Cykelsportens poesi

“Den nye Jørgen Leth”, læste jeg et sted om Bastian Emil Goldschmidt.

Jeg ved ikke, hvad Jørgen Leth (f. 1937) og Bastian Emil Goldschmidt (f. 1992) siger til den udnævnelse, men mere jordnært handler den vel om, at Bastian Emil Goldschmidt som Jørgen Leth har en poetisk, reflekterende tilgang til cykelsporten.

Den kommer til udtryk på skærmen, hvor Bastian Emil Goldschmidt blandt andet kommenterer cykelløb på Discovery, og i hans nye bog, Fremad, netop udgivet på forlaget Strandberg Publishing.

Fremad er en essaysamling om cykelløb og ryttere. Bastian Emil Goldschmidt beskriver det udefra set prosaiske pedalarbejde, så drømme, lykke og ulykker vokser frem. Det er godt gjort, sådan at køre på den store litterære klinge, som essayet er, når man endnu ikke har passeret 30 år, og jeg kontaktede Bastian Emil Goldschmidt for at høre mere.

Det blev til en lille video, hvor Bastian Emil Goldschmidt læser op og skriftlige svar på spørgsmål, jeg havde.

Interview med Bastian Emil Goldschmidt

Hvordan blev du vild med cykelsport?

“Somme tider tænker jeg, at jeg holdt af cykelsporten siden, før jeg blev født. Min mor så Tour de France i sommeren 1992, mens hun ventede sig med mig, Jeg tror, at lyden fra cykelløbet rejste fra fjernsynet og gennem stuen og ind, hvor jeg lå og lyttede med. Cykelsportens meditative lydbillede er kendt af de fleste, fra motocyklernes brummen, og helikopterens summen, og tilskuernes opmuntrende klappen og råb fra vejkanten. Så kommer jeg til at tænke på, hvor utroligt det er, at selv lyden af cykelsporten er  dragende, som om det ikke allerede var nok med det drama der udspiller sig på cyklerne.”

Hvad er det med ham Fausto Coppi, Jørgen Leth skrev et digt om ham, og han fylder også godt i din bog?

“Hvor skal jeg begynde … Lad os starte med hans navn. Angelo Fausto Coppi. I dette navn hviler meget af hans skæbnes fortælling. Angelo som får en til at tænke på englene i himlen, og Fausto som Goethes Faust, som får en til at tænke på underverdenens mørke. Netop på grund af denne dobbeltbundethed er Coppi cykelsportens uddødelige helt. Fordi han ikke kun repræsenterede storslået og ensom sejr i Alperne og Dolomitterne bjerge, som i dag er forbundet med hans navn, men også fordi han kæmpede med modgang og sindets dystre sider. Han tvivlede på sig selv, han styrtede, han tabte, han mistede sin bror, han ønskede at give op – men gjorde det ikke. Fordi han var det levende symbol på nedbrydelsen af modstand med fremdrift.”

Du skriver om de flotte trøjer i gamle dage. Hvorfor er cykeltøj blevet grimmere? 

“Dette spørgsmål har jeg ofte spekuleret over. Jeg tror det handler om at vi lever i en tid, hvor håndværk og faglig stolthed er trængt i baggrunden for effektivitet og kvantitet. Jeg tænker, at det kan eksemplificeres med butiksfacadernes forfald. Før i tiden skulle en skiltemaler male et skilt, og således var der garanti for en vis kvalitet og forståelse for farve og komposition, fordi det netop er det, som optager en skiltemaler gennem et helt liv. Men i dag kan alle selv printe deres skilte på en plasticplade og faget har dermed mistet sin faglighed.

Når det er sagt, sidder jeg netop nu med Michael Mørkøvs par nr. 7. trøje fra det københavnske 6-seksdagesløb i 2018, og den er fantastisk smuk.”

