Smokingens gode smag
Der foregår en kamp om den gode smag inden for klassisk herretøj.
Den stærkeste, hårdest stødende kombattant i arenaen er Savile Row, det vil sige de gamle skrædderier derovre. Den måde, som de tænker og fremstiller klassisk tøj, er på trods af hård konkurrence fra Italien, Frankrig, Spanien, USA, ja, sågar Japan, stadig mest retningsgivende for, hvad der er rigtigt og forkert. Det gælder specielt selskabstøjet, fx smokingen.
Med nytårets komme er netop smokingen aktuel, og jeg ringede derfor til Simon Cundey fra Henry Poole, Joe Morgan fra Chittelborough & Morgan og Patrick Murphy fra Davies & Son for at høre om deres syn på den berømte aftendragt. De tre er alle meget erfarne herrer på Savile Row. Hvad de siger, bør man lytte til, hvis man vil have en forståelse af den gode smag på feltet.
Simon Cundey, Henry Poole
Henry Poole regnes for det ældste skrædderi på Savile Row. Det er i dag i hænderne på Simon Cundey. Før ham ledede og ejede hans far skrædderiet. Og før ham, Simon Cundeys farfar.
Hvad mere er, fremstillede Henry Poole verdens første smokingjakke. Sikkert er det i al fald, at Henry Poole har en regning på, at prinsen af Wales, den senere Edward VII, i 1865 bestilte en silkejakke hos dem, øjensynligt beregnet til private aftener på Sandringham, prinsens residens uden for London til afslapning og uformelle sammenkomster. Ingen andre skrædderier har kunnet fremvise en sådan skelsættende bestilling i deres annaler.
Den jakke var midnatsblå, ikke?
“Den var faktisk himmelblå, så lidt lysere,” siger Simon Cundey.
“Historien, som du nok kender, er derefter, at den amerikanske kaffemagnat James Brown Potter skulle besøge prinsen på Sandringham i sommeren 1886. Han spurgte sin skrædder, som også var Henry Poole, hvad han skulle tage på, og de anbefalede en jakke i stil med prinsens silkejakke. Potter tog bagefter besøget jakken med til New York. Der skulle den få et gennembrud ved det tradtionsrige bal i Tuxedo Park i efteråret 1886,” siger Simon Cundey.
“Det er derfor, at vi også har navnet “en tuxedo” for en smoking.”
Selv om den første smokingjakke var blå, syr I vel flest sorte smokinger i dag?
“Nej, vi sælger flest i midnatsblå. Af de klassiske smokinger er ca. 70 procent midnatsblå og 30 procent sorte,” siger Simon Cundey til min overraskelse.
Jeg vidste godt, at en midnatblå smoking er fuldt ud autoriseret. Men jeg havde forventet, at en sort udgave trods alt ville udgøre det største salg et sted som Henry Poole.
Hvordan ser den reneste smoking ud i din optik?
“Det vil være en tredelt, enradet smoking. Den er den mest elegante. Reverset er spidst, den ene knap foran en tand højere end på en almindelig jakke, ingen slidser. Sidstnævnte gør, at man give ryggen en samlet, svungen figur. Smokingen handler om figur. Ingen klapper på lommer, selvfølgelig,” siger Simon Cundey.
Og det er en almindelig vest, der indgår, ikke et cummbund (halvvest)?
“Ja, vi sætter en lille elastikstrop i vesten, så man kan knappe den til bukserne. Så bevæger delene sig sikkert sammen. Et cummerbund går man ofte og retter på i løbet aftenen, fordi det flytter sig lidt.
Hvordan ser jeres toradede smoking ud?
“Den vil typisk have fire knapper foran eller bare to,” siger Simon Cundey og bekræfter dermed tendensen til at undlade seks på en smoking, som man almindeligvis ser på en almindelig dobbeltradet jakke.
Henry Poole syr allermest deres smokinger af barathea, tit med 15 eller 30 procent mohair iblandet ulden.
“Mohairen tilfører udtrykket en skarphed og præcision,” siger Simon Cundey.
Når det gælder tilbehøret, advokerer Simon Cundey for en sløjfe i samme silke som reversets og en hvid skjorte, hvor krave, bryst og manchetter har påsyet, nubret piké (marcella) til at afstive den. Plisserede skjorter er ikke forkerte, men kan have “noget 1970’er over sig”, siger han.
“Hvis man vælger plisseret smokingskjorte, skal folderne være en kvart inch (lidt over en halv cm). Ikke mere, ikke mindre. Og den bør også lukkes med brystknapper som på marcellaskjorten,” tilføjer han.
Skjorteflippen er nedfoldet, ikke en knækflip, som reserveres til kjolesættet.
Simon Cundey anbefaler i øvrigt sorte brystknapper til smokingen, ligesom han helst ser et diskret ur på håndleddet, for eksempel “et Cartier eller Reverso, ikke et stort Rolex”.
