En samtale med Niels Barfoed om god påklædning

En stor tøj-jon

Niels Barfoed har mere end et almindeligt godt øje til smukke kvinder. Det havde jeg læst om. Da to eksemplarer træder ind på café Les Voyages, kort efter vi har sat os ned, får jeg syn for sagn.

“Øj-øj”, udbryder han begejstret, mens hans øjne søger om bag mig, hvor de to skønne damer befinder sig.

Om der er en egentlig forbindelse mellem hans slet skjulte glæde ved en smuk kvinde og hans interesse for god tøjstil, må hensvæve. Begge fornøjelser har dog noget med pur fascination af overfladen at gøre. Jeg læser nok Niels Barfoed sådan, at han simpelthen er en mand, der vil galoppere frit på engen. Det er hans ret. Bukseseler er han tilhænger af, men seletøj må andre om.

Klaus Rifbjerg, der døde i 2015, havde det om ikke svært, så dobbelt med sin barndomsven Niels Barfoeds appetit på beklædningsfeltet. I interviewbogen “Afterbeat” kalder Klaus Rifbjerg Niels Barfoed for “en stor tøj-jon”.

Da jeg læste bogen engang i 1990’erne, opfattede jeg Klaus Rifbjergs “tøj-jon” som en ubetinget anerkendelse af Niels Barfoeds greb om påklædning. Jeg har siden erfaret gennem Ordbog over det danske Sprog, at “en tøj-jon” sjældent bare er laurbær. Ordet har hovedsageligt været brugt om en “person, der er overdrevent elegant klædt, kun interesserer sig for sin påklædning.”

De foto, jeg på forhånd havde set af Niels Barfoed, og den tøjstil, som han ankommer i, da vi mødes på Les Voyages, retfærdiggør ikke Klaus Rifbjergs ambivalente stempel, synes jeg. Jo, Niels Barfoed har blik for tøj, det noterer man. Men vi er sikkert placeret i afdelingen for virkelighedsdragter. Kostume- og pyntedepartementet befinder sig på et andet kontinent, og jeg forundres over, at Klaus Rifbjerg med sin ellers uhyre følsomme radar ikke så de stilistiske forskelle, når han betragtede Niels Barfoed.

“Rifbjerg havde ikke nogen sikker smag, hvad angår tøj,” siger Niels Barfoed, da vi runder hans gamle ven.

“Jamen, det havde han ikke. Han kunne finde på at gå med ternet jakke, stribet skjorte og blomstret slips, og det er der nogle, der kan og gør, fordi det er sjov. Men Rifbjerg tog det på, fordi han enten mente, det var pænt, eller ikke rigtigt kunne forholde sig til det,” siger Niels Barfoed.

Familiearven

Vigtigheden af godt tøj stikker dybt. Den er en form for arv, som Niels Barfoed ansvarsbevidst forvalter, fornemmer jeg.

“Jeg opfatter mig ikke som en påklædningsdukke. Men jeg har i generne og i min borgerlige opvækst, at man ikke skal ligne en vagabond, man skal være pæn. Det handler ikke om overklasse og playboy-livsstil, ” siger Niels Barfoed til mig og uddyber:

“Min mor ville have, vi så ordentlige ud, når vi gik tur om søndagen, og måske også lidt mere end det. Vi var i dobbeltradet grå jakke og korte bukser, en kort overgang bar vi også skottehue med tre bændler flagrende ned ad ryggen. Min mellemste bror hadede det, men jeg syntes, det var smart. Jeg tror, min mor havde stilen fra England. Hun havde været au pair derovre – eller hvad det nu hed dengang – hos en fin kunstner og hans familie.”

Niels Barfoed føler sig disponeret eller måske forpligtet, bør man sige, på begge sider.

“Den samme trang til at se ordentlig ud havde min far. Han halsede ikke efter at være moderigtig, men han ville være pæn og smagfuld i tøjet, og det gjaldt til hans dages ende.”

