Ti gode film med god klassisk tøjstil

Ingen god klassisk tøjstil uden gamle film. Fred Astaire, Gary Cooper, Cary Grant og alle de andre stjerner på lærred har op gennem 1900-tallet defineret, hvordan den velklædte mand ser ud.

Jeg har så spekuleret over, hvilke lidt nyere – ikke nutidige, jeg kan ikke komme på en eneste – film jeg selv har sat særligt pris på tøjmæssigt, og præsenterer hermed en top-10 i kronologisk rækkefølge. Jeg kunne have medtaget flere Bond-film. De bliver ved at give ideer. Men det kan også blive temmelig ensporet. Jeg har skuet med vidvinklen.

Alligevel er der et mønster i selektionen, indrømmet. Blandt andet har jeg tydeligvis et og andet med film fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Jeg tror, hvis vi ser tøjmæssigt på det, at det kan skyldes, moden i de år havde forladt efterkrigstidens tunge jakkesæt til fordel for en lethed i beklædning og udtryk og endnu ikke nået til det stilistiske sammenbrud, som folder sig ud for alvor inde i halvfjedserne.

Der er også det, at udvalget ikke kun handler om god klassisk tøjstil, men også gode film. 60’erne og 70’erne kan noget i den henseende, ikke?

Ti film med god klassisk tøjstil til mænd

Rope (1944)

En mindre kendt Hitchcock-film, egentlig et slags kammerspil, der dog nærmer sig det brilliante, også hvad angår jakkesættene, som sidder på forbrydere og helt (James Stewart). Fra 1944, en af de tidlige farvefilm, der gør, man fornemmer teksturer og farvenuancer.

Menneskejagt (North by Northwest, 1959)

Endnu en Hitchcock. Ingen overraskelse. Skal med, selv om man kan faktisk diskutere, hvor fantastisk Cary Grants jakkesæt er i filmen. Men måden Cary Grant flygter rundt i den minimalistisk dragt, er stilistisk overlegen.

Dr No (1962)

Mange ville vælge Goldfinger her for det tredelte ternede grå glencheck-sæt. Jeg synes dog, den første Bond-film med Sean Connery har en charme i tøjstilen, som jeg ikke helt genfinder i de senere Bond-film med skotten. Scenen, hvor han er i håndgemæng med en forbryder, og efterfølgende må trække sit skræddersyede jakkeærme ned over sine cocktail-manchetter, slipper jeg ikke. Det virker utilsigtet, uden for manus, en spontan reaktion for at genoprette status som civiliseret mand.

The Thomas Crown Affair (1968)

Endnu en klassisk reference for stor tøjstil på film. Jeg har det dog blandet med filmen. Steve McQueens tredelte jakkesæt er supercool, og det er Steeve McQueen også, men kombinationen har noget anstrengt og stift over sig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Steve McQueen føler sig meget mere hjemme i en vindjakke. Når det er sagt, er jakkesæt i filmen enestående kostumemæssigt, og filmen som sådan er ikke værst, om end jeg faktisk faldt i søvn undervejs …

The Italian Job (1969)

Jeg svingede mellem at vælge noire-filmen Get Carter fra 1971, hvor Michael Caine også spiller hovedrollen i et supersejt Savile Row-sæt, og så komedien The Italian Job baseret på en roman af Noel Coward. Det blev komedien for de mange farver og mønstre – og udmærkede jakkesæt. Jeg synes også, the Italian Job er en bedre film end Get Carter, om end det er svært at sammenligne så forskellige filmgenre.

Love Story (1970)

Der burde måske have været flere preppy-film på listen, men Love story fra 1970 er da med. Den er en glimrende opvisning i formel, casual og eksklusiv amerikansk Ive League-tøjstil, dengang den stadig var der. Jeg er ikke specielt sentimentalt anlagt, men filmens kærlighedshistorie kan noget og lykkes næsten som The Graduate med Dustin Hoffman at fortælle om det at være nyfødt voksen med rådvildhed og lidenskab. Slutningen er dog mindre opløftende.

Borgerskabets diskrete charme (1972)

Den spanske filmskaber Luis Buñuel lavede mange mærkelige film, startende med den surrealistiske kortfilm Den andalusiske hund (1929), og havde dog samtidig et fremragende øje for klassisk skønhed og stil, i øvrigt ikke ulig Lars von Trier. Borgerskabets diskrete charme, en af hans sidste film, fra 1972, er et eksempel på det. Hans favoritskuespiller, Fernando Rey, er en elegant borgermand i jakkesæt, smoking og silkeslåbrok, og mange i birollerne er også en stilbetragtning værd.

The Man with the Golden Gun (1974)

Jeg har før sagt det, og siger det gerne igen: Roger Moore bærer et jakkesæt mere selvfølgeligt end Sean Connery. I The Man with the Golden Gun fører han sig frem i blandt andet et supercool dobbeltradet kridtstribet gråt sæt og storternet tweedjakke. Jeg anerkender så, der er lovligt meget svaj bukser og safari-skjorte, men alligevel … Filmen er måske også den bedste Bond-film med Roger Moore. Og birollerne i den film, spillet af blandt andre Britt Ekland og Maud Adams, kan man også nemt sætte pris på.

Rødt chok (Don’t look now, 1973)

Mere fra 1970’erne, den psykologiske genre på den ret uhyggelige måde, hvor tabet af et barn bliver til en dødsspiral i Venedig. Donald Sutherland er i et fantastisk funky tweedsæt og flot frakke. Hans medspiller, Julie Christie, komplementerer ham.

American Gigolo (1980)

Selv om jeg har en stærk hældning mod skrædderi til fordel for design og fashion, vil jeg induskabelt inkludere American Gigolo i en top ti over klassisk tøjstil på film. Richard Gere er eminent klædt på af Giorgio Armani fra det uformelle til det formelle af jakke, skjorte, slips og polofrakke. Filmen holder også.