Det er ikke kun jakkesæt, der sovses ind i reklamegejl som “skræddersyede” og “luksuriøse”, selvom virkeligheden er, at de er kommet til verden på en fabrik. Sko lider under samme manipulation foretaget af folk, der enten er uvidende eller skruppelløse i jagten på omsætning.
Jeg har snart mange gange stødt på påstanden, at et par sko er “håndsyede”, til trods for de er flikket sammen med lim eller i bedste fald på en goodyearmaskine. Så lad os lige vende de faktiske forhold i skoverdenen igen:
Håndsyede sko randsys (eller gennemsys med beslægtet teknik) i hånden af en faguddannet skomager. Sko bliver ikke håndsyede, fordi overlæderet er dekoreret i hånden, eller fordi skoene er blevet håndpudset, før de har forladt fabrikken.
Håndsyede sko kan forarbejdes over en standardlæst eller efter mål over en læst, der enten tilpasset eller lavet specifikt til kundens fødder.
Sko, der er blevet randsyet på en goodyearmaskine, er ikke håndsyede sko. Punktum. Crockett & Jones, Church, Alden, Paraboot og de andre kumpaner kan være fine, gode og alt muligt andet, men de er maskinsyede, og de er ikke gennemsyet på samme gennemgribende facon som de håndsyede sko, hvor randen stikkes sammen med bindsålen.
En håndsyet sko er en håndsyet sko.
Foto: Den velklædte mand på besøg hos en traditionel italiensk skomager
… Ligesom det ikke har nogen umiddelbar indflydelse på skoens kvalitet hvor længe producenten har eksisteret eller hvor de er placeret.
Det til side, taler jeg ved noget nært hvert besøg hos Elsgaard i Jægersborggade om kvaliteten af moderne sko. Han har heller ikke meget til overs for diverse “håndsyede” skomærker, men det kan jo dårligt undre idet manden jo er håndværker. Hvorom alting her, så falder diskussionen ofte på randsyningens fortrin. Elsgaard er nemlig af den holdning at en håndpindet sko i alle henseender kan måle sig med den håndrandsyede, det være sig komfort, holdbarhed, levetid eller hvad man nu ellers kan finde på af parametre. Desuden er håndrandsyningen noget mere fysisk krævende at udføre. Elsgaard mener at den, blandt kendere, herskende præference for randsyning er et anakronistisk levn fra en tid hvor lim ikke var stærk/stabil/holdbar/ensartet nok til at være brugbar inden for skomageriet, men at der i dag reelt ikke er nogen forskel. Jeg synes det er en spændende diskussion, ikke fordi jeg synes man bør forlade håndrandsyningen, men fordi det er interessant at få belyst myter i skomageri såvel som skrædderi, på samme måde som fx Jeffery Diduch har gjort det mht. håndsyning kontra maskinsyning inden for skrædderiet. At en mand så kan have alskens følelsesmæssige forbindelser med håndrandsyning, håndskåret læst mv. er jo en anden sag.
Jeg er sådan set enig i, at man ikke skal holde fast ved gamle teknikker og materialer, hvis de overgås funktionelt og æstetisk af nyere teknikker og materialer.
Og jeg tror da, at det er rigtigt, at limede sko har halet ind på de randsyede sko ikke ulig, at konfektion har halet ind på skrædderi. Jeg har dog kun hørt Elsgaard og så Edo i Slagelse, der også foretrækker den hurtigere pløkke/lime-metode, hævde, at de pløkkede/limede sko er fuldt på niveau med randsyede sko, dvs. funktionelt (slidstyrke, reparationsmæssigt mv.), komfortmæssigt og æstetisk. I det store udland, hvor jeg har besøgt en del skomagere, har de altid forsvaret den håndrandsyede metode som den ypperste metode.
Det har du ret i, og det kan sagtens være rigtigt. Man kan med rette undre sig over hvorfor den suveræne majoritet af håndskomagere benytter håndrandsyning hvis den ingen andre fordele har end en art esoterisk luksusværdi. Min erfaring er begrænset, og jeg skal ikke gøre mig til dommer. Indlægget var tænkt som indspark.
Har de skomagere du har talt med, været kyndige udi begge konstruktionsmetoder? Jeg har kun talt med få, men den ene af den indrømmede at han ikke havde den store forstand på pløkning. Han håndrandsyer sko fordi det er sådan han har lært det, og fordi han tror på metoden og gerne vil bevare den.
Bemærk igen at jeg ikke har i sinde at gøre mig til modstander af håndrandsyning. Jeg har også en præference for metoden. For mit vedkomne er denne dog ikke grundet i erfaring, men snarere i tillæring – litteraturen og vidende mænd på området er jo netop fortalere for håndrandsyning – hvorfor jeg synes det er naturligt at undre sig.
Jeg forstår, Groot. Det er mere de herrer Elsgaard og Edo, jeg ikke helt kan følge.
Vi skal også lige have styr på, hvad vi taler om, hvis vi taler pløkning/limning: Så vidt jeg ved, er det en skala. Vi har de ægte håndpløkkede sko, som nogle få skomagere i Centraleuropa laver i dag. Så har vi de limede lædersko. Og så vi noget midt imellem, som bla. Elsgaard og Edo foretrækker.
