Argot og slang
Da jeg for nogle år siden sad og læste i gamle, danske skrædderblade på Det kgl. bibliotek, stødte jeg en gang imellem på argoter, som er “en bestemt faggruppes uofficielle særsprog, især karakteriseret ved afvigende, ofte fantasifulde ord der ikke bruges af udenforstående”, jf. Den Danske Ordbog.
“Blind knap”, for eksempel, som betegner den øvre skjulte eller halvskjulte knap, som en jakke med tre knapper kan have, og som på engelsk benævnes “three roll two”.
Eller “klapper”, som er (var) et udbredt, prosaisk skrædderord for jakkereverset.
Jeg er også blevet bekendt med “orkesterrevers”, om smokingens sjalskrave, mundtligt fra skrædder Bay, der vist havde det fra Mokjær.
Slang er også særsprog, men ikke opfundet af og knyttet til en faggruppe. “Violinkasser”, for store sko, er ikke sendt i omløb af en violinbygger eller skomager, men nogle lystige svende på en byggeplads, eksempelvis.
Forleden faldt jeg så over bogen “Slang – Argot – Jargon – Strejftog på det gemytlige sprogs område”, en bog af filologen Kaj Bom fra 1949. Den indeholder guld på beklædningsområdet, som jeg må dele. Hatte, jakker, frakker slips – de fleste tøjdele – behandles.
Jeg rapporterer hermed.
Hat
“Hatten kaldes i almindelighed børen, låget eller (på landet; især når der tales om en stor eller sletsiddende hat) skæppen, tørven, ældre: krukken; osse godda’en vides brugt om hovedbeklædningen, nu bruges det mest i en på godda’en, om et slag i hovedet.
Specielle typer av hovedbeklædninger for mænd er bulehat, grundtvigianerhat eller højskolehat (bredskygget blød hat), pessarhat eller melonhat (stiv hat, bowler), kraniemuffe (pelshue; vist fra 2. verdenskrig), sadelbetræk (baskerhue; den kokette dingenot foroven er lynavlederen), filurhat (velourhat; forsynet med rendesten a: flæk); bærer man stråhat, har man stråtag på fæhuset (vist især en landlig vits).
Specielt står selvfølgelig den høje hat for skud: skorstensrør, kakkelovnsrør, skorsten, rør, ældre: lang hat, dialektalt: skrue. Av fagprægede hoveddækker kan vi nævne tremasteren, tredækkeren eller (forældet) kræmmerhuset om den trekantede hat, toldvæsenets foragtede kartoffelkasket og stålhjelmen, der bl. a. benævnes vandfad, gryde(låg), (pisse)potte. Gardernes flotte bjørneskindshue hedder bjørnen.”
Slips
“Et bedaget øgenavn er fadermordere om meget høje, stive Flipper; det opstod i Tyskland i 1830erne. Et færdigbundet Slips er en selvbinder, mens butterfløjs og propel bruges om sløjfe, »butterfly«.”
Kommentar: Bemærk, at en selvbinder oprindelig er en forbundet sløjfe, ikke en, man selv binder, stik modsat nutidens brug. Ordet selvbinder henviser til en høstmaskine, der skærer og binder kornet sammen i neg.
Jakker
“Et løst Kravebryst hedder klipfisk eller rødspætte. Særlige faconer av Jakken avmales ved gloser som knibtang (livkjole), sublimatfrakke (diplomatfrakke) og røvforkøler eller (forældet) friskider, om korte jakker; spids er forældet for spidskjole. Krøllede revers, der vender spidserne fremefter, er vifterevers, brede revers rødspætter.
»Vatskuldrene« går ikke ram forbi: de udfores med skrædderfedt eller skrædderflæsk, og vittigheden arbejder med »vattet«: der er så meget av det, at det måles i kilowatt, og det skaber følgelig elektriske skuldre. Hvis jakkens ærmer sidder for langt tilbage, kan det i skræddersproget hedde, at kunden nok skal køre med trækvogn.”
Kommentar: En friskider må mere specifikt være en messejakke.
Bukser
“Bukserne er ligeledes skive for folkeviddet. Frølår er spidsbukser, osse kaldet skohornsbukser, fordi de er så snævre, at de »må trækkes på med skohorn«. Plus-fours, »pludderbukser« er pladderbukser, osse benævnt fjorten(de)dagsbukser, idet det ufint antydes, at ejeren tager sig det let med at besøge w.c. i alvorligere anledninger og nøjes med at tømme ud et par gange om måneden. Gammeldags bønderbukser havde fortil en bukseklap, kaldet stalddøren; endnu kan man tilråbe en mand, der har glemt at knappe sine bukser foran: »pas på, at hesten ikke løber«. Er det ene bukseben kortere end det andet, flager man på halv stang.”