Hele familien var – i vekslende grad – under en tøjmæssig fortryllelse.

“Min ene bror gik med vaskeskindshandsker og var kommunist, salonkommunist, og havde også den her forfængelighed, som der jo ikke er noget i vejen med i sig selv. Faren er blot, at man går over stregen, og så slår det tifoldigt tilbage. En dumhed, et eksperiment for meget, og så er det hele tabt på gulvet.”

Når man tager fejl

Niels Barfoed har engang imellem selv prøvet at ramme forkert.

“Der var engang, da jeg gik til filminstruktør Hennings Carlsen 70-årsfødselsdag i Haveselskabets Have. Jeg var den eneste, der havde en stråhat på,” siger Niels Barfoed.

Jeg indvender, at en stråhat da lyder som et rigtigt valg til en sådan begivenhed.

“Den var klædelig, ja, men jeg var den eneste med den hovedbeklædning. Det går jo ikke i Danmark,” svarer han og kommer med et andet og entydigt mere grelt eksempel på fejlslagent tøj:

“Jeg havde engang en ven, en stor tysk journalist, europakorrespondent for Frankfurter Allgemeine. Han boede i Venedig. Han havde fået et flip med at købe alt for smart tøj og alt for uharmonisk tøj, det stilmæssigt strittede i alle retninger. På fødderne havde han tofarvede sko. Det blev naragtigt. De unge venezianere på gaden grinede ad ham.”

Hvad med doktoringen, Niels Barfoed har på, er den ikke for meget? må jeg prikke til ham.

“Den går jeg næsten aldrig med. Den sparer jeg meget på. Der var engang i starten af 1980’erne, kort tid efter jeg var blevet doktor, hvor jeg ikke kunne nære mig for at tage den på, da jeg skulle tale til en litterær prisuddeling for Svend Åge Madsen. Jeg husker, at Bjørn Bredal og Thomas Harder sad dernede tiskede og gjorde ansigter til hinanden over min glimtende ringefinger.”

Niels Barfoed trækker en parallel:

“Det er ligesom, når man skriver. Man kan blive fristet af at skrive street-sprog, selv om man er ældgammel. Nyt sprog er jo liv, og man kan blive fascineret, men man skal holde igen. Ligesådan med tøj. Man bliver glad for noget helt nyt, man ser og hører, men må tage sig selv i det, fordi man ikke er 25 år længere.”

Leslie Howards skjorteflip

Hvem er så den mest elegante mand, Niels Barfoed har mødt? Jeg har selv haft svært ved at trække et forbillede ud af ærmet, hvis nogen engang imellem har spurgt mig. kendte danskere har jeg aldrig kunnet nævne. Det kniber også for Niels Barfoed.

“Nu har jeg ikke mødt Leslie Howard, den engelske skuespiller, men jeg må sige, han står som den mest elegante for mig, selv om han er lige universitetsagtig nok. Han har de her skjorteflipper, der var “tight”, spidse. Alle flipper er jo i en eller andre grad cut-away i dag. Cut-away er Gerhard Schrøder, han er identisk med cut-away. Jeg siger nejtak. Hvorfor er spidse flipper væk?” beklager Niels Barfoed, og jeg kan da glæde ham med, at Leslie Howards spidse spear-point collar er på vej tilbage i modebilledet.

“Så har jeg en generel svaghed for army, ikke camouflage, men khaki, og de oprullede skjorteærmer, lidt vidde i bukserne, der er af drejl, det synes jeg om, måske fordi jeg ikke blev soldat. Altså, filmen Den engelske patient, den kan noget hist og her, hvor jeg man får lyst til at råbe, “Hej, operatør, stop lige”,” siger Niels Barfoed, så vi begge griner.

