ANNONCE En garderobe skaber folk

solbriller chimi sommergarderobe — *Gabriel fra Engelska Herr med solbriller fra Chimi Eyewear.*

Baltzar har sponseret indlæg.

En garderobe skaber folk

“Drengen havde nok ekstravageret lidt i Anledning af sin Sommergarderobe.”

Det er en slidt talemåde, at klæder skaber folk.

Men det gør de, som citatet – fra en roman af Mathilda Malling (1914) – indirekte siger. En kækhed i den unge mand, som til daglig er i snor, får fri line takket være nye sommerklæder.

Sted og anledning påvirker eller bør gøre det.

“Hvis jeg skulle til et feriested, måtte jeg have en speciel sommergarderobe,” siger en hovedperson hos Isaac Bashevis Singer.

Man skal fx til et bryllup, i byen eller leve livet som landligger i sommerlandskabet. Omgivelserne skaber tøjet, som skaber manden, eller i det mindste fremkalder ham. Vi er der jo allerede hver især. Den rette garderobe giver karaktertræk, som daglig er parkeret, ben at gå på.

Hvis strømmen tændes. Det er ingen garanti. Der er personer, som er upåvirkelige som sten. Om de bærer en sæk over hovedet eller et skræddersyet jakkesæt, gør ingen forskel. De har ikke den taktile, stilistiske fornemmelse i sig, eller anerkender den ikke, og tøj bliver bare klude for dem.

Man kan også sige, at man må have sans for tøjets fortælling. Design, farver og pasform skaber en figur, som tiden har vædet med betydninger. De tænder ens fantasi.

“Frakken behagede mig, fordi den havde et fint militært anstrøg, hvad der passede til mine fantasier om våbenbrug; men netop på det punkt skræmmede den mig også som virkelighedsdragt. Havde jeg i min natur haft, hvad skrædderen vel antog, en hang til at vække personlig opsigt, til at tage ungdomslivet lidt friskfyrs- eller spradebasseagtigt, så ville frakken være mageløs,” skriver Meïr Goldschmidt i sine erindringer og sætter præcist ord på tøjets muligheder – og vanskeligheder – som fortælling.

Det er altså ikke nok, at tøjet udgør en fortælling. Det skal være en fortælling, man kan digte sig ind i, tænde på.

Fordi der er en genkendelse, vil jeg tilføje.

I dag hviler genkendelse på begivenheder i verden, ikke bare Danmark, ikke bare landsbyen, men på internettets bølger af foto, der forbinder tøj til internationale, attråværdige livsstile, dog de fleste funderet i en vesteuropæisk-amerikansk tradition for det gode liv, succes.

“Hvis du køber dette tøj, bliver du lykkelig!”

Hvisker fotoene.

Hvilket ikke er dårligt budskab.

Hvem vil ikke være lykkelig?

Som firbenet, der instinktivt flytter med, når solens stråler glider om på den anden side af træstubben.

I alle tilfælde er tøj, begejstringen for tøj, legitim. Det mener jeg. Man skal bare forvalte den på sine egne præmisser. Jakken, bukserne og skoene, der fortæller om lykken, skal passe i formen til den krop, man har, i tillæg flattere kroppen, så man bogstavelig kan gøre en god figur.

Når man køber tøj og sko, skal man samtidig være parat til bruge penge på at lade en god, lokal forandringskrædder eller skomager tilpasse varerne.

Tøj skaber folk, men for at få magien til at føde en stjerne, skal man give tøjet modspil og medskabe resultatet.