Dansk håndstrikket islandsk sweater fra familiegarderoben kombineret med bredriflede fløjlsbukser og andefødder (Duckfeet). Foto: Den velklædte mand
Da jeg var en lille dreng i 70’erne, kom jeg i sweater, engang imellem en norsk mariusgenser, engang imellem en islandsk sweater, som vi også kaldte en islænder. Jeg var ikke begejstret. Ikke til at begynde med. Sweateren kradsede, og jeg klagede mig, hvad der naturligvis ikke hjalp. Jeg vidste også godt, at kradseriet hurtigt var overstået. Jeg ville vænne mig til den tykke sweater, så snart jeg var kommet udenfor.
Den islandske sweater som modeobjekt
I venstreorienterede miljøer var den islandske sweater i 1970’erne en solidaritetserklæring til det fysisk arbejdende folk. Fascinationen af nordisk mytologi, som rådede, har nok også gjort, man var betaget af den gamle sweater. Og så var strik generelt en vogue efter opgøret med det stive jakkesæt i slutningen af 1960’erne.
Der har givet også været en åre – en løbende garnnøgle – til 1950’erne. Det var dengang, 1940’ernes franske eksistentialisme stadig hang over dansk kultur, og en kunster traf sine store valg på et værtshus iført en rå islandsk trøje.
“Jeg kunne ikke holde bohemerne i 50’erne ud, Iljitsch Johannsen-typen, som altid var i islandsk sweater. Det var uniformen for en kunstner,” erindrer Klaus Rifbjerg i portrætbogen Afterbeat (1996).
Sarah Lunds islænder
I 80’erne gled både mariusgenser og islænder ud for mit vedkommende. Jeg tænkte ikke meget over dem igen før 00’erne, da islandske sweatre dukkede op i medierne på ny, blandt andet påvirket af tv-serien Forbrydelsen, hvor hovedpersonen Sarah Lund (Sofie Gråbøl) bærer en islænder. Måske. For noget, jeg husker, var diskussionen, om hendes sweater egentlig var islandsk eller færøsk. Det viste sig, den kom fra firmaet Gudrun & Gudrun, et færøsk firma, der var optaget af traditionel færøsk strik. Så at benævne Sarah Lunds sweater en islænder eller islandsk sweater, kunne man dårligt, selv om den lignede en islandsk sweater. Eller hvad?
Dekonstruktion af en islænder
Siden har jeg med mellemrum forfulgt nordisk strik, herunder den islandske sweater. Læsere, der har bogen Den velklædte mand, vil sikkert have bemærket, der flere nordiske strikeksemplarer med i kapitlet om sweatre.
I påsken tog jeg fat i den islandske sweater igen. Min konklusion er klar: den islandske sweater findes ikke. Virkelig?
En islandsk sweater i Danmark
Allerede i 1800-tallet benyttede man betegnelsen en islandsk trøje eller en islænder. Der er flere teksteksempler.
Polarforskeren og eventyren Knud Rasmussen på den 5. Thule-Eskpedition 1921-1924 i islandsk sweater, sandsynligvis strikket på Færøerne. Foto fra bogen Strik med nordisk tradition af Vibeke Lind (1981).
“Da jeg lidt efter, iført islandsk Trøje og Skindhue, kom tilbage til Forstuen, traf jeg her Kristian, der kom ud fra Køkkenet i Søstøvler og med Lygte i Haanden,” skriver Henrik Pontoppidan i En Bonde fra 1890.
“Lang mig min Islænder, vi maa ha’ noget lunt at lægge den lille paa,” lyder en replik i en fortælling fra 1894.
“Hele Ugen gør Llung sig skyldig i Jura nede i Kristiania, sortklædt og bestaltet af Staten, han bor i en herskabelig Lejlighed, med Telefon, Kone og Børn; men hver Lørdag ifører han sig en hullet, højt elsket islandsk Trøje og gaar paa Fjældet,” står der i Johannes V. Jensens Myter fra 1907.