Suset fra Amerika

De amerikanske soldater under Befrielsesdagene i København i maj 1945 har medvirket til Niels Barfoeds forkærlighed for khaki-stilen. De var i dette “matte lærredsstof”, der var “selvlysende”, skriver han i sine erindringer “Farvel så længe!” fra 2007. Det lyder paradoksalt. Men der en forklaring:

“De var så rene,” udbryder han, da vi taler om dengang.

“Vi havde set på tyske soldater, der bare blev mere og mere beskidte. Med de amerikanske soldater var det, som om de aldrig havde været i krig. De blanke cordovan-sko spillede i solen, solbrillerne var smarte, og så bar de t-shirt.”

Der går dog en tid, før den ungdommelige, amerikanske tøjstil bryder bredere igennem i Europa. 1950’erne er generelt præget af “habit og slips”, husker Niels Barfoed. Jeg tænker selv “islandsk sweater” som noget af vildeste. Jeg har et billede i hovedet af en kunstnertype med skægkrans og snade iført en højhalset islænder.

“Islandsk sweater kom i 1960’erne. Og så blev rullekravetrøjer populære, specielt hos arkitekter og reklamefolk. Havde man en tweedjakke over og et par bukser på i jernbanefløjl, så var den hjemme! Og med sko … Jeg husker, jeg købte et par med spænder på siden, da jeg var 25 år. De var fandme smarte. Sko skal i øvrigt være pudsede sko. Det er næsten en fobi hos mig. I et så fredsommeligt og velsmurt land som Danmark er det meningsløst ikke at gå med pudsede sko. Og sorte sko til sort jakke, altid, selvfølgelig.” siger Niels Barfoed.

Men gik de med sort jakke? Sort har mig bekendt spillet en perifer rolle i dagtøjet, indtil folk som Steffen Brandt og hans TV2-band slog sig op på stilen i 1980’erne.

“Du har ret. Sort jakke solo er udpræget senere. Måske er det kun 30-40 år siden, man kunne begynde at gå med sort jakke alene,” korrigerer han sig selv og vender tilbage til suset fra Amerika.

“Men ellers vil jeg sige, at 1950’erne var lys khaki for mig. Det var svaret. Jeg kan ikke gøre for det,” lyder konklusionen på ungdomsårenes store stilistiske opdagelse.

Don Juan i khaki

Niels Barfoed har kendt en række kulturkoryfæer, også entrepenører som Knud W. Jensen, der skabte Louisiana Museum, og Otto B. Lindhardt, som startede forlaget Lindhardt & Ringhof. Hang deres tøj og livsgerning sammen?

“Der er ingen tvivl om, at Knud var mere tøjopmærksom end Otto. Ottos tøj var i orden og magtfuldt på en behersket og løs måde, men der var ikke noget interessant ved hans påklædning, slet ikke. Knud var sig sin rolle som stor direktør og boheme bevidst. Så han var tit i helt slaskende fløjlsbukser og løse, uhøjtidelige uldtrøjer.”

Gik Knud W. Jensen da ikke i jakkesæt og slips? Han kom fra et borgerligt hjem, der var blevet særdeles velhavende på ostehandel.

“Det kunne godt ske, han var i jakkesæt og slips, men ikke almindeligvis. Der var visse selskaber, gladere givere, Knud tog imod i slips. De skulle ikke stødes, nogle ville gerne provokeres, men andre ville helst have, han viste fra sig fra sin myndige, tjekkede side.”

Forlaget Gyldendals driftige førstemand var der ikke meget stilikon over.

“Ole Wivel var overhovedet ikke tøjopmærksom, det var ikke noget, han gik op i.”

I sine erindringer kalder Niels Barfoed forfatteren Thorkild Hansen for en “Don Juan i khaki”. Beskrivelsen kunne lyde selvspejlende med tanke på hans begejstring for de amerikanske soldaters tøjstil i København. Hvad er det for noget?

