Chesterfield og ulster
I gamle dage var der groft sagt to frakker til mænd: den mere formelle, urbane chesterfield, herunder varianten paletot, og den mere uformelle, rustikke ulster. Begge frakker blev brugt med jakkesæt, dog var ulsteren bedst egnet til weekend-jakkesæt og sportsjakker.
Polo coat
En polo coat eller en polofrakke var et karakteristisk alternativ, som fik vind i skøderne i 1920’erne. Den var modelleret over en ulster og dens store lommer og revers og dobbeltradede design. Derudover havde polofrakken almindeligvis et bælte, tit et martingale-bælte på ryggen.
De luksuriøse polo coat syede man af lysebrun kameluld, som siden fik status af at være det helt rigtige klædestof til frakken. Men man kunne også finde på at sy den af eksempelvis lysebrun whipcord.
Englænderne igen
Det er englænderne og deres polosport til hest, der førte polofrakken til marked. De benyttede ikke frakken under spillet, men før og efter kampen samt i pauserne, hvis vejret krævede lunt overtøj. Efter Første Verdenskrig begyndte modetidninger for alvor at besynge frakken.
“Der er få udendørsaktiviteter, hvor denne frakke ikke giver mandens klædedragt et smart, passende strejf ,” skrev Vanity Fair i 1919 om den nye polofrakke.
En polo coat til daglig
En polofrakke i kameluld er en blød, ligesom afrundet frakke, hvis man vælger den i kameluld. Den har ikke samme skarpe facon som en chesterfield eller guards coat i uld. Den gør sig dog fint med et jakkesæt, hvis man ikke er bange på frakkens lettere flamboyante skær. Sportsjakken er også polofrakkens ven.
Polofrakkens snit
Længde og vidde varierer. I 1920’erne og 1930’erne var polofrakker læglange og vide. Flere traditionalister har stadig en veneration for hin voluminøse stil. I dag foretrækker sartorialister flest dem i kortere og slankere snit.
Foto: Den velklædte mand
