
Knapperne gør en forskel
Der er ikke noget historisk galt med en slipover. Den blev populær i Mellemskrigstiden i stedet for en almindelig habitvest. Desuden er den praktisk under en jakke. En pullovers ærmer kan klumpe i jakkeærmerne.
Men jeg synes, at en slipover nemt får noget rustikt og støvet over sig.
Anderledes ser jeg på en ærmeløs cardigan, en strikvest med knapper, kunne man også sige. Jeg ved ikke nøjagtig hvorfor, men den fremstår bare lidt mere moderne, skønt den også er gammel beklædning. Det kan være, det er moden, der spiller mig et puds.
I alle fald vil jeg slå et slag for en ærmeløs cardigan. Den klumper heller ikke jakkeærmerne, og den danser ubesværet med tiden.
Uformel brug af en ærmeløs cardigan
Selv om temperaturen ikke just var lav nok, vovede jeg mig i Harris Tweed-jakke og fløjlsbukser den ene dag og testede en ny flaskegrøn ærmeløs cardigan sammen med rød charmeklud og flødehvid skjorte.
Sagen er, at man farvemæssigt får en ekstra komponent at forholde sig til, hvis der er strik under jakken. I den sammenhæng ser jeg en grå, marineblå, vinrød eller flaskegrøn farvenuance som mest bevendt at arbejde med, afhængig af jakkens og buksernes farvetone, forstås.
Med en blå blazer
Man kan også benytte en ærmeløs cardigan under en blå blazer og med grå flannelsbukser nederst. I den forbindelse bør man også binde slipset. Igen skal man have et blik for farverne. Man vil gerne have, at cardiganen integreres i tøjstilen og ikke stikker tydeligt ud. Det indebærer, at man har farver i jakke og/eller slips, der kan matche og balancere cardiganens farve.
Lille reservation
Jeg kan mærke, jeg selv har en lille reservation over for en sådan let cardigan under en jakke. Min naturlige tilbøjelighed er at tage en frakke over en jakke, hvis det er koldt. På den anden side giver den lette cardigan en mulighed for en stilmæssigt anden og nærmest hyggelig vej, hvor jakken forbliver yderste lag i kolde rum og på kølige dage udenfor. Det ser jeg.
Hvor køber man en ærmeløs cardigan?
Min egen er fra William Lockie. Drake’s har også nogle eksemplarer, og jeg har set dem hos Robert Old. Troelstrup i København har også nogle, tror jeg. Jeg vil anbefale dem tynde, enten i cashmere eller merinould. Lammeuld er til pullovere i min optik.




Skriv et svar