Dansk Herremoderåd slår til i Se & Hør i oktober 1966 og kalder danske mænd tøsedrenge. Den betegnelse er synd for danske mænd, mener Se & Hør, der alligevel vælger at formidle Herremoderådets tøjforslag.
—
Da jeg en eftermiddag gik under viadukten ved Ordrup Station, passerede jeg en herre, der efter mit bedste skøn befandt sig i bedugget tilstand på daglig basis. Ikke mange sekunder efter, vi var gledet forbi hinanden, hørte jeg et snøvlet råb bag mig:
“Dansk … Dansk Herremoderåd!”
Som man siger, sandheden skal man høre fra børn og fulde folk 🙂
Dansk Herremoderåd opstår
Fabrikanter af konfektion (jakkesæt mv.) i Danmark stiftede det originale Dansk Herremoderåd i 1958. Ord og formål stod ædle, mens rådets arbejdede på at stimulere danske mænd og deres hustruers lyst til at forny herregarderoben og handle konfektion i landets tøjbutikker.
“Beklædningsindustriens sammenslutning stiftede Dansk herremoderåd, officielt for “at holde styr på de skiftende indfald og rydde de værste vildskud væk”, samt give “autentiske og objektive oplysninger”. I praksis for at drive PR for dansk konfektion,” som Paul Hammerich usentimentalt skriver i sin danmarkskrønike.
Ad diverse veje lykkedes det mig at få Svend Bie Christensen i tale. Han er i dag pensioneret, men var bestyrelsesmedlem i Dansk Herremoderåd i 1960’erne sammen med blandt andre Arne Melchior. Svend Bie Christensen ejede beklædningsproducenten Bison. Svend Bie Christensen fortæller, at der var flere end 30 selvstændige tøjfabrikanter med i Dansk Herremoderåd, da han selv sad der. I alt var der omtrent 100 medlemmer. Bestyrelsen, som Svend Bie Christensen sad i, mødtes hver tredje-fjerde uge.
Det store trussel, som Dansk Herremodråd var oppe imod, var billig produktion i Østen. I begyndelsen af 1960’erne var alt dog endnu roligt.
“Alle mænd gik i habit. Du kunne ikke besøge en bank, eller et kontor eller en advokat, hvor mænd ikke iført habit, skjorte og slips,” fortæller Svend Bie Christensen.
Dansk Herremoderåd forsvinder og genopstår
I 1967-68 var det til gengæld fuldt stop. Danskproduceret konfektion blev for dyr, og forbrugerne vendte sig mod billigt produceret tøj i Østen.
Det var også moden, der ændrede retning, så dansk konfektion mistede besøgstal.
“Alle begyndte at gå i cowboybukser,” siger Svend Bie Christensen.
Og Dansk Herremoderåd lukkede og slukkede “i begyndelsen af 70’erne,” mindes Svend Bie Christensen.
Hvilket er interessant. Dansk Herremoderåd eksisterede altså ikke over 15 år. Alligevel skabte det sig en position og blev et fænomen, så det stadigvæk indgår metaforisk i dagligdagens sprog.
“Som altid er der koldt og blæsende den 1. maj, og som altid klæder folk sig for tyndt på. Som altid går der en tyk strøm af øl ned gennem Danmarkshistorien, og som altid bølger brankeosen fra de tusindtallige grillpølser hen over grønsværen. Som altid glimrer også Dansk Herremoderåd ved sit fravær, for det kan jo ikke dølges: dansken ifører sig en listig blanding af klude, der ligger et sted mellem tidens mærkevarer og genbrugsbutikken fra Blå Kors henne i Borgergade,” som journalisten Ulrik Høi præcist – med en tur om Dansk Herremoderåd – beskrev danskens tøjstil i 2006 til en 1. maj.
Grunden til, man stadig husker Dansk Herremoderåd, skyldes uden tvivl også, at importører og forhandlere i begyndelsen af 1990’erne genopfandt navnet for med jævne mellemrum at udsende dessiner om rigtig og forkert påklædning under det. Det var også det sene herremoderåd, der kårede de bedst og værst klædte dansk mænd blandt kendte danskere.
Kommunikations- og trendfirmaet PEJ i Herning var primus motor bag genoplivningen af Dansk Herremoderåd. De arbejdede for forhandlernes brancheorganisation, Men’s Fashion World, tidligere Foreningen af Danske Herreekviperingsforhandlere. PEJ brugte blandt andet Dansk Herremoderåd til at kaste spektakel over modemessen i Bella Center.
I 2005 var det dog slut. Dansk mænd behøvede angiveligt ikke længere rådgivning udi herremode. Eller måske rettere: de var ikke længere videre lydhøre over for forhandlerne. Der var på det tidfspunkt så mange andre stemmer, blandt andet i magasiner og på internettet, der kunne fortælle, hvordan man bliver både ordentligt og smart klædt.
Dansk Herremoderåd i pressen
En trofast læser fra Herning sendte mig et eksempel på Dansk Herremoderåds presseindsats i 1960’erne. Man noterer, at Se & Hør er aktiveret og umiddelbart beretter, hvordan den danske mand skal se ud – hjulpet af Dansk Herremoderåd. Det er dog en pudsig modstræbende fortælling, Se & Hør bringer under overskriften “Det er synd for mændene!” Bladet synes, det er synd for danske mænd, at Dansk Herremoderåd kalder dem tøsedrenge “sæson efter sæson”. For nutidens mænd vil godt klæde sig smart, mener Se & Hør at vide. De mangler bare muligheder.
“De kan jo ikke så godt gå i de nye pop-tøjbutikker, som åbnes for teenagerne,” skriver bladet.
Men så er der de almindelige herretøjsforhandlere og deres konfektion, konkluderer Se & Hør uden rigtigt at sige det. I stedet viser de presse-kit’et fra Dansk Herremoderåd med foto, beskrivelser og stedvise egne kommentarer i parentes.
Fotoet øverst til venstre: “Når man er forelsket, venter man gerne på den udkårne i timevis – og dog! Den unge herre i dobbeltradet habit af cheviot med slank jakke og smalle bukser, dertil et af de nye, smarte silkefoulard-slips i stormønstret, synes nu nok, at damen kunne komme, inden roserne har drukket alt vandet i vasen.” Fotoet øverst til højre: “Nu er der i mange sæsoner lavet frakker, som kan vendes, men mænd har aldrig vendt dem, så denne gang er der lavet en vendefrakke som ikke kan vendes [faktisk en raglan]. Den er i whipcord, efterårets og forårets nyeste modestof.”
“Herremoderådets charmerende leder Helmuth Storm, selv ulasteligt klædt, omgivet af et udsnit af vinterens kollektion. Smokingen til højre har klanternede bukser – mere sjældent end kønt.”
Forsiden af Se & Hør 14. oktober 1966 med kronprinsessen og tidens brandvarme modeikon på forsiden: greve Henri.
Et sjovt fund, og fint med lidt ekstra research. Når man tænker over det, er det jo bare godt og vel en generation siden. Bilerne ser ikke helt så fremmede ud, eller var det bare fordi man dengang havde mere øje for et køretøj end for tøj?
Habitjakken under overskriften “det er synd for mændene” minder mig lidt om dem fra B. Wennerwald (ærmerne, tilskæringen omkring lukkepunktet).