Et skævt besøg på skæve Kruts Karport
Vi besøgte Kruts Karport på Øster Farimagsgade. Sært nok. Stedet har godt nok en stor whiskybar og er velassorteret med tjekkisk øl på fustage. Men lokaliteten er temmelig rå i øvrigt. 1980’ernes punk og desperation sidder stadig murværk og knækkede spejle.
Men Kruts Karport lukker. Det har den hidtige ejer, Peter Kjær, annonceret. Vi, en lille flok på seks mand, måtte sidde på beværtningen en sidste gang. Lidt sentimental har man vel lov at være som sartorialist. De gamle dage, historien, spiller en rolle.
Der er også det, at 1980’erne elskede den æstetiske side af eksplosionen. Man ville fri af “de fem forbandede år”, som digteren Søren Ulrik Thomsen har kaldt perioden 1975-1979, da venstrefløjen imploderede i firkantet selvjustits. I stedet måtte man lege, overdrive virkemidlerne, dyrke overfladen hæmningsløst med den angst, der fulgte med.
1980’ernes digter og sartorialisten

Digteren Michael Strunge (1958-1986). der var stamgæst på Kruts Karport, satte ord på:
Vi er forkomne englebørn/
med vinger af fremtidssang,/
med barnet i blodet og smøgen i kæften./
Vi har hud af den sarteste drøm/
og hjerter der lyser mere end neon.

Med fare for at linen knækker, vil jeg hævde et vis fælleskab mellem nutidens sartorialist og 1980’ernes digtersjæl på Kruts Karport, nemlig romantikken, hvor skønhed sættes over politik. Og hvis det fællesskab findes, gav vores besøg på Kruts Karport mening.

Hvis man har behov for mening. Det væsentlige er jo, at selskabet morede sig – og det gjorde det. Stemningen var let, utvungen, “med vinger”.

Mr X havde historier i ærmet fra svundne tider, blandt andet et besøg i Wadi Rum, den sælsomme ørken i Jordan, hvor Lawrence of Arabia hjalp araberne med at holde tyrkerne stangen i starten af 1900-tallet.
Vi måtte naturligvis også drøfte skræddere og skjortemagere, de engelske mod de italienske, en favoritkonstellation.

Den håndværksmæssige situation i Danmark slap heller ikke for en grundig behandling.

Da selskabet efter et par timer brød op, stod jeg og talte lidt med Barlyng, portrætmaleren. Vi gik hen og så på Hugo Amskov gamle lokaler.
Bedst som vi stod der, cyklede en mand i nydelig, lys jakke og opsmøgede jeans roligt af sted på den anden side af vejen. Han stirrede på os, og vi stirrede tilbage.
“Men det er jo Søren Ulrik Thomsen,” udbrød jeg.
Hvilken afslutning.

Fotografi: Torsten Grunwald