Farver & påklædning med Claus Lillerup

Mod stor stil med farver

Klassisk herretøj kan blive stift, stærkt traditionsbundet, som genren er. Heldigvis giver den plads til leg, hvis man ser efter, blandt andet med farver.

Men hvordan?

Jeg mødtes med Claus Lillerup-Rasmussen for at udforske området. Claus Lillerup-Rasmussen er design lead ved Berlingske Media og den skarpe stilistiske opmærksomhed, som arbejdet kræver, omfatter også hans egen påklædning. Det bemærkede jeg umiddelbart, da han kom ind ad døren for et par måneder siden for at bestille en drivert.

Valget

Claus, hvordan får man stil?

“I virkeligheden handler det om bevidste valg. Hvis man bare ser ud, som om man har gjort noget med vilje, så ser det som regel godt ud.”

Det handler om selvsikkerhed?

“Nej, mere om, at man har troet på et valg.”

Hvad nu, hvis man ikke har god smag?

“Den kommer, når begynder at foretage valg, fordi man simpelthen overvejer sin stil. Jeg tror også, at der er meget god smag derude, hvis danske mænd ikke var så bange. I stedet for søger de at se meget ligeglade ud.”

Hvorfor det?

“Det handler om et maskulinitetsideal. Fordi kvinderne går op i deres påklædning, vil mændene det ikke. Det skal helst se krøllet ud og ikke, som om de har stået foran spejlet i tre minutter. Der er næsten heller ingen farver i dag.”

1980’erne

Hvordan er det endt der?

“Jeg tror, 1990’erne er skyldig i meget. Altså, grunge-delen.”

Grunge er et opgør med 1980’erne?

“Ja, med New Wave, da man efter 1970’erne begyndte at tage pænere tøj på. Musikken havde stor indflydelse. Man opfandt også et nyt mandeideal, som var lidt fimset, men på en meget fin måde. David Bowie dengang har været min maskuline inspirator. Jeg elsker den der måde, han træder ind på. Jeg har også hentet inspiration fra Lauren Bacall og Marlene Dietrich, som også er stilikoner på en meget maskulin måde. Jeg gik selv i sorte jakkesæt og håret tilbage. Det var meget punk med New Wave og Dark Wave.”

1980’erne hænger ved?

“Jeg læste et eller andet sted, at man altid kommer til at leve i sine formative år, uanset næsten hvad man gør. Og mine idoler, og der, hvor jeg kommer fra, det er slut-70’ere og midt-80’ere. Det er der, mine formative år ligger. Det er der, jeg begynder at høre musik, og det præger mig stadig. Jeg hoppede aldrig på 1990’erne og grunge. Den havde jeg det meget svært med. ”

Målet med en tøjstil

Man tilpasser vel sig trods alt også nutiden?

“Jo, det handler om de cirkler, man bevæger rundt i og kommunikerer med. Sammenhænge er afgørende.”

Hvad er målet med tøjkommunikationen?

“Man skal ikke overstråle eller skille sig vildt mærkeligt ud. Jeg vil have, at andre mennesker føler sig godt tilpas og oplever, at jeg er tilnærmelig.”

Du sigter vel også mod en autoritet som advokaten og andre fagfolk?

“En faglig autoritet, ikke dominans. Heldigvis har jeg den gave i mit job, at jeg gerne må skille mig ud. Det er der ligefrem forventninger om. Før i tiden, da jeg nogle gange havde en præsentation for Danske Bank eller et andet kæmpestort firma, tog jeg et par gange slips på. Så troede de, jeg var key account-manageren. De forventede noget mere kreativt. Præsentationen af det produkt, man laver, indpakningen fra ord til påklædning er altafgørende. Kommunikerer man rigtigt, tror folk på en.”

Kulturer ser farver forskelligt

Hvad er farver?