Jeg husker, Bjarne Riis engang snerrede ad Jørgen Leth, fordi han var (for) vidtløftig i sine fortolkninger. Accepterer og forstår cykelryttere en intellektuel, tænkende tilgang til cykelsport?  

“Cykelryttere er historiebevidste og stolte sportsmænd, og de ved at deres tilværelse har en heroisk og episk kvalitet.”

Cykelsporten spejler livet, men forvrænger den det også – er livet så entydigt kamp og konkurrence?

“Kampen og striden er central i cykelsporten, men i ligeså høj grad drejer det sig også om nederlaget, om styrtet og at rejse sig igen, om hjælperytterens opofrelse i kaptajnens tjeneste, om samarbejdet, om at tage føringer for hinanden, at give en anden rytter læ, at hente vand, at opmuntre og at juble. Jeg mener, at cykelsportens univers giver et mere præcist billede på livet en nogen anden sportsgren.”

Hvad bemærker du af tendenser i cykelløb? 

“I disse år ser jeg en tendens til meget offensive cykelløb, hvor det unge kuld af ryttere, som stormer frem, for tiden ledt an af Kasper Asgreen, Van Der Poel, Van Aert, Alaphillippe og Pogacar, ikke frygter nederlaget, men angriber utålmodigt i alle terrænner. Dette er en god udvikling efter flere år med Team Skys kvælende dominans, hvor watt-tal blev studeret frem for skønheden i et ensomt angreb i regnvejr i marts.”

Hvorfor går du i jakkesæt, skjorte og slips? 

“Fordi det giver styrke og ro. Det lægger en alvor ind i det, jeg arbejder med som jeg sætter pris på, og jeg holder af de mange regler, som kan overholdes eller brydes. Jeg kan lide følelsen af at binde slipset og føle, at nu er alt, som det skal være.”

Har du nogle tøjstilistiske idiosynkrasier? 

“Jeg synes,  det er ærgerligt at fodboldspillere ikke længere har trøjen i bukserne. Det ser sjusket og useriøst ud, at den hænger af flagrer. Jeg kan godt lide cykelrytterens forfængelighed, om det handler om barberede ben eller kortklippede hår og nypudsede cykler med rent styrbånd. Det er anset at skille sig ud, hvis man også er i stand til at køre fra de andre. Det giver stilen og udtrykket en hårdtkøbt tyngde.”

Hvem vinder Tour de France i 2021?

“Primož Roglič.”

Look – en sjælden skønlitterær bog om tøj

“At klæde sig er at klæde sig i andres arbejde,” skriver Ida Holmegaard i Look (2020).

Den og så mange andre præcise iagttagelser, der vækker tanken, i forfatterens nyudgivne bog gjorde mig opstemt og nysgerrig. Det er sjældent som virkeligt velklædte mænd i Danmark, at man støder på litteratur, der bruger påklædning som andet end et stedvist virkemiddel til at karakterisere en person. I Ida Holmegaards Look er tøj selve omdrejningspunktet.

Jeg mødte Ida Holmegaard – før den store nedlukning! – på en café ved Søerne i København.

Tøjets flygtige betydninger

Hvordan blev du forfatter, Ida?

“Jeg var tidligt interesseret i litteratur og sprog, og begyndte at skrive, da jeg var helt ung. Som 21-årig kom jeg på Forfatterskolen, hvor jeg gik i to år. Derefter var det bare skrive og skrive og have en masse småjobs, og så udkom min første bog i 2015. Den hedder Emma Emma og er en roman og ret anderledes end Look. Man kan sige, jeg har haft to sideløbende praksisser, dels romanforfatter, dels kritiker og essayist. Jeg har for eksempel fungeret som filmanmelder en overgang for et tidsskrift, og i dag anmelder jeg scenekunst for Dagbladet Information og skriver engang imellem nogle længere essay-reportager fra for eksempel kunstudstillinger. Look er et møde mellem de forskellige grene af mit arbejde, altså romanprosa og så det mere tænkende, essayistiske.”