Fodtøj
“Vi avslutter nedstigningen med at omtale Fodtøjet […]. Her nævner vi skobenævnelser som spande, futteraler, pramme, violinkasser eller sænkekasser (kommet i vælten ved Lillebæltsbroens opførelse); stort fodtøj karakteriseres bl. a. som nr. 48, godt udblokket. Raffelbægre er skaftestøvler ligesom brandspande, der kendes fra ca. 1800. Tullesko er navnet på fladhælede remsko til unge piger. Futsko og slæver er bekvemt hjemmefodtøj, lakslæver laksko; at smide sine slæver ind hos en vil sige at indynde sig hos ham, hvordan det så skal forklares. Taxachauffører skal kalde deres træskostøvler for bøgeknuder. Lad det slippe med her, at den, der har hul på strømpen, undskylder sig med, at han ikke kan tåle uld på hælene.”
Overtøj
“Overtøjet kan bestå af en Overfrakke (overdyne, rok) (tysk rock), havelåge (brander for engelsk havelock), sabotørfrakke (lys cotton coat; et krigsord)) eller en Pels; denne sidste kan, når man ikke kender pelsværkets art, siges at være forarbejdet av så fantasifulde materialer som nonnemaveskind (hvad kan tænkes blødere?) eller sydafrikansk pungpisserabe.”
Greven af Sommerset
“Endelig kan for at avrunde billedet meddeles at løse Manchetter kaldes håndjærn (ligesom håndjærn i forbrydersprog omvendt kaldes manchetter), og Brystholdere hængekøjer, batteriholdere.
Tøj i almindelighed kaldes rake (vist indkommet i københavnerslang fra nordsjællandsk), kluns, klude eller — mere gammeldags — klo’s (fra engelsk clothes).
I 17. århundrede kaldtes hjemmegjort tøj, der jo berøvede kræmmeren hans fortjeneste, for kræmmerulykke. Kedelsæt eller overtrækstøj (osse battledress) er kravledragten.
Et stangsæt er et sæt herretøj, der er købt i den sort butikker, som har tøjet hængende på stænger uden på faaden.
Om den velklædte bruges branderen: spille greven av Som(m)erset. At være fuldstændig eller næsten nøgen udtrykkes bl. a. ved al være i adams- eller evakostume eller mere drastisk: bar mave og butterfly, bar røv og wicklers. Mere poetisk lyder ingenting hæftet op med roser, vist egentlig med henblik på kordamers lette påklædning.”
Tilbehør
“Løse Genstande knyttet til påklædningen er bl. a. Skuldertasken (rumpedasker, røvdasker) […]. Paraplyen (peter, bomuldspeter, parapeter, parem eller parapliks), Lommetørklædet (snotkluden), Uret (krydderen, tvebakken, ældre: stegevenderen), Kammen (luseforskrækkeren, luseharven), Pungen (sømkassen, portemonniksen, tidligere (allerede 17. årh.) eller dialektalt osse moster; man sagde: moster er syg, når der »var Thomas i pungen«, derav kommer den nu brugte talemåde: snakke for sin syge moster) og Tegnebogen (bogen, salmebogen, tegnedrengen, læ’ret; en tyk tegnebog er en ordentlig dyne, hvorav man gi’r bryst; Blicher kalder den et sted en katekismus); en sløv (lomme)kniv betitles på landet en myggegilder. I lommen kan der være skrædderlus, Lommeuld.
Her kan osse nævnes Kapselåbneren, der som det kære barn, den er, har mange navne: madonna (fordi den »løfter blikket«), øljærn, ølknækker (jfr. »nøddeknækker«), drankerjærn, samfundshjælper og det nu vist glemte bolschevikoplukker.
Forlovelses- eller Ægteringen betitles slavering, hundetegn eller skilt (man har skiltet ude, viser at »være optaget«).
En række militære Ordensbånd hedder frugtsalaten eller sildesalaten, skulderdistinktioner wienerbrød; fuglelorte har været brugt om underkorporalssnore, og ligkister bruges i nutiden om sergenternes sølvfarvede bjælker. Om Ordener har jeg hørt pelikaner; drukkenbolten siges at få medaljen for ædel druk (efter: — ædel dåd).
Den ordenshungrende har knaphulskløe eller kløe i knaphullet; det højeste, man kan drive det til på dette gebet, er at blive ridder av elefanten med ret til at bære samme.”
Du kan låne eller finde Kaj Boms bog brugt online.
Skriv et svar