Den skræddersyede jakkeskulder

Vis en stil med en jakkeskulder

Habittens jakkeskulder får opmærksomhed.

Kulturhistorisk går det på, at skulderpartiet repræsenterer mandens fysiske styrke.

Skrædderteknisk skyldes opmærksomheden, at jakkens skulder- og kravestykke bærer og balancerer jakken. Har man som skrædder styr på jakken der, har man styr på jakken.

Stilistisk er skuldersektionen også et område, hvor en skrædder kan sværge troskab til en tradtion.

“Der har vi en rigtig Savile Row-skulder!”

“Napolitansk skulder, se en gang!”

Jeg tager jævnligt mig selv i sådanne udbrud.

Bredde

En jakkeskulder vil slutte ved skulderes spids eller være en smule forlænget, “extended”.

Bredde er en stilistisk sag.

Sidst i 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne stak jakkeskuldrene mange cm forbi skulderspidserne. De var i tillæg tykt vatterede og illuderede en figur med vældige skuldre som i 1930’erne og 1940’erne.

Har jakken “roping”, som en klassisk jakkeskulder på Savile Row har, vil jakkeskulderen i reglen slutte ved den fysiske skulderspids.

Mange italienske skræddere forlænger skuldrene en anelse, så jakkeskuldrene får et afrundet look ved overgangen til ærmet.

Vattering

De fleste skræddere er forsigtige med vat i skuldrene. Det gælder både italienske og engelske. Nogle skræddere benytter slet ikke vat i skuldrene.

Mine jakker fra Volkmar Arnulf, specielt den dobbeltradede, er dem med mest vat blandt mine skræddersyede jakker. Arnulf har i tillæg forlænget skuldrene lidt. Han meget på en traditionel, tydelig, let idealiseret kontrast mellem bredden af skulder- og hofteparti.

Vat er godt, hvis man vil skulpturere en person. I bevægelse kan skuldervat gøre jakken mere kluntet.

Mødet med ærmet

Stilistisk kan mødet mellem jakkeskulder og ærme varieres.

Det kan ske på forskellig vis:

1. Man presser ærmetoppen flad.
2. Man folder ærme- og skulderstof sammen som på en skjorte.
3. Man undlader at udjævne ærmeomkreds med ærmegabets omkreds.

Vi har allerede behandlet, at Savile Row-jakken har roping i ærmegabets kant, så at skulderen får en tydelig afslutning. Rouleau, som man siger på dansk med et fransk ord, er et lille rør, man har rullet af stof, og som man indsætter i sømmen.

Selv om man ikke benytter rouleau, vil ærmekanten løfte sig lidt og danne en bue, medmindre skrædderen presser sømmen flad, som eksempelvis den store Arnulf i Potsdam gør.

Eller – og her kommer vi til pkt. 2 – hvis man folder ærme og skulder sammen som en skjortesøm. Da vil ærmekanten heller ikke pop’e op, men lægge sig fladt som følge af konstruktionen. Det er det, man kalder “spalla a camicia” i Italien og gerne benytter på sportsjakker, ikke formelle habitter.

Man kan også kreere små folder på toppen af ærmet ved skulderspidsen. I og med at ærmets omkreds er større end ærmegabets må skrædderen fordele den overskydende stofmængde jævnt i ærmet, så forskellen bliver skjult.

Eller han kan gøre en dyd ud af det, som Alfred Alm gjorde og flere italienske skræddere gør, og lade små folder af overskydende stof syne som folder på toppen af ærmet. Italienerne skal virkningen for “mappina”.

Hvad Alm kaldte stilen, ved jeg ikke.