Sammenligner vi de ægte håndpløkkede sko med de håndrandsyede sko, siger min store tyske bog mig, at de sidstnævnte er mere komfortable og lettere at vedligeholde i det lange løb. Jeg har læst det bestridt af entusiaster af håndpløkkede sko, men det siger den store bog nu engang. Stivheden i de håndpløkkede sko har til gengæld betydet, at metoden har været populær til militær- og vandrestøvler i gamle dage.
Kombiskoen, som Elsgaard og Edo foretrækker, er reelt en klæbet sko forstærket med pløkker, hvis jeg sammenligner deres egne beskrivelser med beskrivelserne i min tyske bog. Metoden er hurtig og giver øjensynligt mere komfortable sko end en ægte håndpløkkede metode.
Er klæbe/pløkke-skoene så ligeså robuste som håndrandsyede sko? Er de ligeså lette at reparere og vedligeholde i det lange løb? Kunne Charles have båret Elsgaard og Edos sko i dag, hvis de havde lavet dem til ham for 40 år siden? http://stiljournalen.blogspot.dk/2011/09/tid-til-istandsttelse.html
Hvis jeg glemmer min store tyske bog, der holder entydigt med randsyning, må jeg sige, at det kan jeg ikke svare klart på. Jeg må tale mere med de udenlandske skomagere specifikt om pro et contra. Jeg kan dog sige, at hver gang jeg besøgt en skomager, der har afviget fra den håndrandsyede fremgangmåde, har det aldrig været fordi, der er en bedre metode. Svaret har hver gang gået på, at en anden metode ”ligeså god, og så er den hurtigere.”
Det svar kan man så reflektere over.
Interessant med forskellen mellem ren pløkning og så kombinationen af pløkning og lim. Jeg udvekslede et par kommentarer med D.W. Frommer II, en amerikansk støvlemager der også laver håndrandsyede sko, som sagde at han brugte pløkker på svangen når han laver cowboystøvler fordi rigiditeten og slidstyrken egner sig godt til den daglige konfrontation med stigbøjlen. Han mente ydermere at vedligeholdelsen af en pløkket sko var begrænset af hvor mange nye huller indersålen kunne tage (dog skal her forstås at han stadig mente at en håndpløkket sko kunne holde en 20-30 år). Elsgaard havde dog en anden holdning, og mente ikke at der umiddelbart var noget i vejen for at genbruge huller – men det kan jo være at limen hjælper her.
I forhold til vedligeholdelsen spiller det jo også ind at håndrandsyningen er udpræget benyttet. Det er selvfølgelig altid bedst at få skaberen af skoen til at stå for reparationer, men med håndrandsyning er der trods alt flere alternativer, såfremt det ikke skulle være muligt.
Nuvel. Jeg har et par håndrandsyede sko fra Elsgaard, og et par af de pløkkede er på vej. Så kan vi jo tage emnet op igen om en ti års tid, når jeg har dannet mig et ordenligt indtryk 🙂
Groot, du må ikke tage det ilde op, nu, da du har handlet hos Elsgaard, men mens vi venter på mere erfaring og viden, stiller jeg mig selv det spørgsmål, hvad Elsgaard egentlig sammenligner med, når han besynger sine limede/pløkkede sko. Sine egne håndrandsyede sko?
I givet fald ved jeg ikke, om det er en fair sammenligning. For det er ikke mit indtryk, han bygger sine håndrandsyede sko på klassisk manér. Da jeg besøgte ham, kunne jeg konstatere, han benyttede forkøbte læderremme, polyester i tåkappen og nylontråd i stedet for begtråd til randsyning. Desuden bestod randsyningen af nogle meeeget store sting. Det var, hvad jeg enstusiastiske amatør umiddelbart kunne se, og jeg kan jo ikke lade være med at tænke, om det blot var et lille udvalg afvigelserne til den kedelige side, der der kom til skue …
Ingen ilde optagning (?) herfra. Det er jo en helt reel pointe. Jeg må indrømme at jeg ikke har undersøgt nærmere, hvordan randsyningen på de sko jeg har, er tilvirket. Jeg kan dog konstatere at jeg aldrig har haft et bedre par sko, men jeg har heller ikke haft fødderne nede i noget fra Cleverley, Lobb, Delos eller noget af dén kaliber. Der går nok lidt før jeg kan retfærdiggøre at indgå samarbejde med de herrer. Og så har skoene jo altså heller ikke stået prøve endnu på den lange bane. Evaluering på den front må vente.
Elsgaard er dog efter mit indtryk både meget sympatisk og stolt omkring sit arbejde. Han tager tilsyneladende nogle valg der differentierer sig fra udenlandske skomagere, og jeg har svært ved at komme med noget egentlig forslag til hvorfor. Tradition? Vane? Evne? Udstyr? Økonomi? Måske en blanding…
Klassisk håndsyet rand med begtråd af hørgarn kræver både teknik og tid. Begtråd skal rulles til opgaven og kan ikke lagres. Skomodellen afgør antal tråde, der rulles med beg. Begtråd kræver et vist flow for at holde sig fleksibel. Det klassiske håndskomageri er desuden fysisk krævende for både skuldre, ryg og hænder.
