Sådan er det. Man farer rundt og tager foto af stil og fortæller om stil, og så får man aldrig vendt linsen mod sig selv.
Det besluttede jeg at gøre noget ved i efteråret og gik på jagt efter en portrætfotograf. Dem er der mange af, kan jeg rapportere. Søgemaskinen på nettet kaster dusinvis af sig. Men hvilken skal man vælge?
I mit tilfælde besluttede jeg at lede efter en fotograf, der forekom kunstnerisk bevidst og ikke alt for skabelonorienteret. Jeg tænkte, min relative formelle stil ville have godt af det modspil, og at chancerne ville stige for, at der kunne fremtrylles nærvær og personlighed.
Samtidig måtte fotografen være traditionsbevidst. Jeg var ikke ude efter et skævt eller overraskende portræt, men et klassisk portrætfoto. Jeg skal bruge portrætfotoet i diverse sammenhæng i forskellige formater og størrelser, og fx halløj i baggrunden ville være overflødigt og i værste fald forstyrrende.
Jeg endte med at ringe til Helga Theilgaard og lave en aftale med hende. Stemningen og foto på hendes hjemmeside tiltalte mig. Det var også besnærende, at hun er udlært hos Rigmor Mydtskov, der som bekendt var Dronning Magrethes favoritfotograf. Mydtskov-forbindelsen gav mig det indtryk, at hun har styr på alle de traditionelle teknikker og lyssætning. Sidstnævnte er jo et helt afgørende virkemiddel i portætfotoet. Det er langt hen ad vejen beherskelsen af lyset, der adskiller den gode og dårlige portrætfotograf, selv om evnen til at tænde ansigtsudtryk, øjne og holdning selvfølgelig også er en meget vigtig færdighed hos en portrætfotograf.
I dag er færdigheder i billedhandling også vigtige, vil jeg mene. Det er ikke fordi, man skal jage stort hokuspokus i Photoshop, men fotografen skal have et repertoire, så man vælge forskellige typer af finish.
Jeg overvejede et par gange, om jeg skulle tage en sportsjakke eller ligefrem en striktrøje på til portrætfotoet i stedet for et jakkesæt – jeg går i det hele, men fandt tilbage til ideen om, at den mere formelle stil var den bedste løsning. For resten ville jeg ikke bare vælge en fuldt konventionel stil. Jeg ville sætte et skræddersyet toradet marineblåt jakkesæt og en skræddersyet hvid skjorte sammen med et mønstret brunt slips og ditto silkelommetørklæde. Jeg har noget med den brune farve på grund af mine brune øjne og mørkeblonde hår. Og så er et brunt slips i stedet for det normale blå eller røde slips mindre aggressivt, hvad der passer mit temperament godt. Det er tillige bevidst, at slipset er fouleret. Jeg fornemmer en meget monokrom brug af jakkesættet i disse år, herunder brug ensfarvede slips i stedet for mønstrede slips. Ved at anvende et fouleret (småmønstret) slips, der ikke er på mode, håber jeg, fotoet bliver mindre tidsbundet.
Selve seancen hos Helga gik fint, men var også anstrengende. Jeg er klart i den gruppe af mennesker, der kan føle et vist ubehag ved at blive fotograferet, fordi der ligger – sådan opleves det – en udstilling og en blottelse i fotoet, og ikke mindst i et portrætfoto. Jeg tror også, Helga følte et pres på at gøre det godt, fordi jeg oplagt gik mere i portrætfotoet end det almindelige “offer”. Så fotoforløbet havde, det ene med det andet, en intensitet i sig, hvilket nu nok var udmærket.
Nogle dage senere sendte Helga mig omtrent 20 foto, som jeg kunne vælge i mellem. Det var ikke, fordi hun ikke havde sine favoritter, mens først var det min tur, sagde hun. Oprindelig var jeg bare ude efter et enkelt foto, men det stod mig snart klart, jeg måtte vælge i hvert fald et par stykker, dels et, hvor jeg er stående, og dels et, hvor jeg er siddende, da det ville give fleksibilitet i brugssituationer bagefter.
Da jeg havde jeg havde vendt skråen et par uger, besluttede jeg mig for fire foto, som, jeg oplevede, repræsenterer mig bedst, og hvad jeg vil stå for. Vi havde i mellemtiden talt om farvenuancer – og mætning samt lettere forskønnelse i billedbehandlingen. Portrætfotoet er og vedbliver jo at være en konstruktion, en udgave af personen i centrum. Udgaven har en chance for at virke, hvis den har forbindelse til det dunkle indre. Det krav adskiller portrætfotoet fra det almindelige reklamefoto med en model eller for den sags skyld porno, hvor alle greb har til mål at opflamme et begær hos beskueren. I portrætfotoet er man derimod ude på at skubbe til en erkendelse hos beskueren, tænker jeg. Personen må stå frem, så beskueren kan spejle sig i ham (eller hende).
Brunt slips og samme farve lommetørklæde… Hmmmmm… Man undres… Bare en lille smule
Flot, især nr. 1 og 3. Jeg ville med det samme købe din bil 🙂
@Jens A. Jeg tror at lommetørklædet har rødlige og gyldne nuancer.
Jens: Din undren er sikkert oprigtig, men jeg bliver så træt så træt, når jeg læser en sådan bemærkning. Hvorfra har du fået den besynderlige ide, at et brunt slips og et brunt lommetørklæde ikke kan bruges sammen? Hvis jeg skal komme dig lidt i møde, er der en tradition for, at man ikke benytter slips og lommetørklæde af ens stof. Men det er jo heller ikke, hvad der foregår her. Både mønster, lysstyrke og tekstur adskiller de to genstande. Det kunne jo i øvrigt være, der var en pointe med at lægge slips og lommetørklæde tæt op ad hinanden, fx at jeg gerne ville dæmpe tøjets udtryk, og derfor kører stramt på farveskalaen, der har det med at råbe mest op.
Potter: Min bil er ikke til salg 🙂 Den kører sgu for godt for de håndører, jeg har betalt for den.
Hej Torsten
Gode portrætter. En svær disciplin. Kan med fordel også slåes om til sort-hvid. En fin variation.