Fire forandringer på min vej i klassisk tøj

1. Mærker 

Engang havde jeg en idé om, at nogle mærker garanterede god stil. I 1980’erne var det mærker som Ball, Marco Polo, Lacoste og Red/Green. I 1990’erne havde jeg Hugo Boss på radaren, og siden kom Ralph Lauren.

Jeg har til dels overført tilbøjeligheden til skrædderi, så at et jakkesæt fra Savile Row eller Caraceni pr. definition var et meget fint jakkesæt.

I dag ser jeg først og fremmest på tøjet: Kan det noget?

Og handler det om at vurdere skrædderi, er jeg optaget af skrædderens proces, mentalitet og kompetence.

Mærker er stadig orienteringspunkter, men de garanterer ingenting. Det ved jeg.

2. Bæltestropper

Mine første jakkesæt, både ready to wear og skræddersyede, bar bæltestropper. Nu sætter jeg klipseler i de bukser, hvis jeg bærer dem. Selv det tyndeste bælte har det med at blive for groft et indslag på et par pæne habitbukser, synes jeg.

Der er intet forkert med et bælte (eller livrem, som man sagde) generelt set. Det har ledsaget jakkesættet og mange velklædte mænd i over hundrede år. Men selv har jeg altså fjernet mig fra det.

3. Dobbeltmanchetter (og manchetknapper)

Ligesom jeg har mange sjældent brugte stribede skjorter hængende i garderoben, har jeg mange sparsomt anvendte skjorter med dobbeltmanchetter på bøjler.

Jeg har også et par dusiner af manchetknapper liggende, som ville samle støv, hvis de ikke befandt sig i en æske.

Jeg har ikke noget imod skjorter med dobbeltmanchetter, men jeg kan se, jeg reelt kun bruger mine hvide skjorter med dobbeltmanchetter. De kulørte med dobbeltmanchetter, som jeg har adskillige af, passer ikke ind længere, muligvis fordi jeg synes, de stilistisk fylder unødigt. Jeg er mere optaget af at kombinere teksturer og farver end at lege med tilbehør.

4. Sprezzatura

Jeg har aldrig dyrket begrebet sprezzatura. Jeg bryder mig ikke om forfladigelsen, hvor begrebet er vandret fra en dannet mands skrifter ud blandt historieløse influencere på Instagram. Desuden betyder sprezzatura ikke meget andet end nonchalance.

Jeg har dog været optaget af netop nonchalance. Jeg har set udtrykket som en central facet ved den overbevisende tøjstil.

I den forbindelse har jeg ubevidst kontrolleret derudad. Jeg har set meget af den metode et sted som Pitti Uomo, hvor adskillige mænd ikke bare trimmer tøj og påfund ned i mindste detalje, tillige skæg, øjenbryn og hår på brystet skal under behandling. Total kontrol ender således i et forfængeligt udtryk, ikke ægte stil.

Min konklusion er videre, at nonchalancen skal være en facet, der kommer af sig selv, hvis den vil, når man har sikret sig, at de basale aspekter er i orden, det vil sige tøjet er god kvalitet, passer og harmonerer. Man må ikke jage nonchalance. Man må nøjes med at give plads til den.

Det er den engelsk-aristokratiske metode. Man køber den bedste kvalitet og med tiden, når de gode klæder og sko sætter sig og patinerer, vokser en naturlig nonchalance – en ægte stil – frem i udtrykket.