Look – et interview med Ida Holmegaard

Look – en sjælden skønlitterær bog om tøj

“At klæde sig er at klæde sig i andres arbejde,” skriver Ida Holmegaard i Look (2020).

Den og så mange andre præcise iagttagelser, der vækker tanken, i forfatterens nyudgivne bog gjorde mig opstemt og nysgerrig. Det er sjældent som virkeligt velklædte mænd i Danmark, at man støder på litteratur, der bruger påklædning som andet end et stedvist virkemiddel til at karakterisere en person. I Ida Holmegaards Look er tøj selve omdrejningspunktet.

Jeg mødte Ida Holmegaard – før den store nedlukning! – på en café ved Søerne i København.

Tøjets flygtige betydninger

Hvordan blev du forfatter, Ida?

“Jeg var tidligt interesseret i litteratur og sprog, og begyndte at skrive, da jeg var helt ung. Som 21-årig kom jeg på Forfatterskolen, hvor jeg gik i to år. Derefter var det bare skrive og skrive og have en masse småjobs, og så udkom min første bog i 2015. Den hedder Emma Emma og er en roman og ret anderledes end Look. Man kan sige, jeg har haft to sideløbende praksisser, dels romanforfatter, dels kritiker og essayist. Jeg har for eksempel fungeret som filmanmelder en overgang for et tidsskrift, og i dag anmelder jeg scenekunst for Dagbladet Information og skriver engang imellem nogle længere essay-reportager fra for eksempel kunstudstillinger. Look er et møde mellem de forskellige grene af mit arbejde, altså romanprosa og så det mere tænkende, essayistiske.”

Hvad er Look egentlig for en litterær genre?

“Vi – jeg! – valgte genrebetegnelsen “læsninger”. Jeg forsøger nok dermed at placere mig mellem genrer. Bogen har scener som i en roman, men den har også passager, som ser på film og tøj, som en essaysamling ville gøre. Formen afspejler derved indholdet. Jeg har tænkt, at tøj som fænomen har noget grundlæggende “i-mellem-sig” i sig – det er et materiale, der befinder sig mellem kroppen og verden, en mellemstation, der ligger og vipper mellem noget sprogligt og ikke-sprogligt. Det udspringer af min interesse for fænomener, der ligger imellem kategorier.”

Du nævner den franske sprogmand Roland Barthes (1915-1980) i Look. Han har berømt skrevet om mode, men han har problemer med at få sat tøjet i system?

“Ja, Barthes ønskede at lave en reel grammatik for tøj, men kunne ikke lykkes med at lave et fast, skematisk system for tøjs betydninger. Tøj kan ses på flere måder. Det ligger også i “læsninger”. Nogle gange kan man læse tøj som et sprog, men andre gange gør man bedst i at betragte det som noget, man bare oplever eller som har en praktisk funktion, for eksempel regntøj.”

Hvordan kom du på at skrive om tøj?

“Først og fremmest af interesse. Der har været skræddere i min familie og en stor omsorg for tøj, som jeg har fået med mig. Det har også at gøre med, at tøj kan være en smule underlødigt, altså noget, der har gøre med køb og forbrug, som der måske ikke er så meget tradition for at tage alvorligt som udtryksform. Så bliver jeg trodsig og begynder at tænke rigtigt meget over det og tage det alvorligt. Min forrige bog handlede for eksempel meget om jul, som ligeledes kan ses som noget fjollet.”

Et dejligt ord

Du bruger order “channeling” nogle gange i Look. Hvad mener du nærmere med det ord?

“Jeg synes, at modeblade tit har nogle meget fastlåste kategorier. “Det her tøj er folk, der går i teatret”, eller “Det her er punk”. De falder ligesom i Roland Barthes-fælden. Channeling-ordet, som jeg henter fra drag-verdenen, og som henviser til, man kan få gang i en energi med et bestemt sæt tøj, er bedre til at beskrive en specifik oplevelse af tøj. Man ser på tøjet indefra i stedet for udefra. Så jeg synes, at channeling var et ret dejligt ord at bringe ind i mine læsninger.”

Hvordan har du det med tøjmoden?

“Den har jeg det ekstremt ambivalent med. Og det er her, det bliver spændende for mig. Jeg synes ikke, der er noget i vejen for at gå op i tøj og være interesseret i sit udtryk. Men samtidig flyder store dele af interessen for tøj i verden igennem en industri, som er enormt skadelig for den planet, vi bor på.”

Tøjmoden er kapitalismens yndlingsbarn?

“Men tøj er også en uundværlig udtryksform. Så det har en dobbelthed i sig. I Look ville jeg give tøj sprog og nogle fortællinger, der ikke først og fremmest handlede om køb.”

Du bruger i Look vendingen “bewildering threads” fra et digt af den amerikanske lyriker Emily Dickinson (1830-1886). Hvad lægger du i de ord?

“Ordene er et motto i bogen, der peger på, at tøj kan være et forvirrende materiale, som er mange ting på én gang. “Bewildering threads” henviser også meget konkret til, at man for eksempel kan tage en uldtråd og organza-tråd, der er lige tykke, og idet man væver dem, bliver de to helt forskellige materialer med forskellige kvaliteter. Der er noget magisk og forvirrende over den proces.”

Frem til midten af 1960’erne brugte vi mange penge på vedligeholde og forandre tøj. I dag bruger vi under 100 kr. om året. Der er sket noget med vores forhold til tøj?