En traditionel islænder er færøsk
Pontoppidans eller Johannes V.’s islandske trøjer var dog overraskende nok formentlig ikke i islandske. De kom øjensynligt fra Færøerne – hvis de ikke bare var danske eller norske. Islandsk Kompagni, der fra omkring 1610 til 1855 drev mere eller mindre dansk monopolhandel med Island og i perioder også med Færøerne og Grønland, havde sat sit præg i Danmark. Selskabets varer fik bevidsthedsmæssigt stemplet islandske, selv om de var afhentet i Torshavn eller Klaksvik på Færøerne. Det må da være konklusionen på, at de færøske trøjer, der var produceret i stort antal og skibet til Danmark, blev til islandske trøjer eller islændere i Danmark.
Ca. 1950. Færøske skoledrenge i “islandsk” sweater strikket på Færøerne, en såkaldt skipstroyggja. Foto fra bogen Strik med nordisk tradition af Vibeke Lind (1981).
Flere historikere har behandlet forvirringen.
“Af Faarets Uld lave Færingerne deres Tøj og de bekendte uldne Trøjer, der forhandles i Danmark under det urigtige Navn »islandske Trøjer«,” skriver C. C. Christensen og Holger Lassen i deres værk Evropa: En geografisk fremstilling af vor verdensdels fra 1902.
Statistik og tal fra dengang underbygger.
“Den grove Uld forarbejdes til de saakaldte »islandske Trøjer«, som Færingerne ikke selv bruger, men som udføres,” står der i Tidskrift for Landøkonomi for i 1904.
Man kan selvfølgelig tænke sig, at situationen var anderledes i 1600-tallet og 1700-tallet, og at man skam strikkede og eksporterede trøjer på Island til København. Jeg er dog ikke stødt på eksempler af nogen art. Pilen peger på, at de islandske sweatre, der kommet til Danmark i forne tider, i reglen var færøske sweatre. Selv har færingene kaldt deres kraftige mønstrede sweater en skipstroyggja (skibstrøje).
En moderne islandsk sweater er en gammel norsk sweater
Hvis der er et problem med at kalde en islandsk sweater en færøsk sweater, er det, at en islandsk sweater også er en norsk sweater. Hvordan nu?
Den moderne islandske sweater med grønlandske ringe rundt bærestykket dukkede først op i 1950’erne. Islændingene kalder den en lopapeysa, en sweater strikket af islandsk uld.
Spørger man en islænding, hvordan deres nationalsweater ser ud, vil de beskrive en tyk sweater, der har et bærestykke med indstrikkede ringe. Det design er dog relativt nyt og ses først på i Island i 1950’erne. Før Anden Verdenskrig var en islandsk sweater nogenlunde som en færøsk sweater, det vil sig en grov sweater strikket med garnstrenge i naturfarver (naturhvid, sort, grå, brun) i et jævnt fordelt simpelt mønster. En islandsk sweater fra før Anden Verdenskrig var, hvad vi kort sagt traditionelt har forstået som en islandsk sweater – en islænder – i Danmark.
Men i 1950’erne begyndte islandske strikkemagasiner og modeblade at importere et design fra Norge. Designet var kendetegnet ved de store ringe øverst på sweateren, ikke ulig hvad man ser i den grønlandske nationaldragt. Islændingene tog mønstret til sig som deres eget.
Sibberns Eskimo-genser
I Norge stammede mønstret fra Annichen Sibbern Bøhn. I 1930 lod hun et mønster, hun kaldte Eskimo, trykke i strikkebladet Urd. Det minder i påfaldende grad om nutidens moderne islandske sweater. Annichen Sibbern Bøhn blev øjensynligt inspireret til sweateren gennem den dansk-norske film Eskimo fra samme år. Deri bærer den kvindelige hovedrolleindehaver den grønlandske nationaldragt med den karakteristiske farverige perlekrans.
Annichen Sibbern Bøhns originale Eskimo-sweater, som hendes datter viste den i 1930. Man fornemmer, hvor garnnøglerne løber hen i nutidens islandske sweater. Foto fra: Harpa
En teori er, at Sibbern blandt andet fandt på designet, fordi Norge gjorde, hvad der var muligt på den tid for at etablere et slægtsskab med Grønland. Der var kamp med Danmark om Østgrønland, og Sibberns Eskimo-genser passede fortrinligt ind i de norske bestræbelser på at opbygge en myte om en særlig forbindelse mellem Grønland og Norge.
En islænder findes – sådan ser den ud
Så en islandsk sweater findes ikke. Den er et konstrukt, et stykke tyvegods fra færøsk og norsk strikketradition. Hvis man er streng.
