
Trends påvirker tidløst tøj
Nogle klassisk klædte mænd holder stand og lader sig ikke påvirke en grad af moden. Barlyng, Mr X og Iversen er eksempler herpå. Andre kan ikke lade være med at tilpasse sig moden lidt. Hvad der ikke er farligt. Man kan godt inhalere noget tidsånd uden at miste sig selv.
Jeg bruger selv moden til inspiration. Tøjets snit har jeg stort set min egen idé om, men de mange billeder jeg møder online og offline af farvekombinationer, mønstre og tilbehør giver ideer.
Nogle modeobservationer i det følgende.
Stort er tilbage

Jeg har snart i flere år annonceret, at 00’ernes og 10’ernes slimfit var dødt og borte. Det har hidtil lignet ligeså meget ønsketænkning som analyse, for det smalle snit har fortsat fyldt på byens og landets kontorer og på bøjlerne i herretøjsbutikkerne i 2023. Det sidste har vi set under de mange test i årets løb, hvor vi har prøvet jakkesæt ready to wear i København.
På den anden side er der en forandring i gang, nøgternt set. Toneangivende konfektionsfirmaer som Suitsupply og Belvest viser nu jakker i løsere og længere design side om side med deres smalle linjer. Det har simpelthen ikke været at finde før. Bukser kommer nu også med vidde, om end det er uklart, hvor meget den bevægelse vil folde sig ud. Jeg tror dog, vi kun vil se flere vide bukser.
Dobbeltradet design

Dobbeltradede jakker er et andet modefaktum i den tidløse mode. For fem år siden kunne de stort ikke opdrives i en herretøjsbutik i København. Nu er der mange af dem. Enradede jakker er stadig i stort overtal, men dobbeltradede habitjakker og sportsjakker er blevet et almindeligt syn.
Inden for skrædderi ser jeg ikke den store forandring. Der har dobbeltradede jakker hele tiden være et ofte brugt valg. Måske er der en tendens til at prøve andre knaplukninger af end den sædvanlige 6 x 2.
Den spidse flip
Det føles årtier siden, at mænd kunne nedsmelte i ekstase over en cutaway-krave. Men det var vel bare i 1990’erne. I dag er flippen i al fald mere spids, i nogle tilfælde i stil med Oxfordsskjortens buttondown. En moderat spredt flip er stadig typisk på skjorter ready to wear, nu en anelse større end for fem år siden. Man støder stadig på de små eksemplarer, givet fordi de ikke er påtænkt brug af slips.
De snøreløse sko
Føddernes stikkes i loafers (penny loafers eller tassel loafers), selv i vinterhalvåret ser man det. Jeg spekulerer dog på, om trenden har toppet eller er ved at gøre det. Jeg tror, at den klassiske mand vil genopdage snøreskoen. Jeg fornemmer det i højre storetå. Den fejler aldrig.
Raglandesignet
I pagt med den løsere mode ser man flere og flere raglanfrakker (Balmacaans). Raglanfrakken med den lange ærmekonstruktion er stor og løs i grunddesignet. Trenden er dog udpræget en konfektionstrend. Inden for skrædderi bestiller de fleste stadig frakker, hvor de tydligere kan høste fordelen med skrædderi, det vil sige chesterfield-frakker, guards coats og polofrakker.
Hvad fremover?
Moden er ikke, hvad den har været. I 1980’erne var den en tidsmæssig rækkefølge i den. Nu er der flere samtidige tendenser. Generelt vil vi dog se en løsere klassisk herremode i de kommende år, ikke bare på Pitti Uomo, også på kontoret i København. Det er jeg temmelig ovebevist om.




I “min verden” er tweedjakker noget af det mest klassiske indenfor herretøj.