Italiensk skrædderi kommer i mange forskellige udgaver. Der er dog en tendens til på tværs af landet, at italienske skræddere syr et snævert, og – fristes jeg til at sige – ”mindre” jakkesæt end englænderne, der til gengæld har det med at sy et ”stort” jakkesæt.
Den italienske jakke smyger sig tæt om kroppen, ærmerne er smalle, jakken ofte 1-2 centimeter kortere end den engelske, bukserne er slanke og har lavere talje, og buksebenene er 1-2 centimeter kortere end det engelske modstykke. Alt det kan man naturligvis påvirke gennem dialog med skrædderen, men tendensen er der stadigvæk, vil jeg hævde.
Herreskrædder Musella Dembech i Milano er ingen undtagelse. Nu jeg set to danskere i jakkesæt fra ham, og han tilhører klart den slanke italienske skole.
Her er det Sebastian Volkers i sit første sæt fra Musella Dembech, en klassisk tredelt marineblå habit.
Jakken, som jeg ser som velproportioneret (forstået som noget i forholdet mellem diverse punkter som skuldre, talje, lukkepunkt, ærmepåsætning, for- og bagbalance m.m.), går tæt til kroppens linjer, særligt ryggen. Vesten underneden og den lukkede jakke i fotoøjeblikkene giver den tætsluttende fremtoning et ekstra hak. Uden vest vil jakken fremstå en anelse mere rummelig.
Jakkens og buksernes forarbejdning er tillige i top. De er håndgjorte efter den store bog om fint herreskrædderi.
Buksernes snit er ikke helt i vinkel. Bukserne er en smule store i livet, lidt for lange og måske lidt for slanke i benene i min optik. Man skal dog bemærke, at Sebastian tabte sig seks kilo fra bestilling over prøver af jakkesættet til afslutning. Så fair nok, hvis Musella Dembech har haft sit hyr med at få bukserne til at passe om hofterne og i livet. Musella Dembech har lovet at efterrette dem, fortæller Sebastian.
Sebastians sko er fra Crockett & Jones. Skjorten er syet af skjortemager i Milano. Selerne, der gemmer sig, er fra Albert Thurston.
Mere skrædderi fra Musella Dembech på Stiljournalen om ikke længe. En anden læser har som sagt også besøgt den milanesiske herreskrædder.
Foto: Stiljournalen
Nydeligt sæt, dog virker skulderparti en anelse bredt jf foto #2. Er den italienske mindre markante / rundere skuldre?
Hr Olsen
Skulderparti er ikke for bredt, men måske unødvendigt meget markeret. Sebastian er velproportioneret i forvejen, så man kan mene, han nøjes med en mindre tydelig skulder, så at sige.
Har skrædderen taget højde for uret? Eller går manden normalt med et tyndere ur? For harmonien brydes af, at man ikke kan se det andet skjorteærme.
FC