Bøger – et sidespor
Den velklædte mand har modtaget nogle bøger til anmeldelse. De handler ikke meget om tøj. Men hvad gør det? De kan noget på hver deres måde, som, jeg tror, vil tiltale flere læsere. Og hov, ja, der skal snart ønskes og købes julegaver.
Doktor Maxwell, formoder jeg
Jeg kan ikke lade være med at holde af Mads Brüggers Doktor Maxwell, formoder jeg. Godt nok har han allerede fortalt meget af historien i filmen Cold Case Hammarskjöld (2019), der omhandler FN-chefen Dag Hammarskjölds død i 1961, da hans fly styrter ned i det centrale Afrika. Men Mads Brüggers på een gang oprigtige og performative biden-sig-fast er altid godt selskab. Jeg kan i al fald lade være med at klukke, da han for sine bibliotekspenge hyrer en privatdedektiv i Sydengland, beklager sig over sin dovne congolesiske håndlanger “Tavares” og møder “en høj, kraftig, hvid sydafrikansk mand”, der “ligner britiske skuespiller Michael Gambon, bare med hentehår og solskadet hud.”
“Hver gang han åbner munden, forventer jeg at se et komplet metalgebis,” føjer Mads Brügger til om den mystiske mand, som han (selvfølgelig) har mødt i “business class-loungen i lufthavnen i Addis Ababa i Etiopien”, hvor “der står en tjener i hvid smokingjakke og ryster cocktails”.
Tilfører Mads Brügger brikker til puslespillet om det aldrig opklarede flystyrt, eller bidrager han bare til tossede teorier om et mord? Mads Brügger tager selv spørgsmålet op i filmen og tillige i bogen, flere gange. Efter filmen sad jeg tilbage med oplevelsen, at han skam kunne have fat i noget. Efter bogen er jeg mindre optimistisk. Bogen bliver på den vis også en beretning om en mislykket mission, som forfatteren har svært ved at erkende og acceptere. Jeg synes kun, at det øger bogens tyngde.
Verden af vilje
Bastian Emil Goldschmidt er også godt selskab. Verden af vilje, hedder hans nye bog. Den handler om cykelryttere og cykelløb, det er Bastian Emil Goldschmidts speciale. Han skriver jævnligt for Frihedsbrevet, hvor teksterne i Verden af vilje i et eller andet omfang har været publiceret, og er desuden kommentator på tv-kanalen Discovery.
Allerede i Bastian Emil Goldschmidts første bog, Fremad (2021), kunne man høre, han havde sin egen stemme. Sproget kunne synes lidt stift, men man mærkede en person i teksten. I Verden af vilje flyder ordene mere ubesværet. Bastian Emil Goldschmidt har et stort talent for at iagttage mennesker og steder og drage en dirrende, eksistentiel pointe, der ikke er anmasende. Nogle gange tager han en forfatter eller et stykke historie til hjælp, andre gange associerer han sig bare frem:
“Jeg tænker på Michelangelos statue af David i Firenze, der i sagens natur også er hugget af den fineste carrara. David, den unge kriger som fældede Goliat, som står med slyngen over skulderen og en sten i sin hånd og kigger fjendtligt og vagtsomt mod fjenden. Som symbol er han blevet inkarnationen af den underkuedes kamp mod en tilsyneladende uovervindelig fjende. Sådan et symbol havde Tadej Pogacars konkurrenter brug for at styrke sig ved inden starten på den blot 16. udgave af Strade Bianche, som på trods af sin korte historie har vokset sig til et stort og prestigefyldt cykelløb.”
Bastian Emil Goldschmidt kommer forbi alle de store løb i 2021 og naturligvis også Tour de France, som danske Jonas Vingegaard vandt.
De forenede/A Constitutional
Jeg er glad for, at Gyldendal medsendte en lille handlingsgang af Lars Frosts De forenede/A Constitutional. Ellers tror jeg ikke, det var gået op for mig, at romanen beskriver et dansk par i 40’erne, der forsøger at leve på Sardinien et par år med et par børn, før de ender med at gå fra hinanden.
På den anden side var jeg slet ikke så nysgerrig efter handlingen, da jeg læste De forenede/A Constitutional. Det, der optog og betog mig, er Lars Frosts måde at skrive på rent teknisk. Han benytter sig ikke af vante greb. Der er en leg med sætninger, et forsøg på at bryde med sprogets sædvanlige mekanik. Han gør det ved at tage bevidstheden alvorligt, bevidsthedens uperfekte hulter til bulter-strøm, dens små gentagelser og hop til siden, for eksempel:
“Min mor var i mange butikker. Hun var i mange butikker for at finde den lap. Til mine bukser. En lap af fløjl. En særlig slags fløjl. I en særlig farve. Der var hul på mit knæ. Hul i mine bukser på et knæ. Og hun ledte efter en lap. En særlig lap. I mange særlige butikker. Det var, da jeg var dreng. Jeg var en rigtig dreng. Der er ingen snore, der griber rigtige drenge, når de er faldet. De slår hul på deres rigtige knæ. Og deres buksers knæ. Drenge får plaster på knæet. Og deres rigtige mødre løber fra butik til butik og søger den lap, der kan lappe det hul, der er slået på buksernes knæ. En lap med den farve og i det stof, som drenge vil have.”
Eller er det satire?
Lars Frost udstiller også vores måder at ræsonnere på, de indre monologer, identitetsjagten. Jeg er ikke sikker. Men er man til sprog, der vil leve, ikke fossilere, er jeg sikker på, man vil glædes ved at følge Lars Frost.
Skriv et svar