Det ydre som en vej til lykke
Mennesker har et vedvarende element af social usikkerhed i sig. Nogle mere end andre, men for de fleste vil spørgsmålet her og der dukke op, hvordan man skal – bør! – opføre sig i forholdet til andre mennesker.
I gamle dage var det nemmere at sætte den rette opførsel på formel. Verden var mindre kompleks. Det gav grobund for etikettebøger, særligt rettet mod de mange, der ikke var så heldige, at de var vokset op i en fin borgerlig eller adelig familie, hvor man lærte sig den korrekte adfærd og fik den rette dosis af selvtillid med sig.
“Haandbog i Kjærlighed – Hvordan man gør lykke hos Fruentimmerne” er en af den slags etikettebøger. 36-årig Julius Strandberg skrev og udgav den på eget forlag i 1869. Som titlen antyder, er det forholdet til det andet køn – hvordan man gør sig et godt parti, som bogen æggende lover at løse.
I nedenstående uddrag er det “Det Ydre”- tøj, tilbehør, soignering mv. – som Julius Strandberg tager op. Kvinder skuer nemlig hunden på hårene, mener han.
7. Det Ydre
Klædedragten er en meget vigtig Sag og de fleste Fruentimmer kunne ikke lade være at “skue Hunden paa Haarene”. Deraf kommer det, at Plattenslagere og de med uægte Guldtøi befængte Friere altid fra først gaae fremfor den sjudskede Frier, selv om han er velhavende. Tænk dig om! Har du aldrig for dig selv maattet udbryde i Forundring over, “at Jomfru N. kunde blive forelsket i den Nar, den Modelaps, der skylder Hvermand, ja selv Skræderen for de Klæder, han gaaer og gjør Lykke i, denne N.N.”! Og dog har du betalt baade Skomager og Skræder, men fordi du vilde betale, netop derfor kan du ikke “give Greven”. Det er forunderligt, men det er sandt, at en pomadiseret, moderne Fyr med Urkjæde af fransk Guld, Signetringe af samme Metal og en Nøgle fæstet ved Kjæden i Vestelommen giør langt lettere Lykke hos en ung Pige, end en adstadig, tarvelig klædt, solid Borgermand. Altsaa Klædedragten maa du give Agt paa. Dit Halstørklæde skal sidde flot, ikke ængsteligt stramt eller snirklet, nej, om du saa har brugt en heel Time om at sætte dit Halstøi, bør det dog see ud som 23 om du aldeles skjødesløs har slængt det om dig, og at det kun er din gode Skabning og dit heldige Udvortes, der gjør at det alligwel klæder dig. Har du lang Hals, skal Tørklædet være større og bredere, end naar du har en kort Hals, hvor du skal gjøre dit Bedste for at vælge ganske smalle Flipper og et lille tyndt Slips.
Frakken skal passe ordentligt og være syet til dig og ingen Anden, Vesten maa aabenbare en reen Krave med en lille Knap i Brystet.
Det er dumt at bruge de snevre Beenklæder, naar man ikke har velskabte Underextremiteter, thi de tynde Been see morsomme ud og give et forsultent og skrædermæssigt Udseende. Støvlerne maa være velsyede, og altid godt pudsede.
Gangen bør man ogsaa gjøre sig Umage for at faa ordentlig, ikke gaae i Knæerne, men dog heller ikke trippe om som en Dukke. En Marschgang passer ikke, naar man er i civil Dragt. Fødderne maa sættes med Taaspidserne udad, og du skal ikke træde paa hele Foden, naar du gaaer, men du skal eiheller gaae alene paa Hælene ligesom Ligtornepatienter eller gaae paa Tæerne som en Lurer. Dersom du kan have Leilighed dertil, kan du giennemgaae et Dandsekursus, det vil være en stor Fordeel for dig.
Lugtende skal du ikke komme i Haaret, ligesom du heller ikke skal stænke dig ind med Eau de Cologne, men kun tage en Draabe eller to paa dit lommetørklæde.
