Tøj er gentagelse
Spadserende i søndagstøj på Langelinie med mor, amerikanere i København under Befrielsen. Barndomsoplevelser påvirker stadig Niels Barfoeds syn på tøj.
Seler og khakistof har eksempelvis aldrig sluppet ham. En nylig garderobeudvidelse, et jakkesæt, en fødselsdagsgave, passer ind. Det er uformelt, løst i snittet, bomuldstwill, en kongeblå khaki, kunne man sige.
“Drejl,” kalder Niels Barfoed selv stoffet.
“Et kraftigt kipervævet stof, der benyttes til arbejdstøj”, skriver Den Store Danske om drejl.
Jakkesættets stof er både kraftigt og kipret. Drejl er også et godt ord.
En seleanordning toner frem, hvis Niels Barfoed åbner jakken.
“Seler er det bedste remedium mod hængerøv i bukserne,” har han udtalt.
Skjorten underneden har det oprindelige khakiskær, brun, grøn og gul på én gang, dog ikke støvet.
Strømper, sokker har vi ikke talt om endnu.
Til gengæld har jeg læst om sokker hos Niels Barfoed, i “Du siger noget – En håndfuld foednoter” (2015), historien Sokkomanen.
Med hans samtykke gengiver jeg Sokkomanen nedenfor.
Sokkomanen
Af Niels Barfoed
Jeg havde en gammel ven — gammel denne gang i betydningen ældre end mig — som jeg ikke har mere. Han døde. Hans kone kaldte ham sokkoman. Det var dog ikke hendes sokker, han var vild med, men sine egne.
Ingen andre måtte røre dem end ham selv. Ingen andre vaske dem, tørre dem eller — måske vigtigst — folde dem sammen.
Han supplerede dem løbende fra de bedste butikker i London. Han så med foragt på sokker, der ikke nåede mere end en håndsbredde over anklen. De viste ben, sagde han. De skulle på den anden side holde sig under knæet (ja, selvfølgelig!). Sokkeholdere havde han sluppet. Dem var tiden løbet fra. Men som ung i trediverne havde han brugt dem.
Ikke blot var tiden løbet fra sokkeholdere. Sokkeholdere tog også for meget tid om morgenen. Og i grunden var de uflatterende. I modsætning til ærmeholdere, der altid klædte amerikanske journalister i trediverne. Ikke mindst på film. Det var der, man så dem.
At han led under sokkomaniens uskyldige last, har jeg beviser på. Han ejede en lille gård i Nordjylland, og i mine gemmer har der indsneget sig et amatørfotografi, hvor man ser ham på gårdspladsen siddende med nøgen overkrop i en umagelig flugtstol. I benklæder, der kunne ligne et eller andet britisk armyoverskuds. Til højre for ham står trillebøren med alle de nyvaskede og tørrede sokker. Til venstre for ham er brønden, på hvis dæksel der allerede ses et antal parrede og smukt sammenfoldede eksemplarer.
Nogle er skotskternede — som han lejlighedsvis indrømmede, at tiden var løbet fra, også dem.
Hans ansigt er koncentreret, men smilet umiskendeligt. Han udlevede sin mani. Solen skinner; henne i skyggen aner man lige akkurat en nysgerrig skade, der følger med, med hovedet på skrå.
Engang fandt han hele tre umage strømper i trillebørens dyb. Det var en sommerdag, hvor jeg var på besøg. Sokker har sværere ved at blive væk end handsker. Man taber dem måske ikke så let i hverdagen. Men man smider dem til gengæld væk. Når de f.eks. har udviklet hul, og huller bliver som bekendt ikke længere stoppet.
— Mit råd til nybegyndere er, sagde han, smid altid en umage sok ud — hvor ondt det end gør. Så kiggede han en sidste gang på de tre umage stakler.
Der er flere grunde til at sige farvel til sokker.
Med alderen og dens stivhed er man fristet til det visse morgener og bare gå barfodet. Fordi man, selv med det yderste af sine fingerspidser, kan have svært ved at krænge dem på. Man kan ikke nå. Så alternativet er enten at gå omkring sokkeløs eller købe en sokke-ifører — et instru-ment, man sikkert også har i London. En tredje mulighed er selvfølgelig at gå til mensendieck.
Sokker var velegnede til at smide nøgler ud ad vinduet i — dengang der ikke var automatisk portåbning i ejendommene. Så gjorde det mindre ondt at få dem i hovedet. Sokker kan holde et enkelt blødkogt æg varmt — hvis det skal være.
Sokker …
Engang hed det hoser, og dem kunne man gøre grønne — hvad det så kommer af. Gøre grønne? Jeg kender en historiker, som bevæger sig med stor fart gennem lokalerne. Han har gjort dem røde, sokkerne, selvom han ikke er kommunist mere. Derfor glimter der nu og da noget skarlagenrødt på trapper og gange, hvor han underviser. Han går ikke med andet, måske et levn fra ungdomsoprørets dage.
Men grønne? Kan man overhovedet købe grønne hoser nogen steder? I London sikkert, ja. Men i Kongens København, altså virkelig og udelukkende grønne? Så fortæl mig det. Det vil jeg prøve. Og så måske få lagt buksebenene en anelse op.
Grøn er jægerens og vårens farve. Og foråret så sagte kommer — nærmest på strømpesokker.
Skriv et svar