig inspirere af det, jeg kalder “lejlighedens melodi”, dvs. den historik, stemning, natur etc., lejligheder og begivenheder har, både de små og store.
Men er det at klæde sig en kunst?
P
@ P: Nej, men at klæde sig minder meget om en kunst. Et af de steder, hvor vandet skiller, er ved skønhed. For mig at se, må klædedragten altid være skøn, mens kunsten udmærket kan være grim. De tjener forskellige herrer.
Escher er super.
Husk at signere 🙂