Hvis man er venlig, får du to islandske sweatre:
- Den gamle islandske sweater med et jævnt fordelt mønster.
- Den moderne islandske sweater med ringsmønster rundt bærestykket.
Begge eksemplarer bør ideelt være strikket af uspundet grov kardegarn.
Selv er jeg klart mest til nummer 1. Den forekommer mere reel og ærlig. Den moderne islænder har noget folkloristisk over sig, der ikke stimulerer, slet ikke, hvis den bevæger sig over i blå, rød og andre klare farver.
Derudover mener jeg, nok præget af 1970’erne, at en rullekrave hører med på en en rigtig islandsk sweater.
Sådan bruger du en islænder
På den ene side har en islænder det bedst med kraftige fløjlsbukser. På den anden side kan den gå med det meste. Den lettere disharmoniske kombination med fx kraftige jeans eller chinos er i orden. Det er fremmed for islænderens historie at underkaste den et stramt tøjreglement.
Der køber du en islandsk sweater
Den er svær. Jeg har ledt efter steder selv, man kunne købe et godt eksemplar. Der er ætte meget, der rammer plet. Tjek dog Sweater House. Et sted som Alafoss kan man også bestille håndstrikket og det hele, og så er der The Handknitting Association of Iceland. De to sidstnævnte fører dog umiddelbart kun de moderne islandske sweatre. Den færøske skibstrøje annonceres hos Hja Vimu, dog ikke strikket af ren færøsk uld.
For sweatre i al amindelighed skal Andersen-Andersen og S. N. S. Herning besøges.
Rettelse 25/4 2017: Ordet skipstroyggja (skibstrøje), det færøske navn for en islandsk sweater, tilføjet tekst, jf. kommentarer.
Hm. Jeg mindes ret klart fra mit eneste besøg på færøerne i 1993, at begreberne islandska og færøsk blev brugt som kvalitetsmarkører. De islandske kostede 1/3 og var efter sigende derefter. Derudover er det værd at nævne det som færingene rent faktisk går i…som jeg husker det en typisk brun tætstrikket og lidt tætsiddende trøje med knapper på vist kun den ene skulder…
Den brune færøske sweater med knapper på skulder er endnu en forgrening, ja.
Den såkaldte “islandske sweater” har aldrig været islandsk. Det er ikke noget islandsk ved den. Hverken uld eller mønster. De er derimod færøske sømandstrøjer. Det vi kalder for “skipstroyggja”. Grunden til, at danskere tror, at det er islandske trøjer er, at i halvtredserne kom nogle islndængene til Færøerne og købte en masse færøske sømandstrøjer op og solgte dem videre i Danmark. Senere begyndte færinger selv at eksportere disse trøjer. De mest produktive til at strikke denne trøje, i tresserne og halvfjerserne, var nok Tøtingarvirkið i Gøta på Eysturoy. Det ville glæde alle os færinger, om danskerne holdt op med at kalde denne færøske sømandstrøje for “islændere”, for det er ikke sandt!
Hej. Hvis du vil have en rigtig “islænder” (dvs. en traditionel færøsk sweater), så er der et stort udvalg i de traditionelle “heimavirki” (betyder noget i retning af “hjemmelavet”) forretninger på Færøerne. F.eks. i Tórshavn eller Klaksvík. Jeg må dog skuffe dig mht rullekraven: den er sjælden at finde. Den traditionelle mandetrøje (som er ensfarvet brun med knapper i venstre side af halsen) har dog en lidt høj hals. God tur derop. Der er smukt og dejligt at være. Mvh Birgit (halvfæring 😉 )
Tak, godt at vide.
🙂 hvis nogen ønsker en rigtig færøsk swetter med rullekrave strikker jeg gerne på bestilling med 100 % færøsk ganr
vh Jórun Sumberg-Olsen
22/sep/2017
Hej Jórun Sumberg Olsen,
hvordan ser sådanne færøske sweatre
ud til en mand som mig, der er 195 cm
høj og 90 kg. tung 🙂 ?
Venlig hilsen
Claus B. Hansen
Dersom en er så heldig å befinne seg i Oslo (eller hvilken som helst annen norsk by) er Frelsesarmeens vintage-butikker Fretex som oftest fulle av ulike varianter av islandsk/norske sweaters (eller ullgenser, som vi sier på norsk) i god kvalitet til en latterlig lav sum. Bare et lite tips. Fretex-butikker finner du på Google. I Oslo er det flere av dem.