“Ja, det er rigtigt. Thorkild Hansen kom khaki-klædt på motorcykel med Birthe på bagsædet, som han havde taget fra mig. Det er rigtigt. Thorkild Hansen var verdensmanden fra Paris, og han var ældre end mig. I de unge år var det svært ikke at se op til ham,” siger Niels Barfoed. 

Peter Seeberg, Thorkild Hansens ven, og siden også Niels Barfoeds ven, var en noget anden type.

“Peter var en fantaserende bondedreng med røde, runde kinder. Man kan ligesom se ham trave gennem skoven med en pose på ryggen. Thorkild Hansen var anderledes, en verdensmand, som sagt, selvbevidst og stolt, han ville frem og op, hvad han kom med først udgivelsen af Den lykkelige Arabien. De var et pudsigt par. Der måtte komme et brud, en afstand. Deres verdener var så forskellige.”

Comboybukser med pressefold

Vi taler om 1968. Ingen af os er entydigt begejstrede for stilskiftet dengang. Niels Barfoed er dog noget mere pragmatisk end jeg. Man må følge med tiden:

“1968 var et hul til en ny fremtrædelsesmåde, som var radikalt anderledes. Mange kunne ikke finde ud af skiftet, de tog afghanerpels på i 20 graders varme og blev til grin, det gjaldt især de lidt yngre i min generation. Men hvad er svaret? Det er vel ikke at rulle tiden tilbage en-til-en? Så ender man i pastiche, en rolle, man skal spille, som er livsfarlig.”

Cowboybukser – jeans – var et stilfelt afledt af 68-oprøret, som Niels Barfoed gik entusiastisk op i sammen med vennen Jørgen Nørgaard fra Nørgaard på strøget.

“Jeg var enig med Jørgen Nørgaard og han med mig om, at også cowboybukser skulle have en pressefold. Det så flot ud. Pressefolden civiliserede cowboybukserne, når man trak dem ind fra stalden. De blev elegante bybukser af pressefolden.”

Den kendte tøjkøbmand lærte Niels Barfoed et mådehold.

“Jørgen har betydet meget for mig. Vi delte tøjinteressen, det siger sig selv. Vi var især meget tætte kammerater fra 1971 og fremefter. Han var klog. Jeg forhørte mig tit hos ham. Typisk for ham, når jeg kom med en ny ide, sagde han, “Ja, den vil jeg være forsigtig med”. Forsigtighed i påklædning er en dyd.”

En erindring fra barndommen, der tillige illustrerer mådeholdets vigtighed i påklædning, dukker op.

“Mine brødre var swingpjatter efter Krigen og havde meget lange jakker. Jeg ville gerne være som dem. Men det forhindrede gudskelov min mor. Vores syerske fru Frankeholt kom engang om måneden, og da ville jeg pinedød have, hun lavede et par bukser med høje bukseopslag på fem cm, som min bror havde dem. Jeg helmede ikke, men jeg fik dem ikke. Min mor ville ikke have dem. Der endte med et kompromis på vistnok fire cm.”

Niels Barfoed springer til t-shirten, en ætling af det amerikanske visit i maj 1945. Den er et fantastisk stykke beklædning, synes han.

“T-shirten var en velsignelse, den medførte en frihed, en ubekymrethed, og hvis du i forvejen var nogenlunde skabt, så du godt ud i den. T-shirten var en gave til menneskeden, det skal man ikke glemme, det skal man ikke forklejne. Den er for eksempel smart under en åben skjorte. Jeg husker engang i Nyhavn, nok 40 år siden, da en mand passerede i en blå cowboyskjorter uden for mange lommer og skidt og møg. Ved halsen kunne jeg skimte en sort t-shirt. Den gik lige ind. Jeg har senere taget kombinationen op, og tænk, det var bare et glimt i en strøm af mennesker,” siger Niels Barfoed, der i det hele taget lader sine tøjindkøb inspirere af øjeblikket:

