Seler fra Albert Thurston ifølge Steen Eiler

Steen Eiler Rasmussen, som jeg tidligere har refereret til, bliver ved med at give, hvis man er fortabt i klassisk tøjstil. En herre gjorde mig opmærksom på den afdøde arkitekturprofessors “Britisk Brugskunst” (1935), som jeg fluks købte på Den Blå Avis. Bogen er fyldt med en masse skønne foto af engelske artefakter, som man udstillede på Kunstindustrimuseet (Designmuseum Danmark i dag) i 1935. Den tilhørende tekst til hvert foto har Steen Eiler Rasmussen skrevet.

Med sensibilitet og underspillet humor, må jeg tilføje.

Blandt andet Albert Thurston og deres den dag i dag berømte seler tager han under behandling og finder ærkeengelsk kultur udtrykt i dem. De er “bekvemme og diskrete” og løser “saglige problemer”. De er ikke pyntede som i “Tyrol og andre toppede Lande”.

Seler af box cloth

Den ledsagende tekst:

“Lige ved Leicester Square var der før Anden Verdenskrig i en lille Gade, der hedder Panton Street, et Firma, Albert Thurston, der siden det blev grundlagt 1820 udelukkende har fremstillet Seler og stadig søgt at naa et mere kultiveret Produkt. Aldrig havde jeg vidst, at det ligefrem kunde være en Kunstart at lave Seler, før jeg besøgte denne Forretning. I Tyrol og andre toppede Lande, har man som bekendt noget Kunstflid med Seler broderede med henstrøede Blomsterbuketter. Men saadanne billige Virkemidler kunde den kultiverede Englænder aldrig tænke sig at bruge. Hans første Fordringer til Selerne er, at de skal være bekvemme og diskrete. Hvis de saa skal være noget ekstra, vil han, i Stedet for at pynte dem, prøve paa at rendyrke alle de saglige Problemer, der paa nogen optænkelig Maade kan opstilles i Forbindelse med Fremstilling og Brug af Seler. Som ved alle engelske Ting tager man Spørgsmaalet om Materialet meget alvorligt. Det skal være durabelt og nøje afpasset efter Brugen og Tingens Dimension. De mest solide af Thurstons’ Seler er helt af Læder og staar ikke tilbage for Seletøj til Heste i Skønhed. Folk foretrækker dog for det meste Seler af Stof, og de Connoisseurs, der anvender Thurston’s Seler, har som Regel eet Par til hvert Par Benklæder og særlig afstemt til dem. Billedet viser nogle khakifarvede af svært Filt, »Buck Cloth« [han må mene “Box Cloth”, som er filtet, men ikke egentlig filt, red.], der kan gaa til et Tweed Sæt. Baandene er brede og alle Metaldele af forgyldt Kobber. Stropperne selv er uopslidelige. Det er Strenge af Faaretarm, og for at de ikke skal sønderslide det Øje, de glider i, — en Kanal af persisk Kalveskind —, er det særlig udpolstret. De smaa Skindlapper, som de forstærkede Knaphuller sidder i, er af Hjorteskind, der igen er fæstet til Stroppen ved et trekantet Led af persisk Kalv.”

Seler til selskabsdress

Steen Eiler Rasmussen er ikke færdig med Albert Thurston og deres seler og tager på næste side fat på deres seler til “Selskabsdress”, det vil sige til kjolesæt og smoking. Han ser i Albert Thurstons selskabsseler af “Silkemoiré” et meget engelsk eksempel på “en Kærlighed til Haandværket, til en nobel Forædling, der skyr alle letkøbte Virkemidler”.

Den ledsagende tekst:

“Til Selskabsdress er der Seler af Silkemoiré, enten hvidt eller sort. Iøvrigt er Modellen i det hele som den foregaaende, en af de Modeller, som Firmaet har arbejdet med gennem et Aarhundrede og kun forbedret ved en fortsat Forfinelse af Materialevalget. Til Silkeselerne er alle Læderdele af hvidt Kidskind. Selerne viser ligesom f. Eks. Møblerne, at der er to Maader at vise haandværksmæssig Kultur paa. Enten kan man tilstræbe den størst mulige Enhed ved at finde eet Materiale, som det hele kan udføres i (Læderselerne), eller man kan understrege de enkelte Leds forskellige Funktion ved til hvert af dem at vælge det Materiale, der egner sig allerbedst netop paa det Sted. Men saa maa man igen gøre et Arbejde med at faa dem til at gaa harmonisk sammen. Saadan er Sadlen blevet til og de Stole, hvortil der er anvendt forskellige Træsorter, og det er den samme Ide vi finder i de gengivne Seler. Den høje Kvalitet, de har, kan i og for sig slet ikke begrundes ved noget fornuftigt Brugskrav eller Ønske om Styrke. Det er et Liebhaveri. De er saa godt udført, at de kan holde meget længere end den, der køber dem, synes det er æstetisk at bruge de samme Seler. De er et Udtryk for en Kærlighed til Haandværket, til en nobel Forædling, der skyr alle letkøbte Virkemidler, og som kun kan gouteres af de faa. Fuld af Ærefrygt gik man fra Selekunstneren i Panton Street. Lige ved var der en Forretning med Fiskegrejer. Den var heller ikke til at komme fra. De ottekantede, smidige Stænger er sammenlimet af otte Stykker Spanskrør omkring en ganske spinkel Staalkerne og beviklet med rød Silketraad. Den imprægnerede Snøre, der ogsaa er spundet af Silke, er tykkest paa Midten og glider gennem Ringe udført af Agat for at nedsætte Gnidning og Slid mest muligt. Er det ikke dette Raffinement fra Sportsredskaberne, der er overført paa fine engelske Hverdagsting som Selerne? Er de ikke skabt i nøjagtig samme Aand?”

Steen Eiler Rasmussens ord bliver indirekte en reklame for Albert Thurston og deres seler, og jeg vil bestemt ikke fraråde at prøve Albert Thurston. Mest berømt er deres seler af box cloth. Det er dog ikke mit indtryk, at dagens seler helt har den sofistikation, som Steen Eiler Rasmussen fandt og fik fotograferet.