Trends er ikke fremmede. For eksempel har han noteret en øget interesse for kavalersko af baratheastof i stedet for lak og smokingjakker af fløjl.
“Fløjlsjakkerne er gerne dobbeltradede med sjalskrave og lidt pyntesnore på manchetterne. Farverne er midnatsblå, mørk skovgrøn, mørk burgundy. Man bruger fløjlsjakkerne lidt mindre formelt og kan endda sætte dem sammen med anden beklædning, for eksempel et par sorte jeans,” siger Simon Cundey.
“Men står der “black tie” eller “smoking” i indbydelsen, skal man holde sig en sort eller midnatblå smoking. Det er klart,” slutter Simon Cundey.
Joe Morgan, Chittleborough & Morgan
Ikke mange sekunders gang fra Henry Poole på Savile Row finder man Chittleborough & Morgan. Det styres i dag af Joe Morgan. Han var en del af skrædderiet Nutter’s, der sidst i 1960’erne blev kendte på at fusionere Carnaby Streets flamboyante snit med Savile Rows håndværkstradition. John Lennon, Mick Jagger og mange andre af datidens stjerner var kunder hos dem. Joe Morgan holder stadig fast i elementer fra Nutter-tiden, for eksempel et lidt længere jakkeskørt, og jeg oplever Chittleborough & Morgan som principielt mindre dogmatiske i deres syn på rigtigt og forkert end andre af de gamle skrædderier på Savile Row.
“Det er, hvad du selv kan lide,” siger han eksempelvis, da jeg spørger til mulige farver af alternative smokingjakker.
“Vi syede for nylig en skøn turkis smokingjakke,” supplerer han.
Også Joe Morgan & co. syr interssant nok væsentligt flere midnatblå end sorte smokinger.
“Tre af fire er midnatsblå. Kontrasten mellem det blå stof og sorte silkebesætning er så behagelig,” siger han.
Til forskel fra Simon Cundey og Henry Poole, der i pagt med herskende normer anbefaler smokingjakken uden slidser, anbefaler Joe Morgan en smokingjakke med to slidser. Fra hans synsvinkel bevæger man sig mere ubesværet og dermed elegant i jakken, hvis den har slidser.
Som Simon Cundey er Joe Morgan mere til en vest eller cummerbund, hvis man er i smoking. Dog er cummerbundet hensigtsmæssigt, hvis man i en benklæder, der sidder lavt, hvad man godt nok ikke bør være – men da dækker cummerbundet mere harmonisk af, end en lang vest vil.
Joe Morgan er også på linje med Simon Cundey, når det gælder fløjlsjakkerne, som han kun anser for egnet til “private parties”. I den forbindelse synes han desuden, at man skal man vælge kavalersko (pumps) med jakken, ikke snøresko.
Patrick Murphy, Davies & Son
Davies & Son er kendt som det ukendte skrædderi på Savile Row. Som Henry Poole og Chittleborough & Morgan skræddersyr de kun deres jakkesæt, sportsjakker, frakker mv. og har modstået fristelsen til at sælge billigere udgaver made to measure eller ready to wear, som flere skrædderier på Savile Row i dag gør.
Patrick Murphy er cheftilskærer hos Davies & Son og desuden medejer af det lille skrædderi. Jeg tog en runde om smokingen med ham også. Og det var godt, jeg gjorde det, for han præsenterede et andet syn på dagens Savile Row-smoking.
“Vi syr næsten udelukkende sorte smokinger. Kun en ud af 20 er midnatsblå,” siger Patrick Murphy eksempelvis.
Om det skyldes, at de anbefaler kunderne sort i stedet for midnatsblå, eller at deres kunder flest bare er til den sorte udgave, fik jeg ikke afklaret. Men Patrick Murphys oplysning blev i alle fald et argument for sort og balancerede duellen mellem sorte og mindnatsblå smokinger på den berømte skræddergade.
Dog allermest opsigtsvækkende var Patrick Murphys oplysning om reverset på deres smokinger. Sagen er således, at jakkereverset på smokinger ifølge langt de fleste bøger og historiske billeder er et spidst revers eller en sjalskrave. Men hos Davies & Son syr de ofte deres smokinger med en “step collar”, det vil sige et almindeligt revers.
“50 procent er med almindeligt revers,” siger Patrick Murphy.
Det vil sandsynligvis ryste en sartorial sjæl her og der, men sådan er det: Smokinger med almindeligt revers findes, og der er et solidt argument for, de er ok, fordi et ægte, traditionsrigt Savile Row-skrædderi som Davies & Son ofte fremstiller dem i rigt mål.
Patrick Murphy kunne også rykke lidt ved den fastgroede forestilling om, at en Savile Row-skrædder næsten udelukkende beklæder smokingens revers og sjalskraver med kraftig, kipret grosgrain-silke.
“Vi syr silkesatin på 50 procent af vores smokinger,” siger Patrick Murphy.