Forførelse

“Der er en form for tilfredsstillelse i pludselig at opdage “noget” i en butiks udstillingsvindue. Det sitrer, man kan tage fejl og forkøbe sig, men man kan også fange det store nummer i lotteriet. Man griber, betaler og bruger. Så er glæden på plads. Jeg har aldrig gået i byen for at købe tøj. Alt er kommet til mig ad tilfældets vej. Alt. Det skal passe, men jeg prøver ikke skjorter. Jeg kender min størrelse. Hvis jeg forelsker mig i et item, ja, så køber jeg det,” siger Niels Barfoed om sin tøjkøbsstrategi, hvis man kan tale om en sådan.

Jeg nævner Ib Henrik Cavling, succesfuld forfatter af populærlitteratur efter Krigen, der gik meget klassisk klædt i engelske jakkesæt, guldknappet stok og striktrøjer med v-udskæring. Jeg er charmeret af hans stil, som jeg ser på den på foto af ham. Jeg har dog ikke datidens perspektiv, som Niels Barfoed har, og jeg fornemmer en reservation hos ham over for Ib Henrik Cavling, som måske har noget at gøre med, at de litterært og selskabsmæssigt befandt sig i forskellige lejre.

“Ja, ham husker man som en, der nærmest understregede “den del” af tilværelsen. Men var han noget at samle på? Bevares, han gjorde en figur, det gjorde han,” siger Niels Barfoed.

Niels Barfoed har gennem samtalen talt sig mere og mere varm på rigtig og forkert tøjstil. Turen er kommet til slips.

Klædt på til Gyldendal

“Jeg bryder mig ikke om blanke slips. Jeg bryder mig heller ikke om bebop-knuder, de meget store knuder. Man skal være behersket med de ting. Jeg kan også godt lide smalle slips med tilhørende behersket knude, og hvis vi så får Leslie Howard-flippen med, så begynder det at ligne noget.”

Farvenuancer må være underspillede.

“Tøjs farver skal være tørre, og så vil jeg sige, “if in doubt”: du kan altid klare dig med en god, gedigen hvid eller lyseblå skjorte. Den kan du gå til Gyldendal i og tale om penge.”

Vi ankommer til pyntelommetørklædet. Jeg forventer tilbageholdenhed. Niels Barfoed er nok tradtionsbevidst tøjmæssigt, men er ikke proselyt af klassisk herremode bestående af jakkesæt og tilbehør.

“Pyntelommetørklæder er jeg ikke tilhænger af, slet ikke hvis det ikke er forbundet med noget andet, slips eller charmeklud for eksempel. Min far havde pyntelommetørklæde, når han skulle være fin, altid hvidt, sådan en tre-vinkler stikkende op ad brystlommen. Jeg fandt selv ud af at lade lommetørklædet titte frem som en kant, bare en cm,” siger Niels Barfoed.

Hans fars forhold til skjorter har også påvirket ham.

“Korte skjorter bryder jeg mig ikke om. Min fars skjorter var påfaldende lange. Jeg kan stadig se ham for mig, når han skulle være fin og ud, og min mor sad inde ved siden af og ordnede sig og fandt sine smykker og kølnervandet frem. Så stod han i sin lange, hvide skjorte og trak den ind under nosserne for at være sikker på, den blev i buksen,” siger Niels Barfoed og rejser sig for – delvis – at demonstrere operationen.

“Jeg kan også godt lide skjorter, der ikke har smalle ærmer. Ærmerne skal være en lille smule posede, uden at der går De tre musketerer i den,” tilføjer han.

“Ingen benklæder uden slidbånd for enden! De ikke blot skåner, de afstiver også,” springer Niels Barfoed videre ad idiosynkratiske stier.

Sokker og sko skal tillige omgås med disciplin.

“Sokker, de må ikke være flagrante. Hvide sokker går ikke. De var fremme i 1970’erne,” siger Niels Barfoed.

