• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Log ind

Den velklædte mand

  • Jakkesæt
  • Sportsjakker
  • Sko
  • Skjorter
  • Tilbehør
  • Casual tøj
  • Festtøj
  • Leben
  • BUTIK DVM
  • Kontakt Torsten

Dresscode i Hæren

3. juni 2024, af Torsten Grunwald

dresscode kadet officersskole
Kadet i uniformen M/69 ved dronningens besøg på Frederiksberg Slot. Foto: Hærens Officersskole

Korpsåndens folk

Jeg var forbi Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot. I den forbindelse kom jeg i besiddelse af Håndbog for Hærens Kadetter / 2019. Deri finder man blandt andet en dresscode til særlige lejligheder og det civile liv for de unge officersaspiranter.

For påklædning tages seriøst i hæren, det har man altid gjort. En visuel ensartethed styrker korpsånden, og den fortæller en tydelig historie til det omgivende samfund om, hvem hæren er. Det må omtrent være rationalet bag.

Man ser det visuelle regimente mest direkte i uniformen, som man skal bære i tjeneste. Men der er også en dresscode for, hvad man bærer uden for tjeneste og til særlige lejligheder. Det viser Håndbog for Hærens Kadetter / 2019.

Uden for tjeneste

“En officer bør altid være korrekt påklædt – og tøjet rent, pænt og pudset,” begynder kapitlet At klæde sig … i Håndbog for Hærens Kadetter / 2019.

Snart skiftes der så til afsnittet Uden for tjeneste, som dog har sparsomt med anvisninger.

“Hvad der er korrekt civil påklædning, er i dag op til den enkelte og dennes situationsfornemmelse. Hvis du uden for tjenesten vælger at bære uniform, skal det være M69 [hærens grønne udgangsuniform] med jakke anlagt,” læser man og leder efter gelænderet, som man får lidt af til allersidst i afsnittet:

“Særligt til mændene: Altid  bælte i bukserne og stryg skjorten.

Særligt til kvinderne: Overlad gerne det meste til fantasien!”.

Min kommentar:

Tøjet uden for tjeneste er vanskeligt at instruere om, da vi i dag har mange (subkulturelle) stilarter, medmindre man vælger udgangsuniformen. Essensen må dog være, at man fastholder en ordentlighed i sin påklædning, et dekorum, som er på linje med hærens værdier. Det betyder bælte i bukserne og nystrøgen skjorte, men hvorfor ikke også lædersko i stedet for sneakers, chinos i stedet for jeans, bermudashorts i stedet for syntetiske korte bukser og skjorte i stedet for T-shirt, hvis man kan bære de tøjkomponenter uden at stikke aparte ud fra det selskab, man er i?

Afsnittet Uden for tjeneste kunne de godt arbejde mere med.

Tøj til lejligheden

Nemmere er det at udstikke nogle generelle retningslinjer for tøj til typer af lejligheder. Så det gør kadethåndbogen. Den ser seks af slagsen: Casual, smart casual, mørkt tøj, smoking, kjole og hvidt og galla.

Casual

“Kom ikke i korte bukser og/eller klipklapper medmindre du er sikker!” formaner kadethåndbogen under dresscoden Casual, som er påtænkt “Sommerfest” og “Hyggeaften”.

“Skal klipklapper overhovedet være tilladelige?” tænker jeg.

Casual-dresscoden inkluderer ellers “gerne sportsjakke”, men “aldrig slips”.

Smart Casual

Til gengæld anviser kadethåndbogen en stram udgave af Smart Casual, der i deres version ikke bare kræver lange bukser, skjorte, sportsjakke og brune/sorte lædersko, men også slips. Anledningen vil være “Dining In-formiddagbryllup”, “Receptioner” og “Civil middag”.

Jeg mener, at slips i de fleste tilfælde i dag vil være forkert, hvis dresscoden, man skal følge, er Smart Casual. Desværre.

Mørkt tøj

Til gengæld må slipset altid bæres med mørkt tøj, det er jeg enig med kadethåndbogen i.

“Mørkt tøj” er en mindre kendt, men tiltagende brugt dresscode, som næsten er synonym med den engelske “lounge suit”, altså jakkesæt (i mørk udgave).

Kadethåndbogen har dresscoden på sin liste til “forretningsmiddag/-møde”.

I tillæg til jakkesættet opfordres der til, at man overvejer “slipsenål, lommetørklæde i brystlomme på jakke” og “machetknapper” samt Hærens Officersskoles “reversemblem”.

