Interview med billedkunstner Martin Bigum

Jeg har set nogle kunstquizzer på DR K, hvor du har deltaget, og hver gang har du været klædt i jakkesæt og slips, dog ikke den sædvanlige grå uniform, men en mere farverig udgave af jakkesættet, måske med et strejf af amerikansk preppystil. Hvordan vil du selv beskrive din tøjstil?

Der er meget klare strejf af amerikansk preppy-stil, som jeg helt vedkender mig, idet 90 % af alt, jeg bærer, er Ralph Lauren. Dog har jeg ikke en eneste ting med hans pony på. Han har nogle udsøgte sidemærker, man ikke kan få herhjemme, såsom det smukt udførte og distinkte Purple Label, og det nu i år desværre nedlagte mærke Rugby. Det blev lanceret i 2004, og kunne kun fås i 14 butikker i USA, og en enkelt i London. Designet var både klassisk engelsk “heritage” og amerikansk preppy, og samtidig særdeles kunstnerisk og innovativt. Rugby brugte ofte et kultagtigt “skulls and bones”-logo, broderet sofistikeret rytmisk ind i tøjet, og det har jeg både på bowties, slips, bukser, jakker. Det er det, du ser jeg har på i Kunstquiz. Det gav det klassiske et pift af noget punket artistisk, som passer fint ind i min egen kunstneriske optik. Jeg kloner dette med 1970’er-vintagejakker og -veste, og som er rettet til af min skrædder (for en sådan bør enhver mand have!).

Er tøj bare en personlig leg, man kan lege eller lade være, eller kan man opstille et krav om, at vi som mennesker bør gør noget ud af vores dragt? 

Jeg kan bare svare for mig selv. Og dér er et personligt behov for at klæde mig vel, helt eksistentielt. Ikke en dag springes over i velklædthedens navn, fordi det er med til at give mig følelsen af, at jeg ikke spilder min dag. Jeg hylder den ved at føle mig godt tilpas i mit valg af tøj. Det, jeg bærer, er et symbol for mine forhåbninger til den. Min kunst er funderet i min store opmærksomhed omkring tidens gang, og det siver også helt ind i valget af påklædning. Min kunst handler om at give virkeligheden kamp til stregen, og det samme gør den måde, jeg klæder mig. Vi er her lige NU. Da jeg var lille kan jeg huske, at det franske tøjfirma New Man havde et motto der lød: Livet er for kort til at klæde sig trist. Allerede dengang var jeg enig …

Jeg har en ide om, at vi siden 1950’erne generelt har bevæget os fra et ønske om skønhed i dragten til et ønske om tøj, der gør os coole og sexede. Hvordan ser du udviklingen? 

Jeg tænder på fortællingen og den raffinerede reference. Jeg elsker min kones evne til at have bittesmå hints til engelsk gotik den ene dag, og til kvinders spadseredragter fra 1930’erne den næste. For så den tredje dag at have sat håret, som var hun en model hos Gustav Klimt, med en lang krølle ned ad halsen, som en g-nøgle.

Hvem, som man kender, finder du velklædt? 

Jeg burde her nævne Nikolaj Koppel, for han har lige nævnt mig som Danmarks potentielt bedst klædte mand i Euroman. Og jeg takker, og burde sige: Lige over! Men jeg tror, han vil forstå, at jeg faktisk vil pege på musikeren Martin Hall, fordi han, som jeg, har nogle dresscode-signaler, der går tilbage til startfirsernes new wave og new romantics, og deres caféboheme og kunstnermyte-flirten.

Glyptoteket, Statens Museum for Kunst og den Hirschsprungske Samling indeholder fantastiske samlinger af guldaldermalerier. Jeg kan lide at nærstudere de dragter, der er afbildet. Kan jeg fatte lid til, at malerne gengiver virkeligheden helt præcist? 

Uhh, det kan du i mange af dem. Ligeså detaljerig skrædderkunsten var, ligeså detaljerig var malerkunsten. Det var perfektionisternes tid. Der er mange malerier, jeg kan pege på, hvor enhver detalje er, som den så ud i virkeligheden. Som eksempel vil jeg vise Ny Carlsberg Glyptoteks maleri af bonarpartisten David, hvor vi ser en af den da afsatte Napoleons officerer, Grev de Turennes, som efter Waterloo levede i landflygtighed i Bruxelles. Han er en rigtig skurk, ja, en decideret krigsforbryder, tag ikke fejl, men elegant ser han jo ud, som han sidder der i sin skræddersyede frakke med minkpels. Om så i eksil, han stiger også op gennem dagen i velklædthed.

Greve de Turenne, af Jacques-Louis David (1816):