Hvad er Look egentlig for en litterær genre?

“Vi – jeg! – valgte genrebetegnelsen “læsninger”. Jeg forsøger nok dermed at placere mig mellem genrer. Bogen har scener som i en roman, men den har også passager, som ser på film og tøj, som en essaysamling ville gøre. Formen afspejler derved indholdet. Jeg har tænkt, at tøj som fænomen har noget grundlæggende “i-mellem-sig” i sig – det er et materiale, der befinder sig mellem kroppen og verden, en mellemstation, der ligger og vipper mellem noget sprogligt og ikke-sprogligt. Det udspringer af min interesse for fænomener, der ligger imellem kategorier.”

Du nævner den franske sprogmand Roland Barthes (1915-1980) i Look. Han har berømt skrevet om mode, men han har problemer med at få sat tøjet i system?

“Ja, Barthes ønskede at lave en reel grammatik for tøj, men kunne ikke lykkes med at lave et fast, skematisk system for tøjs betydninger. Tøj kan ses på flere måder. Det ligger også i “læsninger”. Nogle gange kan man læse tøj som et sprog, men andre gange gør man bedst i at betragte det som noget, man bare oplever eller som har en praktisk funktion, for eksempel regntøj.”

Hvordan kom du på at skrive om tøj?

“Først og fremmest af interesse. Der har været skræddere i min familie og en stor omsorg for tøj, som jeg har fået med mig. Det har også at gøre med, at tøj kan være en smule underlødigt, altså noget, der har gøre med køb og forbrug, som der måske ikke er så meget tradition for at tage alvorligt som udtryksform. Så bliver jeg trodsig og begynder at tænke rigtigt meget over det og tage det alvorligt. Min forrige bog handlede for eksempel meget om jul, som ligeledes kan ses som noget fjollet.”

Et dejligt ord

Du bruger order “channeling” nogle gange i Look. Hvad mener du nærmere med det ord?

“Jeg synes, at modeblade tit har nogle meget fastlåste kategorier. “Det her tøj er folk, der går i teatret”, eller “Det her er punk”. De falder ligesom i Roland Barthes-fælden. Channeling-ordet, som jeg henter fra drag-verdenen, og som henviser til, man kan få gang i en energi med et bestemt sæt tøj, er bedre til at beskrive en specifik oplevelse af tøj. Man ser på tøjet indefra i stedet for udefra. Så jeg synes, at channeling var et ret dejligt ord at bringe ind i mine læsninger.”

Hvordan har du det med tøjmoden?

“Den har jeg det ekstremt ambivalent med. Og det er her, det bliver spændende for mig. Jeg synes ikke, der er noget i vejen for at gå op i tøj og være interesseret i sit udtryk. Men samtidig flyder store dele af interessen for tøj i verden igennem en industri, som er enormt skadelig for den planet, vi bor på.”

Tøjmoden er kapitalismens yndlingsbarn?

“Men tøj er også en uundværlig udtryksform. Så det har en dobbelthed i sig. I Look ville jeg give tøj sprog og nogle fortællinger, der ikke først og fremmest handlede om køb.”

Du bruger i Look vendingen “bewildering threads” fra et digt af den amerikanske lyriker Emily Dickinson (1830-1886). Hvad lægger du i de ord?

“Ordene er et motto i bogen, der peger på, at tøj kan være et forvirrende materiale, som er mange ting på én gang. “Bewildering threads” henviser også meget konkret til, at man for eksempel kan tage en uldtråd og organza-tråd, der er lige tykke, og idet man væver dem, bliver de to helt forskellige materialer med forskellige kvaliteter. Der er noget magisk og forvirrende over den proces.”

Frem til midten af 1960’erne brugte vi mange penge på vedligeholde og forandre tøj. I dag bruger vi under 100 kr. om året. Der er sket noget med vores forhold til tøj?

