Beau Brummell i eksil

Det dekadente liv 

Beau Brummell passer den arkelitterære figur perfekt. Han levede et dekadent, overfladisk liv med aristokratiet i London, hvorefter han endte i armod, indtil han døde tandløs og forladt på et asyl i Frankrig. Man må betale dyrt for tant og fjas, ikke bare med pengepungen, men til sidst med sit liv, lyder moralen.

Flugten til Frankrig

Beau Brummells fald begynder, da han en eftermiddag i maj 1816 må flygte fra sine kreditorer og sejle over Kanalen til Calais på den franske side. Den anseelige formue, som hans far havde efterladt ham, har han formøblet, siden han forlod kavaleriet i 1797 og drog til London.

I Calais indlogerer han sig på hotel og indleder en tilværelse i lediggang, kun fortstyrret af brevskriveri til sine mange kontakter i England, herunder kronprinsens søster, for at bede om penge til livets ophold. Ret fantastisk lykkes Beau Brummell med sit forehavende i flere år.

Han får også besøg, mens han lever i Calais.

“Er Calais ikke et melankolsk sted?” spørger en gammel veninde, Harriet Wilson ham, da hun ser forbi på en rejse.

“Jeg har aldrig været et sted, hvor jeg ikke har kunnet more mig,” svarer dandyen.

Konsul i Caen

Beau Brummells problem bliver tidens gang. Hans velyndere i England dør. Situationen bliver gradvis mere desparat. En redningsplanke – eller, hvad der ligner en redningsplanke – dukker op i 1830, da Beau Brummell bliver tilbudt en stilling som konsul i Caen godt 300 km syd på. Problemet er, at 4/5 af den i øvrigt beskedne konsulære løn straksindddrages til betaling af franske kreditorer i Calais. Og bare to år senere, i 1832, modtager han desuden en fyreseddel fra England.

En købmand i Caen, Armstrong, bliver hans redning. Han går i brechen og skaffer nye midler fra England til Brummells ophold. Alligevel ender det galt i 1835, da en kreditor i Calais har fået nok. Brummell bliver smidt i fængsel. Nok en gang træder Armstrong til og får rejst midler til at afbetale den rasende kreditor, og Brummell slipper snart ud af fængslet.

Men han er ikke den samme. Måske er det syphilisen, han har pådraget sig i London, der gør sin virkning. Han er tilbage i Hotel d’Angleterre i Caen, hvor han må leve for bedskedne midler. Han er ikke længere en festlig skikkelse. Han skifter sin berømte hvide kravat ud med sort silke, der er lettere at vedligeholde. Hans garderobe bliver gradvis til pjalter.

“Jeg skammede mig over at se denne berømte og forfinede mand i forfald,” forklarede Brummells lokale skrædder i et tilbageblik. Han var begyndt at tage Brummells tøj ind for at reparere det uden vederlag.

Asylet

I 1838 har en demens taget overhånd. En tidlig morgen i januar 1839 går Armstrong og hotelejeren Fichet ind på Brummells rum. “Dejlig dag,” siger de. “Vognen er klar.”

Men Beau Brummell ønsker ikke at forlade sit rum. Et skænderi opstår, og med hjælp fra personale tvinger Armstrong og Fichet Brummell ned ad trapperne.

“I sender mig i fængsel, jeg har ikke gjort noget!” råber Brummell, mens han sparker og slår, hvad han kan.

Inde i vognen falder Brummell ned, stemningen normaliseres.

Da dørene går i bag ham på asylet, græder han dog bittert og mumler fortvivlet:

“Et fængsel, et fængsel …”.

Godt et år senere, i marts 1840, dør Beau Brummell, knap 62 år.

Kun pastoren Rollin er tilstede ved begravelsen. Idet kisten transporteres gennem gaderne uden følge, spørger en pige sin mor:

“Hvem er det?”

“Et fattigt fjols, en vis Brummell,” svarer moren.

—

Der findes flere kilder til Beau Brummell. Ian Kellys Beau Brummell. The Ultimate Man of Style (2005) er et godt sted at starte. Selv skrev Beau Brummel et enkelt værk, jeg vil komme tilbage til ved lejlighed.