Rigtig litteratur
Man har mere udbytte af at sidde et par timer med en bog end en telefon. Roen sænker sig, man tanker op, verden sættes i perspektiv. Så man bør anstrenge sig for at vælge førstnævnte bare en gang imellem i stedet for at dvale hen med telefonen.
Ikke sandt?
Jeg læser selv såkaldt rigtig litteratur, fordi den leverer mest inden for sprog og eksistens. Og mine forslag i det følgende bærer præg af den præference. Andre bøger – krimier, historiske, biografier etc. – skal man ikke holde sig fra, men det bliver uden min vejledning, da jeg ved for lidt.
Med emnet “rigtig litteratur” kunne man tro, jeg ville anbefale På sporet af den tabte tid, Ulysses, Moby Dick og andre verdensklassikere, og man skal være velkommen til at kaste sig ud i dem. Mindre i bogstavelig forstand kan dog gøre det. Hermed forslag til fem tynde bøger, stadig “rigtig litteratur”, der snildt kan læses i sommerferien.
Coppi og Bartali
Cykeljournalistik kan være komisk højstemt. Og det er faktisk ikke bare Jørgen Leths skyld. Der er en lang tradition for at anskue pedaltråd i høje bjerge som et vældigt epos.
Traditionen tog fart med “Coppi og Bartali”, et essay af den italienske futurist, journalist og forfatter Curzio Malaparte (1898-1957). I forbindelse med Tour de France i 1949 skrev han energisk om tvekampen mellem to store italienske cykelryttere, den menneskelige Gino Bartali og den maskinelle Fausto Coppi.
“Der er blod i Ginos årer. I Faustos er der benzin,” opsummerede Curzio Malaparte berømt forskellen mellem de to nationalhelte.
Fortid og fremtid, religiøsitet og modernitet, fred og krig – allehånde dualismer ser Curzio Malaparte spejlet i Bartali og Coppi, og det nærmer sig kliche i dagens ører, fordi så mange sidenhen, herunder Jørgen Leth, har overtaget Curzio Malapartes storfejrende formidling af cykelsporten.
Curzio Malaparte var dog first mover, den ægte vare. Har man det in mente, rives man med.
Forlaget Strandberg Publishing har netop oversat “Coppi og Bartali” til dansk med et godt efterord af cykelkommentator og forfatter Bastian Emil Goldschmidt.
Fuglene
Forfatteren Karl Ove Knausgård har kaldt Tarjei Vesaas lille roman Fuglene (1957) for den bedste roman, der er skrevet på norsk. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men bogens skildring af tossen Mattis, der bor med sin søster i en rønne på landet, er i al fald litteratur, der griber, hvis man bidder sig fast. Man sluses da ind i Mattis kamp med at forstå sin søster, sig selv og naturen omkring sig. Søsterens og andres hensyn til Mattis, som han kun svagt selv fornemmer, vil berøre selv den fattede læser.
Forlaget Batzer & Co. genudgav Fuglene i 2017.
En landsbydegns dagbog og Hosenkræmmeren
Der er en sørgmodig tone hos Steen Steensen Blicher (1782-1848), der tiltaler mig. Han har et udansk blik for tragedie. Det kommer til udtryk i hans kendte noveller En landsbydegns dagbog og Hosenkræmmeren. I begge tilfælde går det galt. Ungdom, skønhed og forhåbninger må forgå. Samtidig mærker man humor hos Blicher, som når den lettere selvmedlidende landsbydegn klager over, han er blevet forelsket i frøken Sophie:
“Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er, jeg fejler; Ovidius har sagt mig det, han har ganske akkurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager fejl, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den, jeg er charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak, jeg arme Daare! Hvad skal Dette blive til? Jeg maa prøve hans remedia amoris!”
Gyldendal genudgav novellerne i 2009 med et forord af forfatteren Jens Smærup Sørensen.
Vinterhavn
Forfatterne Thorkild Hansen og Peter Seeberg var nære venner, til de blev mindre venner i 1970’erne.
Venskabet hang blandt andet sammen gennem en fælles historisk, arkæologisk interesse.
Vinterhavn (1972) er Thorkild Hansens bearbejdede dagbog fra deres fælles ekspedition til Hudson Bay i Canada i 1964, hvor de søgte resterne af Jens Munks vinterhavn i 1620. Jens Munk var dansk opdagelsesrejsende, der i 1619, udsendt af Christian 4, ledte efter ny søvej til Indien igennem Nordvestpassagen. I vinteren 1620 overvintrede Jens Munk og mandskab i Hudson Bay. 61 mænd døde af skørbug, og kun Jens Munk og to andre besætningsmedlemmer klarede tilbagerejsen.
Det er dog Thorkild Hansens karakteristiske eksistentielt pointerende skrivestil, der er forcen ved Vinterhavn. Den mindste oplevelse kan skrives om til en dirrende eksistentiel erkendelse. Sideløbende bliver ekspeditionen basalt spændende at følge, når det gælder jagten på Jens Munks vinterhavn: Finder de den eller ej?
Gyldendal genudgav Vinterhavn i 2016.
Om vinteren
Jeg kommer ikke uden om at anbefale Karl Ove Knausgård, som jeg tidligere har skrevet om, men jeg skal undlade hans kendeste værk, “Min kamp”, der strækker sig over seks bind.
I stedet vil jeg henlede opmærksomheden på Om vinteren (2015), en tyndere bog med korte tekster, hvor Knausgård beskriver træer, fugle, vandhaner og alt muligt andet konkret på sin vej gennem dagligdagen. Hvad vi tager for givet og kategoriserer som banalt, får et liv med Knausgårds ord.
Lindhardt & Ringhof har bogen.
Skriv et svar