De oversete farver
“En mand bør aldrig undervurdere vigtigheden af farver,” formaner Alan Flusser i Dressing the Man (2002).
Jeg stemmer i. Farvekombinationer, gode og dårlige, gør en forskel. Jeg mener stadig, at tøjets snit og tekstiler er grundlaget for en solid, virkningsfuld klassisk tøjstil. Den harmoniske farvebrug er dog nødvendig, hvis man vil charmere sine omgivelser med sin påklædning, blandt andet det andet køn, som har et finere udviklet blik for farver. Om det forhold er genetisk eller kulturelt bestemt, ved jeg ikke, men følger man lidt med i kvindemode, ser man oftere en frimodig omgang med kulører og kombinationer af dem end i herremoden.
I Dressing the Man Alan Flusser gør meget ud af, at påklædningens farver harmonerer med ens hudtone og hår. Jeg kan godt følge ham. En lyshåret mand kan blegne væk i en mørk, koksgrå habit. Det skal man som nordbo skrive sig bag øret.
Derimod kan en lyshåret mand træde frem, hvis han har en mellemgrå og mindre dominerende habit på.
Den mørkhårede mand ender til gengæld med “en paryk”, hvis hans jakkesæt eller slips ikke matcher hårets lave lysstyrke. Jeg har noteret, at mange mænd online af asiatisk og sydeuropæisk oprindelse begår denne fejl. Den kan evt. afbødes med et par sorte sko eller en sort mappe under armen.
Tøjet isoleret set
Fint nok med hår- og ansigtsfarver, kan man sige, det synes rimeligt overskueligt at tage højde for. Men hvordan kombinerer tøjets farver i øvrigt? I praksis er det nok her, at udfordringen ligger. Mit syn på sagen:
For det første må man betragte traditionen for, hvordan man kombinerer farver inden for klassisk herretøj. Kombinerer man derefter farver, som andre anerkendelsværdigt har gjort tidligere, er man godt i vej.
En lille symfoni af mørke farvenuancer i efterårets uformelle påklædning er eksempelvis de rigueur. Det er set. Det virker.
For det andet må man sikre sig, at teksturerne harmonerer sammen. Man kan ikke nyde en ellers god farvekombination, hvis manden bærer en vindjakke over sin kraftige striktrøje og robuste bukser.
For det tredje, og lidt kontroversielt, må der som udgangspunkt være et socialt og kulturelt fælleskab mellem tøjdelene. Rå, etniske tøjdele i en klassisk tøjstil har det med forstyrre harmonien, der ellers kan være mellem farver og teksturer, om end etniske tøjdele eller tilbehør i nogle tilfælde netop kan være indslaget, den gør en klassisk påklædning brillant.
Jeans er i den forbindelse et spændende grænsetilfælde. Jeg mener, at denne historiske arbejderklassebeklædning kan gøre sig fortrinligt med tweed eller loden (som her), selv om overklassen historisk har ladet hine tekstiler med betydninger. Spiller tøjdele sammen, spiller de, og så skal man ikke skille dem ad med en bedaget klassebevidsthed.
Skriv et svar