At sminke sig paa Kinderne er mere brugeligt blandt Mandfolk, end man skulde tro. Det er en unødvendig Skik, thi de Blege blandt Herrene have ligesaa stort Held i Frieri som de rødkindede, ja mange Damer foretrækker en reen Hvidhed i Huden. At Damerne sminke sig for at ligne nys udsprungne Roser, kan man ikke altid fortænke dem i; men der fordres aldrig, at en Herre skal ligne Rosen.
At sværte Skjæg er det derimod en anden Sag med, ja mange sværte ogsaa Øienbrynene. Du kan gjerne, hvis du har et lyst Overskjæg gjøre lidt for at faae det mørkere. Skjæget er Mandens Prydelse, og det maa vel være ham tilladt at anvende lidt paa at forhøie dets Skjønhed, naar det gjælder om at vinde sig en Brud.
Begge de sidstnævnte Toiletmidler maa jo for en Deel rette sig efter Smagen hos den, du vil vælge, og har din Tilbedte en bestemt udpræget Tilbøielighed for røde Kinder, naa, saa kom lidt Rødt paa dem. Det lille Bedrageri kan hun vel i Tiden tilgive, naar hun opdager, at det er for hendes Skyld, at du har vovet det. Men hvid Sminke er aldeles forkastelig for en Mand.
Paa Fingrene skal man ikke bære en halv Snees forskjellige Ringe: det kommer let til at see ud, som om man bar hele sin Eiendom paa sig, og det er smagløst. En lille Pladering paa Lillefingeren og en støre paa venstre Haands Pegefinger seer bedst ud. Ved din Urkjæde skal der ikke være mange af de saakaldte “Charivari”s.
Dersom du har Uhr, gjør det en god Virkning, naar du af og til tåger det op og raadfører dig med det, men ikke fortidt.
Reenlighed i Eet og Alt kan ikke noksom anbefales, da Kvinden har en meget skarpt udviklet Reenlighedssands.
Neglene maa altid være velklippede og rensede. Tænderne maa holdes rene, og dersom du ikke har smukke, hvide og hele Tænder, maa du vænne dig til at kunne smile uden at vise Tænder. Disses Hvidhed vil sikkres, naar du stadigt anvender en Tandbørste hver Morgen. Dersom du har ormstukne Tænder, som give dig en ildelugtende Aande, maa du have en lille Æske med Pebermyntekager hos dig, og engang imellem tage en. Man kan nu ogsaa faae de saakaldte “Cachu”, der forbedre ildelugtende Aande, men Pebermyntekager gjøre samme Nytte.
At frisere sig meget omhyggeligt med glat Haar, der klæber fast til Hovedet, er meget i Brug hos Opvartere og Tjenere. Jeg tør anbefale som det Smukkeste hos en Mand, i at han lader sit Haar temmelig kort afklippe i Nakken, medens han fortil lader saameget blive siddende, at han deraf kan danne en Toupe eller lille Hanekam, eller ogsaa slet Intet, men blot engang imellem purrer lidt op i Haaret for at faae det til at sidde i en bestemt given Retning; Polkahaar, Skilning i Nakken, Brolæggerkrøller o. desl. kan unægteligt klæde Enkelte, men dersom de skulle fri, maa en tænksom Kvinde dog strax falde paa den Tanke, at de offre saamegen Tid paa Speilet eller hos Friseuren, at de, dersom de ville være ligesaa ømme over deres Haar i, Ægtestanden, ville faae saare liden Tid til at bekymre sig om Hustru eller Forretning. Hvem der af Naturen har et krøllet Haar, bør ikke berøve sig denne Prydelse, naturlige Krøller ere en smuk Pynt, og de Fleste kunne nok skjelne mellem de ægte og dem, Krøllejernet har frembragt.
