Kavaler i en uskøn verden

Don Quijotes børn

En kavaler følger ikke tidsånden. Han har sine principper. Det betyder, han har det med at komme ud af sync med omgivelserne.

Sådan må det være. En kavaler kan ikke lige give slip på eksempelvis sin påklædning, fordi alverden hylder en ny og meget smartere tøjstil.

Spanien er kavalerernes land, i forestillingen da.

Vi har fænomenet i det kendte, spanske ord for kavaler: caballero.

Det har noget med en hest at gøre, “un caballo”, eller rettere ham, der ridder på en hest i fordums tid, ridderen.

Temaet har de dyrket i Spanien.

Vi har picadoren til hest under tyrefægtningen.

Han forekommer unægtelig ikke særligt ridderlig, mere som en kryster, en karikatur af en ægte kavaler.

Men vi møder også Don Quijote.

Don Quijote er ridderen over dem alle.

Miguel de Cervantes, hans ophavsmand, tænkte Don Quijote som en karikatur på ridderen. Han kom dog til at repræsentere ridderhjertet som ingen andre.

Don Quijote ville det gode og skønne, men han forstod ikke sine omgivelser, heller ikke banale ting. Han kæmpede mod vindmøller, forsøgte sig. Han så dem som ondsindede kæmper.

Heldigvis havde han Sancho Panza, sin tro, snusfornuftige væbner, til at slå på rustningen, når ridderhjertet brændte for voldsomt.

Jeg ved ikke med to de herrer på fotoet.

Er de kavalerer?

Jeg fornemmer, at de identificerer sig med idealet. Tøjstilen er ædel, skøn, holdningen er rank. Jeg ser en kultiveret samtale.

Og de ænser ikke de grimme omgivelser på Plaza del Sol i Madrid.

Fotoet er teknisk set ikke særligt godt. Jeg tog det hastigt og en smule genert under et besøg i Madrid i sommeren 2007.

Jeg er ikke sikker på, at Madrid har sådanne mænd på gaderne længere. Jeg har ikke været der siden 2007.

Men jeg ved, kavaleren har sin berettigelse og nødvendighed.

Tidsånd er ikke nok.