“Hvis du har sorte sko på, må du heller ikke have sokker på i for drabelig konstrast. Vi skal da over i noget, der er gråt eller blåt. Et skotskternet mønster kan være flot i en slipover, men ikke i sokker. Hvis sokker skal have kant, kan der for eksempel være små nister i dem som i dem, jeg har på i dag.”

Jeg ved ikke om, om jeg er enig hele vejen rundt. I en mere rustik stil af tweed, fløjl og viyella kan jeg godt se skotskternede sokker passe ind. Men jeg forstår forsigtigheden. Sokker kommer så nemt til at syne fjollede.

Skabslaps

Jeg har set foto af Niels Barfoed med hat. Hatten er traditionelt omgærdet af en række ritualer. Niels Barfoed må have nogle holdninger, hvad hatten angår.

“Alle gik med hat, da jeg var dreng. Men den forsvandt ud af systemet. Jeg tog hatten op igen omkring 1980. Man kunne dengang få nogle meget smukke hatte, der var en form for officershatte i vissengrøn filt, og så havde de et ret bredt bånd, der samlede sig i siden, og ikke i sort, men gulligt støvet. Jeg var med til at genindføre den hat i København. Jeg kunne ikke komme ind på Politikens redaktion, før mine kolleger hapsede den og kastede den til hinanden som en frisbee, til den endte på gulvet. Det var lige ved at ende i nævekamp.”

Kulturjournalister har deres helt egen stilhistorie, uddyber Niels Barfoed:

“De har altid haft en hang til at være tydelige i gadebilledet. Sådan har det været sine Herman Bangs dage. Politikens Kai Friis-Møller, der lige akkurat nåede at rakke min første bog ned, var en “British style”-flanør og blev en del af det spraglede persongallleri i Tom Kristensens Hærværk.”

Niels Barfoed trækker et skel mellem at være tydelig og så karikeret, en figur:

“Hvis man vil være en figur i gadebilledet, kommer vi over i noget andet. Det har ikke noget med velklædthed at gøre. Det, som det drejer sig om, er, hvad man kan gøre i dagligdagen ud at ønske “to be noticed,” siger Niels Barfoed med henvisning til de Beau Brummell-ord, jeg tidligere i samtalen trak frem, og som lyder: “To be really elegant, one should not be noticed.”

“Men en lille mand med blød hat, den går ikke. Så skal man gå og kigge ned på en hat,” springer Niels Barfoed videre.

“Og store tern, dem skal en lille mand holde sig fra, mens en høj mand skal vare sig for nålestriber,” supplerer jeg.

“Jeg har aldrig brudt mig om nålestriber,” fortsætter Niels Barfoed.

“De har for mig signaleret noget med gangster for mig. Men selvfølgelig har de deres berettigelse. Jeg har til gengæld mange tweedjakker. Tyskerne er faktisk gode til at lave dem.”

Andre end Klaus Rifbjerg har haft trang til at sætte ord på Niels Barfoeds forhold til tøj. Politikens mangeårige chefredaktør Herbert Pundik har også været på færde.

“Pundik ville engang i et portræt af mig, da jeg blev 70, skrive, jeg var en laps. Hans kone sagde, at “det kunne han ikke skrive, han er jo ikke demonstrativt klædt.” I den trykte artikel i Politiken kom der så til at stå, at Niels Barfoed er “en skabslaps”. Man kan altså ikke være begge dele samtidig, måtte jeg efterfølgende forklare Pundik.”

Jeg spørger til favoritbutikker.

“Jeg har en lille faible for Gant. De har et bredt udbud af tøj. Og de fornyer sig. Det er der ikke alle, der gør, ” siger Niels Barfoed.

De strikkede silkeslips, han foretrækker, har han købt i udlandet.

“De er casual. Man kan bruge dem i en mere uformel stil.”