“Tager vi Goethe, er alle farver kulturelle. Når vi ser gul, rød eller blå, har vi nogle ideer om, hvad de betyder. De blå farver handler om ro. Det er der, man sidder om lejrbålet, vil vi sige. I Indien oplever man det anderledes.

“Pink is the navy blue of India,” lyder af mine yndlingscitater om farver.

Så alle banker er pink i Indien, ikke blå, fordi pink er ro og troværdighed. Og gul i Kina er jo sådan en farve, du ikke engang må bruge. Danske firmaer laver deres farver om, hvis de skal operere i Kina. For dem er gul en særligt ophøjet farve, som i gamle dage tilhørte kejserne. Herhjemme har Netto fuldstændig forandret den gule farve til at være om tilbud. Og billigt. Det findes stort set ikke i andre lande. Konteksten har ekstrem stor betydning for, hvordan farver opfattes.”

Man kan også sige, at en bestemt genre som klassisk herretøj tildeler en given farve en bestemt rolle?

“Ja, præcis.”

Hvilke farvekombinationer skal man passe på?

“Komplementærfarver, de farver, der er hinandens direkte modsætninger, grøn og rød, lille og gul, blå og orange. Man kan godt lege med dem. Det kan være sjovt at putte et lilla tørklæde i brystlommen på en gul jakke. Men det skal være i små bidder. Harmonier er det skønneste at se på.”

Så i kombinationer skal farver have noget af hinanden i sig?

“De skal låne pigmenter af hinanden. Så bliver de harmoniske. Og gør de det ikke, ser de tit uharmoniske ud, som du ser med de komplementære farverne.

Jeg synes, vinrødt og marineblåt harmonerer.

“De låner også lidt af hinanden. Vinrød er en blårød. Jeg synes også, at en kirsbærfarvet skjorte vil stå sindssygt flot til en mørkeblåt jakkesæt. Ser man ikke det i England?

Jo, de har pink og lilac forretningsskjorter.

“Selv sort låner. Den findes kun, fordi du sammenpresser enten blå eller brune farvepigmenter. Når du har vasket en sort skjorte mange gange, finder du ud af, om den er farvet med brunt eller blåt pigment, fordi den så bliver den lidt blålig eller lidt brunlig. Sort eksisterer ikke.”

Brun gør heller ikke?

“Jo, den er bare blandingen af alle farver.”

Tøj refererer altid

Jeg følger nøje en tøjtradition inden for klassisk herretøj. Hvad gør du?

“Mit fag er også at tænke ting omvendt. Kunne man vende problemet om og se, om løsningen var helt anderledes? Dog, hvis du spurgte nogen, som går op i den musiksmag, som jeg gør, ville de sige, “ja, din smag er inden for skiven”. På den måde leger jeg alligevel med traditioner og parafraserer filmiske ting eller alt muligt andet gods. Noget, som eksisterer, eller, som vi tror, eksisterer eller har eksisteret. Dem, som ved det, de kan afkode det, og dem som ikke ved det, de synes måske bare det er pænt. Sådan tror jeg jo også, at du har det?”

Fuldstændigt. Den handler om at gentage autoritative visuelle figurer på en overbevisende måde. Men du har en mere fri omgang med konventionen?

“Jeg har det her musikunivers, som er at lege med konventionen. Jeg er også Rolling Stones-mand. Jeg har intet til overs for The Beatles. Jeg synes faktisk, det er den mest overvurderede band nogensinde.”

Okay, det er et fedt statement.

“De har ødelagt rock’n’roll’en på mange måder. Først da Yoko Ono kom ind, og de lavede Plastic Ono Band, begyndte de at lege med nogle ting. The Beatles op igennem 1960’erne er pissekedeligt.”

Paisley, farfar og sorte bukser

Tilbage til tøjet …

“Der er en helt speciel type mennesker, der kan gå i det fuldstændig samme tøj hver dag. Der er ham modefyren, som altid har bare et sort T-shirt og sorte bukser, et par store briller, Chris Pedersen. Han ligner en tegneserfigur – på den positive måde. Stilen er enormt forståelig.”