“Man kan sige, vi i dag har et for stort fokus på tøj, men også, at det er for lille i den forstand, vi ikke tager materiale og håndværk alvorligt. Man køber et stykke tøj i H&M af eller andet blandingsmateriale og efter tre uger har det mistet sin form eller passer ikke helt og ender glemt i skabet. Det er, som om hele konceptet er, at ens behov for lækkert tøj ikke skal tilfredsstilles, så man bare bliver ved med at købe ind.”

Shorts på arbejdspladsen

Er tøj en ressource eller en beskyttelse, et panser?

“Tøj kan være så mange ting. På et arbejde kan det for eksempel kræves, man ikke har stærke følelser, og et jakkesæt kan understøtte det udtryk og beskytte personen. Der ligger vel også en beskyttelse i at opleve sig som velklædt – at man er uanfægtelig. Man må bare finde sig i, at de udstrålinger kan tage overhånd, og ikke alle accepterer autoriteten i dem. Man kan ikke tvinge en betydning igennem.”

Skal vi vise hensyn i vores tøj, som det for eksempel kan ske i brug af dresscoder?

“Jeg har ingen overordnet moralsk dom. Et eksempel, man kunne gå ind i, er, hvad en arbejdsgiver kan kræve og ikke kræve i forhold til medarbejderes udseende. HK skriver blandt andet til deres medlemmer, at en arbejdsgiver godt kan kræve, man har en uniform på. Det er jo meningsfuldt, at der er nogle job, hvor man er i uniform som for eksempel billetkontrollør, eller at man har en gul vest på, hvis man dirigerer trafikken. Men HK skriver også, at en arbejdsgiver kan blande sig i, om man har tatoveringer eller farvet hår. Der synes jeg, man giver køb på nogle friheder og los for nogle fordomme.”

Så en arbejdergiver skal ikke kunne bestemme, om man har shorts på eller ej?

“Det må arbejdsgiverne selv afgøre. Men shorts er et eksempel, jeg bruger i bogen: Hvordan kan man retfærdiggøre det krav? Det hviler på fordomme, som jeg ser det.”

Et kritisk blik på jakkesættet

Hvordan har du med jakkesættet?

“Jeg har det på forfærdeligt mange måder med jakkesættet. Det er bemærkelsesværdigt konsistent op igennem historien. Derfor fik jeg også lyst til at undersøge det i Look. Men jeg synes, jakkesæt kan være enormt flotte og spændende. De har den traditionelle side, en fortælling om autoritet, køn og magt og ensartethed, så de bliver et stykke tøj, man tager på, hvis man er interesseret i at virke uden for tiden, at være a-historisk. Men det er så et bestemt køn, manden, der har adgang til jakkesæt. Man finder ikke en ækvivalent i damemoden.”

Men har kvinder ikke en tilsvarende dragt i dag?

“Den bliver set anderledes. Jeg har læst langt flere tekster om Helle Thornings jakkesæt og Angela Merkels, end jeg har læst om Emanuel Macrons.”

Jeg var dog faktisk i tv forleden i en hel udsendelse om Donald Trumps jakkesæt. Det siger noget andet?

“Han er også ekstrem. Der, hvor jeg bliver kritisk over for jakkesættet, er, når det er med til at sætte lighedstegn mellem det maskuline og det alvorlige.”

Silicon Valley med hoodie, rullekrave og sneakers har ellers ændret på jakkesættets rolle – har den ikke?

“Man kan måske sige, at det kapitalistiske system har tilpasset sig nye tider mere end det politiske system har gjort.”

Er det ikke ok, at man i jakkesættet finder en fælles form, ligesom vi har det fælles engelske sprog?

“Der kan sagtens være noget smart i en fælles form, men man må også have lov til at kratte i den: Hvad implicerer den? Hvad reproducerer den? Men det er spændende, jakkesættet er så enkel og samtidig plastisk, at det har overlevet.”

Mod en flerkønnet tøjmode

Hvilken mode drømmer du om?

“Foruden en mere bæredygtig mode er jeg intuitivt tiltrukket af en flerkønnet mode, hvor man kan max’e ud på de kønnede tegn, det vil sige, at alle kan blande eller vælge det tøj, de vil, uanset hvilket køn det tøj er syet til. Selv om vi har meget frihed, er der stadig udtryk, som, jeg tror, er svære at få lov til at bære, for eksempel hvis man har en krop, der koder maskulint, og tager et feminint stykke tøj på. Så jeg drømmer om, at folk, der oplever noget, de synes ser mærkeligt ud, tænker over, hvorfor de gør det, før de fælder en dom. Man kan aldrig helt vide, hvordan en tøjstil er intenderet.”

Er der ikke allerede meget frihed i tøjmoden i dag?

“Jeg bliver stadig overrasket over herremoden, der ligesom kun kan pendle mellem “gentleman” og “sport”. Der er ikke meget villighed til at prøve nyt. Og da får jeg bare lyst til at drille lidt, som jeg gør i Look.”

Hvordan ser du din egen tøjstil?

“Jeg ville måske ønske, jeg var mere eksperimenterende. Men jeg er ellers vild med farver, et slående outfit som at være helt i hvidt eller meget højhælede sko. Da jeg var yngre og gik meget til fester, arbejdede jeg med det storslåede og fremmedgørende som lidt af et skjold, fordi jeg var nervøs og havde socialt angst.”

Har du planer om at skabe dig en digteruniform?

“Mit tøj og humør hænger vist for meget sammen, til at jeg kan indordne mig under ideen om en digteruniform. Det må være det korte svar.”

Mere Look

Du kan købe Look – der har fået gode anmeldelser i de store aviser – og andre bøger af Ida Holmegaard her.