“Man kan sige, vi i dag har et for stort fokus på tøj, men også, at det er for lille i den forstand, vi ikke tager materiale og håndværk alvorligt. Man køber et stykke tøj i H&M af eller andet blandingsmateriale og efter tre uger har det mistet sin form eller passer ikke helt og ender glemt i skabet. Det er, som om hele konceptet er, at ens behov for lækkert tøj ikke skal tilfredsstilles, så man bare bliver ved med at købe ind.”

Shorts på arbejdspladsen

Er tøj en ressource eller en beskyttelse, et panser?

“Tøj kan være så mange ting. På et arbejde kan det for eksempel kræves, man ikke har stærke følelser, og et jakkesæt kan understøtte det udtryk og beskytte personen. Der ligger vel også en beskyttelse i at opleve sig som velklædt – at man er uanfægtelig. Man må bare finde sig i, at de udstrålinger kan tage overhånd, og ikke alle accepterer autoriteten i dem. Man kan ikke tvinge en betydning igennem.”

Skal vi vise hensyn i vores tøj, som det for eksempel kan ske i brug af dresscoder?

“Jeg har ingen overordnet moralsk dom. Et eksempel, man kunne gå ind i, er, hvad en arbejdsgiver kan kræve og ikke kræve i forhold til medarbejderes udseende. HK skriver blandt andet til deres medlemmer, at en arbejdsgiver godt kan kræve, man har en uniform på. Det er jo meningsfuldt, at der er nogle job, hvor man er i uniform som for eksempel billetkontrollør, eller at man har en gul vest på, hvis man dirigerer trafikken. Men HK skriver også, at en arbejdsgiver kan blande sig i, om man har tatoveringer eller farvet hår. Der synes jeg, man giver køb på nogle friheder og los for nogle fordomme.”

Så en arbejdergiver skal ikke kunne bestemme, om man har shorts på eller ej?

“Det må arbejdsgiverne selv afgøre. Men shorts er et eksempel, jeg bruger i bogen: Hvordan kan man retfærdiggøre det krav? Det hviler på fordomme, som jeg ser det.”

Et kritisk blik på jakkesættet

Hvordan har du med jakkesættet?

“Jeg har det på forfærdeligt mange måder med jakkesættet. Det er bemærkelsesværdigt konsistent op igennem historien. Derfor fik jeg også lyst til at undersøge det i Look. Men jeg synes, jakkesæt kan være enormt flotte og spændende. De har den traditionelle side, en fortælling om autoritet, køn og magt og ensartethed, så de bliver et stykke tøj, man tager på, hvis man er interesseret i at virke uden for tiden, at være a-historisk. Men det er så et bestemt køn, manden, der har adgang til jakkesæt. Man finder ikke en ækvivalent i damemoden.”

Men har kvinder ikke en tilsvarende dragt i dag?

“Den bliver set anderledes. Jeg har læst langt flere tekster om Helle Thornings jakkesæt og Angela Merkels, end jeg har læst om Emanuel Macrons.”

Jeg var dog faktisk i tv forleden i en hel udsendelse om Donald Trumps jakkesæt. Det siger noget andet?

“Han er også ekstrem. Der, hvor jeg bliver kritisk over for jakkesættet, er, når det er med til at sætte lighedstegn mellem det maskuline og det alvorlige.”

Silicon Valley med hoodie, rullekrave og sneakers har ellers ændret på jakkesættets rolle – har den ikke?

“Man kan måske sige, at det kapitalistiske system har tilpasset sig nye tider mere end det politiske system har gjort.”

Er det ikke ok, at man i jakkesættet finder en fælles form, ligesom vi har det fælles engelske sprog?

“Der kan sagtens være noget smart i en fælles form, men man må også have lov til at kratte i den: Hvad implicerer den? Hvad reproducerer den? Men det er spændende, jakkesættet er så enkel og samtidig plastisk, at det har overlevet.”

Mod en flerkønnet tøjmode

Hvilken mode drømmer du om?