Ja, det er utroligt, at folk kan være så diciplinerede. Jeg synes, at der er alt for mange ideer indeni, der bobler og skal afprøves. Hvordan har du det med mønstre?

“De fleste silketørklæder, jeg har, er ensfarvede. Jeg har et med sådan nogle sommerfugle, som er helt fantastisk, Gucci. Det er så smukt, men jeg kan ikke gå med det. Jeg elsker, at det ligger i min skuffe. Men jeg bruger ikke mønstre særligt meget. Det gør det hele mere komplekst. Jeg har dog tit striber på. I dag har jeg en ret mønstret skjorte på, må man sige.”

Hvad med paisley?

“Paisley har jeg det  rigtig svært med.”

Hvorfor?

“Jeg synes, det er en sjov figur, den der paisley. Jeg har aldrig forstået den.”

Det er stiliserede palmeblade.

“Det vidste jeg faktisk ikke. Etro ejer nærmest paisley, og Prince. Hans bladselskab hed Paisley Park. Jeg synes, det bliver sådan … Jeg kan ikke helt se mig selv i det, det må jeg sige. Paisley er for jazzet for mig.”

Hvor finder du dit tøj?

“Halvdelen af mit tøj, som jeg har på i dag, er vintage eller brugt tøj. Jeg har fundet det i Paris, Firenze, hos Vestaire Collective. Jeg er meget efter gamle silkeskjorter fra blandt andet Gucci og Celine, som virkelig kunne give den gas. De er meget rock’n’roll. Så får jeg dem tilpasset og syet om, hvis det er nødvendigt.”

Og sko?

“Jeg har fire par sorte Chelsea boots. De er meget, det jeg går i. Så har jeg også en del spidse snøresko. Det er igen referencer til rock’n’roll-elementer eller musikelementer. Nogle gange har jeg også et par sko på med zebrastriber på toppen.”

Hvordan går du konkret til påklædning?

“Om morgenen vælger jeg nogle grundlelementer, et lærred. Jeg har tre og vælger mellem et brunt, blåt eller sort. Okay, nu vidste jeg i dag, at jeg skulle have den grønne drivert på i dag, det ville du gerne have. Så tænkte jeg, fint, den er dagens lærred. Den bliver nødt til at være ovenpå en sort, fordi grøn og sort er simpelthen flotte sammen. Især den her grønne farvenuance, den klæder de sorte bukser rigtig godt. Jeg skal helst ikke bruge meget mere end fem minutter på at tage tøj på. Jeg bruger meget blå på arbejde. Det er skægt at tage et par mørkeblå bukser, en lysereblå jakke og en anden blå skjorte eller sådan en polosweater. Fordi det rykker ved spillets rammer, men samtidig er stilren indenfor dem. Man kan godt tage fuldstændig den samme farve på. Det har du jo virkelig gjort i dag også.”

Ja, det er tone-i-tone med brunt fra top til tå. Du går aldrig med slips?

“Hvis jeg bruger slips, kan jeg lide, det ser ud, som det er et tørklæde, jeg har bundet. Det må godt være blødt, ligesom det jeg har på i dag.”

Du er til 1980’erne, men ikke Gordon Gekko?

“Det skete meget i 1980’erne, at alt blev sat fast med flipnåle, seler og hele vejen rundt. Det blev lige rigeligt, jo.”

Du går med mørke bukser, ikke lyse?

“Lyse bukser til en mørk jakke bliver for farfar til mig. Der er ikke en fornuftig forklaring af det. På et tidspunkt købte jeg sådan nogle grå bukser, og da kom jeg simpelthen til at ligne min farfar for meget. Han var den mest stilige mand, jeg nogensinde har mødt, med kørehandsker og alt det der, man havde i 1960’erne. Men bukserne var ikke mig. Jeg er mere rock’n’roll, og mørke bukser hører til.”