Tak for tip. Norges Land er givet det land med flest nordiske sweatre i omløb.
Manden på billedet har ikke andefødder på. Det havde været rart at se et par, men de er vel slet ikke til at finde mere.
Manden, jeg? Jo, det er andefødder fra Duckfeet
http://www.duckfeet.dk 🙂
Den gennemmønstrede trøje, som vises på det øverste billede, er færøsk og ikke islandsk. Det var fra gammel tid hjemmestrikkede trøjer fra Færøerne og blev kaldt “skipstroyggja” (skibstrøje). Da færøske fiskere var i Island og fiskede fra land – eller med skibe fiskede ved Island – var det helt almindeligt, at islændinge ville købe eller bytte sig til disse trøjer. Dette har jeg fået fortalt fra gamle mænd, som har været til islandsfiskeri den første del af sidste århudrede.
De andre trøjer fra billederne er det, som vi her på Færøerne kaldte “bordatroyggjur” eller trøje med norsk mønster, da det var en “borde” (en række) med mønster på kropsdelen og ofte også en på ærmerne.
Den ensfarvede, brune trøje blev kaldt “morreyð troyggja” (brun trøje). Den har også været helt almindeligt brugt og hjemmestrikket på Færørne både med og uden skulderknapper.
Tak, meget interessant uddybning. Den brune sweater med knapper på skulder, der i hvert i Danmark går for at være den traditionelle færøske sweater, har jeg udeladt for at undgå virvar. Er med i min bog.
Det tætteste, man kommer andefødder, findes nok på duckfeet.dk
Nemlig
Virkelig spændende artikel 🙂
Jeg vil lige kommentere, at den brune trøje (som bliver nævnt i andre kommentarer) ikke er lige så populær længere, som den var før. I midt/slutningen af 00’erne havde vi en mode-revoloution, som gjorde strikkede trøjer populære imellem de unge igen. Det havde ellers været upopulært at gå i uld-trøjer og de unge kvinder var ikke længere interesserede i at strikke. Men nu kan alle unge piger og kvinder strikke, og trøjer med flotte farver og mønstre, tykke og tynde trøjer, er “in”, og der er næsten ikke en person, mand eller kvinde, som ikke ejer en uld-trøje.
På hjemmesiden http://www.navia.fo kan man købe mønstre (på dansk) og “kits” med garn og mønster, og ellers kan man købe uld-mode fra https://www.gudrungudrun.com/.
http://Www.navia.fo http://www.sirri.fo www tova.fo http://www.vima.fo
Hej Torsten
Linket til den færøske hjemmeside er lige blevet kortet af til “togvhandilin” og skal have den fulde ordlyd http://togvhandilin.fo/. Bare lige for at sikre dem noget trafik.
Mvh
Søren Lindbo
Jeg har en teori mht blandingen islandsk/færøsk sweater. Dengang de kom frem, vidste danskerne ikke rigtig, hvad var Island og hvad var Færøerne. Det samme gør sig stadig gældende i Norge, da jeg var der i arbejdsøjemed. Jeg prøvede at rette på dem, men opgav hurtigt 😉
I Island hedder produktet „ullarpeysa“, en trøje laved af uld. Islandsk får har forskellige farver i ulden og derfor velegnet til at lave forskellige mønster i. Sidst i 1700 tallet døde største delen af islandsk får grundet vulkanudbrud og fårsyge. Vi kom ned på 39.000 menesker. Der var ikke får nok til at føde folk eller lave klæder. Ulden har holdt os varm igennem århundrederne, holt os i live og stadig gør. Vi har undertøj, huer, strømper, lavet af uld. At kalle dette produkt et eller andet må være form for at sælge produktet. Den islandske uld består af ‘þel og tog‘ og er blødere en mangen anden uld. For mig hedder produktet uldklæder og heldigvis er det folk som har evner til at lave smukke klæder i forskellige mønstre. Færøiske og norske ‘ullarpeysur’ har haft det samme formål gennem århundrederne og er lige så smukke som dem som er lavet i Island (tror at på nogle af dem står: maid in China), og i nogle tilfælde endnu smukkere.