Dersom du har saa tyndt Haar, at det flere Steder blotter Hovedbunden, ja da veed jeg næsten ikke bedre, end at du anlægger Paryk, thi en skaldet Frier er ikke vel antagen, undtagen naar han kan dække den skaldede plet med en Formue eller i ethvert Tilfælde er Enkemand, og dog vil en Paryk være at foretrække. Man maa lide lidt for Skjønheden, thi sundt er det ikke at gaae med Paryk. Værst af det engang affaldne Haar kan ikke paany fremkaldes, hverken ved Pomader eller desl. – Det er Humbug med alle disse Haarvæxtmidler. Vi have i Kjøbenhavn en Mand, der sælger mange hundrede Krukker Haarvæxtpomade om Aaret, men selv gaaer han med den nysseligste Paryk af Verden, – det forekommer mig at være det bedste Vidnesbyrd mod hans
Pomade.
Derimod har man et simpelt Middel til at standse eller forhale det stærke Haaraffald, nemlig ved Indgnidning af Hovedbunden Morgen og Aften med amerikansk Olie (Ol. ricini.)
Haarfawningsmidler bør heller ikke bruges af en Mand; Skjæget kan det gaae an med, men at wærte Haaret gaaer ikke an, det opdages saa let og gjør Damerne mistroiske.
Holdningen er vanskelig, men nødvendig at iagtage. Du skal, som før sagt ikke gaae saa stiv som en Militær, naar du ikke er i Uniform. Men du maa heller ikke have denne sløve Holdning, som charakteriserer Mange; det viser ringe Opmærksomhed mod de Damer, du kommer i Berørelse med. En smidig og meget rank Holdning, rettet Ryg, men ikke for kneisende Pande, klæder godt. Naar man taler med en smuk, paaklædt Dame, pleier man at staae lidt foroverbøiet som for at skjænke hendes Ord den størst mulige Opmærksomhed, medens man lader et beskjedent Smil kruse læben. Naar du staaer stille maa du give Agt paa dine Fødder, at du ikke staaer med Tæerne indad. Armen lader du enten lidt afrunde hænge ned, eller stikker den ene Haand i Baglommen og dcn anden i Ærmegabet uden at blotte Skjorteærmet, eller du kan holde din ene Haand i et Knaphul i Kjolen eller Frakken. Thi det er vanskeligt undertiden at faae et passendc Sted at anbringe Hænderne. Den ene Haand kan ogsaa med Held anbringes indenfor Vesten, eller et Par Fingrc i Vestelommen eller paa Uhrkjæden; dersom du stikker Haandcn i Lommen, maa du altid beholde Tommelfingeren ovcnfor og udenpaa Beenklæderne. At rive sig i Haaret eller gnubbe sig paa Al-
buerne eller nedad Skinnebenene er ikke pænt.
Dersom du ikke sætter din Hat fra dig, maa du holdc det indvendige ind imod dit legeme. De mange forskjellige Maader at anbringe Hatten paa, lader sig ikke vel forklare uden Tegning og læres bedst ved at see paa andre Herrcr i Selskab.
Hvorledes Hovedtøiet skal sidde, er det ogsaa temmelig vanskeligt at give Regler for, dog maa jeg bemærke, at Hatten hellere maa sidde lidt ned i Panden end bag i Nakken, ikke for meget paa Siden, hvilket giver saakaldet fornuftigt Udseende, men kun i meget enkelt Tilfælde behager. Tydskerne bruge dette for meget, Englænderne hiint.
Handskerne skulle være hele og rene. Heller slet ingen Handsker, end saadanne, der ere sprækkede og blottet et Stykke af Haanden. At have den ene Handske paa og den anden i Haanden er noget gammeldags. Heller maa man tage dem begge i Haanden.
Manschetter for Hænderne gøre særdeles god Virkning i et Selskab og bør ikke gierne forsømmes.
Tak til Thomas Bonnemann Egebæk, der gjorde mig opmærksom på Julius Strandbergs lille bog. Du kan købe bogen her.
Skriv et svar