Hvilket har ræson, vil jeg tilføje, fordi den er blødere.
Patrick Murphy tilføjede, at man bør vælge en sløjfe i samme silketekstur som jakkens revers og var her på linje med Simon Cundey.
Da jeg spurgte til smokingskjorter med knækflip, svarede han prompte, at “de er en amerikansk stil, ikke engelsk”.
Til forskel fra Simon Cundey anser Patrick Murphy interessant nok en toradet smoking for at være klassikeren, ikke en enradet, som er mest normal i dag. Forskellen kan forklares med det forhold, vurderer jeg, at Simon Cundey tager udgangspunkt i smokingen fra sidst i 1800-tallet, der udelukkende var enradet, enten med spidst revers eller sjalskrave, mens Patrick Murphy refererer til smokingens højdepunkt i Mellemkrigstiden, da Hertugen af Windsor og konsorter populariserede en dobbeltradet smoking.
Den gode smokingsmag a la Savile Row
Tradition betyder noget. Indlysende, kan man sige, når Savile Row kommer på banen. Samtidig viser samtalen med de tre gamle skrædderier på Savile Row, at smokingen ikke er for fastholdere – til forskel fra kjolesættet. Nok er der tradition. For eksempel er en vest klart at foretrække frem for et cummerbund, en nedfoldet skjortflip frem for en knækflip, og afviger man fra en sort eller midnatblå smoking, skaber man en mindre formel smoking.
Men smokingen har en indbygget uro og bevægelse, som selv et kategorisk sted som Savile Row anerkender. Den gode smag kan vanskeligt låses fast.
Bemærkningen fra Henry Poole’s Simon Cundey, der som ingen andre på Savile Row har et blik for smokingens historie, om, at man som alternativ smokingbrug kan sætte sin smokingjakke af fløjl sammen med et par sorte jeans, illustrerer situationen.
Meget interessant artikel!
Et opklarende spørgsmål: Hvad mener vi helt nøjagtigt med ”smokingjakker af fløjl”? Jeg troede, at der – når vi ikke taler om mere uortodokse, partyprægede afvigelser fra normen og også bortser fra tropiske alternativer – opereredes med to muligheder: Det typiske valg i form af en silkebesat jakke af samme stof som bukserne og, som en sjældnere, men formelt lige så korrekt variant, en jakke, der kun afviger fra førstnævnte ved at være i fløjl og i øvrigt stadig har samme sorte/midnatsblå farve som benklæderne.
Fløjlssmokingjakken antog jeg med andre ord var noget andet end rygejakken (med snorebesætning og lignende husardetaljer), der ifølge min forståelse befinder sig et trin lavere på formalitetstrappen, og som mig bekendt kun bæres til (mere uformelle) smokingbegivenheder og vel egentlig kun, hvis man er vært. Jeg betragter rygejakken i den afbildede form som en variant af hjemmejakken (hvor der er yderligere stof- og designvariationer, herunder i mere rustik retning) og dermed vel nærmest som et medlem af slåbrokfamilien. På den anden side synes det jo oplagt, at en eller anden form for forbindelse eksisterer mellem smokingen og rygejakken, hvad den terminologiske forbistring på vort eget og andre sprog jo allerede antyder. Men hvor langt tilbage i stamtræet skal vi for at finde den seneste fælles stamfader?
Et par ting mere: Havde Londonskrædderne en mening om, hvorvidt jakkeknapperne bør være slåede eller ej, og om jakkelommernes kantforstærkning bør beklædes med silke eller være ”plain”? (Personlig foretrækker jeg sorte hornknapper og lommeforstærkning af almindeligt stof).
Fløjlsjakken (af plysset, velouragtig fløjl, ikke riflet) kommer i to udgaver, dels hjemmejakke-/rygeudgaven med snorebesætning osv., dels smokingudgaven. Der er en glidende overgang imellem dem. I alle tilfælde fremstår de dog mindre formelle. Man kan nok sige, at smokingudgaven er en tilpasset udgave af rygejakken, hvor klunketidens svært belæssede stil har fået en rundbarbering.
Vi talte ikke om knapper. Simon Cundey har slåede knapper på sin tredelte. Det udtrykker givetvis hans syn, hvis man vælger den tredelte.
Det er korrekt som fremført i første afsnit – smokingjakken af sort eller midnatsblå fløjl, anses idag korrekt Dinner jacket antræk, selv ved royale begivenheder.
Rygejakke med snorebesætning m.m. kan kun anvendes ved private lejligheder i hjemmet samt i ens klub.
Mvh X
Jeg snublede over denne i Ekstrabladet.
https://ekstrabladet.dk/underholdning/kongelige/danskekongelige/husker-du-moderkagekjolen-nu-inviterer-kongen-til-nyt-bal/10485764
Majestæten med blå smokingjakke og sorte bukser.
Som kronprins 🙂