Kadethåndbogen fremhæver, at dresscoden Mørkt tøj “Passer til alt, hvis du er i tvivl!”

Det gode, gamle jakkesæt er med andre ord stadig den sikre havn, og det kan vi lide!

Selskabsuniform/Smoking

Hvis den unge kadet skal til fest på en officersskole i Danmark eller udlandet, til regimentmiddag, ekscercermiddag efter træningsøvelser eller bryllup, bliver aftenens næstfineste påklædning aktiveret, det vil sige en smoking.

Dog har man licens på Hærens Officersskole til at erstatte en smoking med sin udgangsuniform, den grønne M/69, hvis man bærer hvid skjorte og sorte sløjfe med den.

Man bærer medaljer, hvis invitationen anviser derom.

Vil det sige, at man i nogle tilfælde bærer medaljer på sin smoking? Det kan jeg ikke lide.

Jeg bliver også lidt bekymret, når smoking anvises til et bryllup, men vælger at tro at kadethåndbogen underforstår, at det er om aftenen, den kan bruges. En smoking er jo strengt forbudt i kirken.

Kjole og hvidt

Dresscoden Kjole og hvidt er heller ikke bare kjole & hvidt i hærens tilfælde. De unge officersaspiranter må overveje, om i de stedet skal forfine deres selskabsuniform med hvid kjoleskjorte, vest og sløjfe. Invitation og den specifikke lejlighed afgør valget. Kjole og hvidt og selskabsuniform er aktuelle i forbindelse med “eftermiddagsbryllup”, typisk.

“Hvad med fomiddagsbryllup?” tænker jeg. Det står der ikke noget om i kadethåndhåndbogen. Som andre, der forsøger at anvise, hvad der er korrekt herrepåklædning i kirken, ender kadethåndbogen i det problem, at den danske tradition ikke er i trit med den traditionelle og toneangivende engelske, hvor man bruger jaket i kirken. Løsningen, som kadethåndbogen tyr til, synes at være manglende anvisning.

Jeg ville sige:

Jakkesæt eller udgangsuniform med hvid skjorte og slips generelt til bryllup i kirken. Skal det være særligt fint, brug kjole & hvidt, eventuelt i uniformsudgaven. Har gom eller brud en forbindelse til et land, hvor jaket er traditionen, for eksempel England, Spanien eller Japan, overvej jaket.

Galla

Slutteligt har Hærens Officersskole en særlig gallauniform. Der står ikke, hvornår den bruges, men det må jo være ved helt særlige, ceremonielle lejligheder, afslutning på uddannelse eksempelvis.

“Følg regimentets instruks” og “Læs invitationen”, formaner kadethåndbogen kortfattet.

Den svære dresscode

Jeg misunder ikke de gæve officerer, der forsøger at vejlede de unge aspiranter i passende påklædning. På den ene side skal hærens visuelle ensartethed og værdighed understøttes med det tøj, aspiranterne bærer, også i det civile liv. På den anden side må der ikke gå Oberst Hackel i den, hvor de fremstår som karikaturer for det omgivende samfund. Pragmatisk, diskret pænere tøj end det pågældende fællesskabs tøjstil, som jeg eksemplificerede ovenfor, synes at være et modus operandi.

Share

Skrevet i: Leben, Lekture Tags: dresscoder 3 kommentarer

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Niels Schnedler-Sørensen skriver

    5. juni 2024 kl. 12:25

    Jeg mener, at have læst i en omtale af et dansk kongeligt besøg i USA på et eller andet tidspunkt, at amerikanerne blev dybt forundrede over at se danske officerer i smoking med ordner og medaljer.

    Besvar
  2. hasse gårde-askmose skriver

    6. juni 2024 kl. 17:18

    Eksempel på, hvordan det kan gå helt galt:
    Ved Dronningens Nytårskur 2024 for hoffet, Folketinget, regeringen, Højesteret og den øverste embedsstand, mødte Folketingets formand på i sin reserveofficeruniform med alle medajler og ordener (ved ikke for hvad). Han var repræsentant for Folketinget i egenskab af formand for samme. Som Christian Eugen Olsen kommenterede: DET havde han ikke set før.!! Nå men så fik Søren Gade da lige pudset sine medajler og ordener af..til stor moro for folk, der ved noget om dress-code.