Der er meget lille efterspørgsel efter klassiske håndsyede sko i Danmark. Skomageriernes produktion er baseret på bevillinger fra kommunerne, der efterspørger laveste pris og ikke håndsyning.
Når det er sagt, bør en eksklusiv sko udføres i åndbart skind og foer, og processen ligeledes tage hensyn til åndbarhed (komfort), og overlæder syes på bindsålen. Om der er rand eller ej må være en smagssag.
Mvh
Helle
Kære Helle. Tak, fordi du kiggede forbi. Godt med lidt faglighed! Det virker også på mig, som om ortopædisk skomageri er det eneste, vi har tilbage, baseret på tilskud. Det er ikke lykkedes for mig at finde en skomager herhjemme, som primært laver klassiske håndsyede sko, og jeg tror heller ikke, det vil ske. Gad vide, hvornår den sidste opgav ævred – i 1960’erne? Og hvem var det?
Ser det slemt ud i dag, ser det endnu værre ud i fremtiden. Uddannelsen til skomager er nemlig helt nedlagt. Har man drømme om at gå skomagervejen, må man selv finde en mester, der kan hjælpe en på vej eller man må søge til udlandet!
Hilsen
Christian P
Hej Torsten
Mit kvalitetsfokuserede livsnyderi har, indtil jeg stødte på din blog, primært været fokuseret på mad – italiensk mad.
I den forbindelse har min kone og jeg igennem nogle år rejst til en by i Emilia Romagna, hvor der er et lille hotel, Il Vecchio Convento, som jeg stødte på, på nettet. Derudover er der et plejehjem, en slagter, en lille alimentari og to barer. Byen hedder Portico di Romagna. Den ene bar åbner kl. 5 om morgenen. Hvorfor? For man skal have sin kaffe inden man stiger på bussen og hvis man laver den hjemme, så vækker man hele familien og kvaliteten bliver heller ikke så god, som barens. Det var det officielle svar, da vi spurgte 🙂
En morgen på vores første besøg på hotellet for flere år siden, så jeg en flaske dansk snaps i en kølemontre og spurgte hvor den dog kom fra? Det viste sig, at svigerdatteren er dansk og at nogen havde haft den med som værtsgave. Siden er endnu en svigerdatter kommet til, så begge sønner, som sammen med deres far udgør huset kokketeam, nu har danske partnere. Jeg vidste, at der var trøfler i området og spurgte svigerdatteren Ulla ud om dette dette. Dagen efter tilbød hun, at vi da kunne komme med ud og lede efter trøfler med deres trøffelhunde, hvis vi ønskede det og så var vi fyr og flamme. Siden har vi været der flere gange – også i prugnoli svampe sæsonen i april og nu er trøffeljagt en del af hotellets officielle tilbud til kunderne.
Men det er egentlig slet ikke derfor jeg skriver. Sidst vi var dernede, skulle vi traditionen tro på trøffeljagt og skulle hente et par hollandske journalister i nabodalen. I forbindelse med at vi ventede på at de blev klar, viste Matteo os lidt rundt i byen, som hedder Modigliana og vi kom blandt andet forbi en skomager, som hedder Villa. Han fortalte, at han laver håndsyede sko og da jeg læste dit indlæg om sko tænkte jeg, at jeg vil nævne det for dig. Og skulle du vælge at lægge din vej forbi, kan jeg kun anbefale at forene det med trøffeljagt. Sæsonen for hvid trøffel starter i november.
Hotellet Il Veccio Convento i Portico di Romagna: http://www.vecchioconvento.it/
Vi flyver altid til Bologna og lejer en bil. Så har man ca. 115 km til Portico.
Skomageren Valli i Modigliana: http://www.giuseppevalli.it
Venligst
MS
Hvad med om du bare havde skrevet linket, og så droppet reklamen for hotellet mm???
PP
Hej Jeg prøver lige igen havde skrevet en hel smøre men noget gik galt.
Jeg ved ikke om det stadig kan kan have interesse men jeg kender et par stykker der måske kunne hjælpe dig mht. til dine spørgsmål vedr. håndsyede sko.
Jeg er selv håndskomager og ortopædisk skomager.
Kort fortalt er det pengene er styrer mest her i denne verden og der for laves der stort set ikke længere håndsyede sko men der laves mest individuelle fremstillede sko efter mål som kan laves i hånden eller på fabrik eller ? kobineret som man ønsker.
oprindeligt lavede skomagerne i danmark stort set det hele i hånden og af naturlige og organiske materialer. de lavede selv trådene af hørgarn som blev snoet sammen beget og behandlet med bivoks for den kunne glide uden at ødelægge beg behandlingen når der blev trukket i tråden som blev varm.
i dag bruges primært nylon tråd.
tråden blev snoet om en svine børste der var fleksibel og derved lettere at stikke gennem de forstukne håndlavede huller til at sy i.
jeg er ret sikker på jeg har en ven der godt vil lave dig et par sko hvis du har lyst.
KH
Rene’