En egyptisk cigaret til fruen

Smoking var en af de dragter, som mange parkerede med 1968. Niels Barfoed har i dag også forladt den, men husker smokingens reglement.

“Kjole og hvidt har jeg, men smokingen er desværre endt i mølposen. Men vi brugte den, da vi var en 30-40 år, hvis der var lidt jubilæum eller fin fest i luften. Da gjaldt regler. Ingen ordener! Til smoking hørte også en cigaretetui. “Vil fruen have en egyptisk cigaret?” kunne man så spørge. Og en lighter, den måtte man have. Sløjfen var aldrig forbundet. Man skulle selv binde den, så den ene spids kunne falde lidt ned. Manchetknapperne måtte være afstemt med ur og så videre, altså guld til guld, sølv til sølv. Der var mange faldgruber …”.

De obligatoriske seler

Vi skal nå forbi bukseseler. Dem har jeg bemærket på ham, og de ligger ham meget på sinde.

“Jeg er vild med seler. Jeg har virkeligt mange. Jeg har en svaghed for seler. Man får en bedre røv af dem. Du får ikke …”.

Niels Barfoed leder efter ordet.

“Truckerrende?” prøver jeg.

“Nej .. det er noget andet!”

“Hængerøv?” forsøger jeg.

“Ja, hængerøv, og hvad skal man med den?”

Jeg spørger, om han så bruger seler, man klipser på.

“Klipser på? Nej, ved du hvad. Alle mine bukser har seleknapper. Jeg tror, jeg har hundrede par bukser, som jeg selv har syet seleknapper på.”

Sidder seleknapperne inden for bukselinningen? må jeg vide. Der er dem, der sætter dem uden på.

“Naturligvis indenfor, udenpå er jo tegnefilm. Og aldrig X-seler, de skal være Y-seler.”

Niels Barfoed tager jakken af, så jeg kan se hans Y-seler. Den ene strop på ryggen drejer en omgang. Jeg siger det til ham, så han kan løsne selestroppen foran og få selen til at lægge sig flat og ordentligt på ryggen.

“Der reddede du mig. Når vi først vi finder sammen, vi tøj-joner, er vi solidariske,” siger han og griner højt.

Niels Barfoeds udgivelser

• Den tøvende dag: digte, 1957
• Danish literature 1962, 1962
• Danish literature 1963, 1963
• Niels Lyhne, 1964
• Mellem kultur og politik: taler og essays 1926-53, 1965
• Ajourføringer: litterær kritik, 1966
• Tyske romantiske fortællinger: efterskrift, 1966
• Fjorten danske science-fiction noveller, 1970
• Omkring Niels Lyhne, 1970
• Don Juan: en studie i dansk litteratur, 1978
• Til Sam Besekow, 1981
• Jeg ringer: noveller, 1982
• Aften i staten: digte, 1986
• Derfor ser jeg så godt: digte, 1987
• Hotel Donau: essay om det andet Europa, 1988
• Politik og samvittighed: essays, 1988
• For enden af gaden: digte, 1990
• Havels univers, 1991
• Husk Klaus: en hilsen til Klaus Rifbjerg på hans tresårsdag, 15. december 1991, 1991
• Magtens tavse tjener: om censur og ytringsfrihed, 1991
• Rollen som Bodil Kjer, 1997
• Seksten uenige breve; omkring et århundredskifte, 2000
• I unåde: Peter P. Rohde og opgøret med kommunismen, 2001
• En kriger: portæt af Ole Lippmann, 2005
• Farvel så længe!: nogle erindinger, 2007
• Tomis-A: mit hemmelige liv bag Jerntæppet, 2009
• Manden bag helten: Knud Rasmussen på nært hold, 2011
• Benedicte – en skæbne, 2013
• Du siger noget: en håndfuld foednoter, 2015
• Begyndelser til enden: en cafefortælling, 2018

Kilde: Bibliografi.dk

Fotografi: Torsten Grunwald