    Besvar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard skriver

    14. juni 2024 kl. 12:36

    “Vil det sige, at man i nogle tilfælde bærer medaljer på sin smoking? Det kan jeg ikke lide.”

    Måske Du ikke kan–men det er nu faktisk helt “kosher”. Prøv at checke de fleste retningslinjer for bæring af dekorationer fra diverse ordenskapitler o.l.

    Det helt afgørende er–naturligvis–hvorvidt invitationen siger “dekorationer kan bæres” e.l. Hvis man møder op til en rund fødselsdag e.l. som den eneste med dekorationer, vil det virke lidt … over-dressed.

    Det næste er så, om de skal være “store” eller “små” (miniaturer). Det kommer an på sammenkomstens karakter, herunder om det er med Majestætens deltagelse e.l. Der er “regler” for den slags.

    Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Harmonisk brug af herresko

Skomodeller dur med noget tøj og med andet ikke. Kan man fx bære loafers til et jakkesæt? Og hvad med brune sko til en marineblå habit? Den velklædte mand forklarer, hvordan du skal bruge sko og tøj, så udtrykket bliver harmonisk.
Læs mere

Ukendte engelske tøjmærker

England overrasker. Den velklædte mand har fundet 10 mindre mærker inden for herretøj og tilbehør, som du næppe kender. Alle er Made in England.
Læs mere

Pitti Uomo juni 2026 – del 6

Har dine bukser nok benvidde? Mange 5-10 år gamle bukser ser alt for smalle ud i dag. Pitti Uomo-messen sætter situationen på spidsen. Der dyrkes benklæder med volumen. De sidste 30 foto fra Firenze.
Læs mere

Forbudt og godkendt sommertøj

Sommertøj, du skal undgå, og sommertøj du skal gå i. Den velklædte mand leder dig igennem varme dage, uden du svigter den gode stil.
Læs mere

Pitti Uomo juni 2026 – del 5

Hvorfor du roligt kan bære hvide bukser uden at ende som en modejunker og anden læring fra Firenze.
Læs mere

Massimo Dutti – inspektion af ny butik

Massimo Dutti har netop åbnet en butik i København. Mærket har et ry for at levere sofistikeret herretøj til en meget venlig pris. Vi så forbi for at undersøge og prøve tøj fra sommerens sortiment og nå frem til en konklusion.
Læs mere

Pitti Uomo juni 2026 – del 4

Når mænd slapper af på byens restauranter og cafeer, træder en bestemt tøjmode tydeligt frem. Gadefoto fra Firenze.
Læs mere

Arket – test af casual tøj

Der er flere billige tøjbutikker, man skal holde sig fra. Hvad med svenske Arket? Vi besøgte butikken på Købmagergade i København og undersøgte nøje deres uformelle beklædning til weekend, fritid og ferie. Det blev et noget andet besøg.
Læs mere

Klassisk herremode på Bianco Lunos Allé

De varme dages tre mest bevendte klædevarer var i brug, da velklædte mænd mødtes ved herreskrædderiet på Bianco Lunos Allé på Frederiksberg for at hilse på hinanden og sommeren.
Læs mere

ANNONCE Bestil tøj hos Den velklædte mand

Herretøj og tilbehør, du kan bestille i Den velklædte mands butik. Detaljer, pris mv. (Fri adgang)
Læs mere

Primær Sidebar

Find hvad du søger

Bliv medlem

ANNONCE: Drivert efter mål

Annonce: Håndsyede sko efter mål

Annonce: Italiensk håndskrædderi

Seneste kommentarer

  • Torsten til A.D. Sartoria – test af jakkesæt MTM – del 2
  • Joachim til A.D. Sartoria – test af jakkesæt MTM – del 2
  • Torsten til Harmonisk brug af herresko

Foredrag ved Torsten

ANNONCE Bukser efter mål

ANNONCE: Jakketørklædet

Giv et premium-medlemsskab i gave

ANNONCE Målsyede skjorter

ANNONCE Slips efter mål

Annonce: Skræddersyede skjorter

Grunwald True Style Logo

Annonce: forandringsskrædderi i topklasse

Grunwald True Style Logo

Følg på sociale medier

  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
  • Twitter
  • YouTube

Torsten i Dagbladet Børsen

Artikler af Torsten på Dagbladet Børsens hjemmeside.

Få Den Velklædte Mand på e-mail

Den velklædte mand er tilmeldt

Copyright: Den velklædte mand 2008-2026