“Foruden en mere bæredygtig mode er jeg intuitivt tiltrukket af en flerkønnet mode, hvor man kan max’e ud på de kønnede tegn, det vil sige, at alle kan blande eller vælge det tøj, de vil, uanset hvilket køn det tøj er syet til. Selv om vi har meget frihed, er der stadig udtryk, som, jeg tror, er svære at få lov til at bære, for eksempel hvis man har en krop, der koder maskulint, og tager et feminint stykke tøj på. Så jeg drømmer om, at folk, der oplever noget, de synes ser mærkeligt ud, tænker over, hvorfor de gør det, før de fælder en dom. Man kan aldrig helt vide, hvordan en tøjstil er intenderet.”

Er der ikke allerede meget frihed i tøjmoden i dag?

“Jeg bliver stadig overrasket over herremoden, der ligesom kun kan pendle mellem “gentleman” og “sport”. Der er ikke meget villighed til at prøve nyt. Og da får jeg bare lyst til at drille lidt, som jeg gør i Look.”

Hvordan ser du din egen tøjstil?

“Jeg ville måske ønske, jeg var mere eksperimenterende. Men jeg er ellers vild med farver, et slående outfit som at være helt i hvidt eller meget højhælede sko. Da jeg var yngre og gik meget til fester, arbejdede jeg med det storslåede og fremmedgørende som lidt af et skjold, fordi jeg var nervøs og havde socialt angst.”

Har du planer om at skabe dig en digteruniform?

“Mit tøj og humør hænger vist for meget sammen, til at jeg kan indordne mig under ideen om en digteruniform. Det må være det korte svar.”

Mere Look

Du kan købe Look – der har fået gode anmeldelser i de store aviser – og andre bøger af Ida Holmegaard her.

Finlitteratur er ikke finere

“Vi har som forfattere en pligt til at underholde. Vi befinder os i showbusiness,” siger Peter Adolphsen

Han nægter at stikke næsen i sky. Forudsætningerne for at gøre det er ellers tilstede. Han har undervist på Forfatterskolen, som beskæftiger sig med udvikling af stor litteratur. Og senest har han modtaget Statens Kunstfonds Hædersydelse. Den er en livsvarig ydelse, som Statens Kunstfond kan give til forfattere, som skaber kunst “af ypperste kvalitet”.

“Jeg bryder mig meget lidt om udtrykket høj og lav. Der er en valorisering, der dybest set er dum – som om finlitteratur var finere end populærlitteratur. Man skal ikke tro, man bare kan skrive en krimi, hvis man vil det. Det er et utroligt svært, et håndværk, man skal mestre. Jeg har prøvet at skrive en krimi, for “så ville alle mine økonomiske problemer blive løst”, har jeg tænkt, temmeligt naivt. Jeg kan ikke,” siger Peter Adolphsen.

Jeg har sat Peter Adolphsen stævne på Den franske Café på Østerbro i København. Jeg havde læst hans roman Rynkekneppsygen  (2017) og til min overraskelse netop følt mig stærkt underholdt. Hidtil havde jeg forbundet Peter Adolphsen med svær og krævende litteratur. Men jeg strøg igennem Rynkekneppsygen på et par timer.

Modesvingninger i dansk litteratur

Peter, hvordan ser du udviklingen af dansk litteratur fra 1970’erne til i dag?

“Der er to yderpunkter i litteraturen, der altid har været der, eller i al fald siden 1700-tallet. Der er det yderpunkt, der handler om mennesker, og der er det, der handler om “at finde på”. Man kan også sige, der er realisme til den ene side og spekulativ fiktion til den anden.

I praksis vil der altid være elementer af begge traditioner i en given bog. Men alle bøger tenderer mere eller mindre mod et af de to yderpunkter.

Det, der måske mest skifter mellem årtier, er mediernes opmærksomhed mod det ene eller andet yderpunkt, altså hvad der er på mode.

Hvis man tager 1970’erne, var det, der blev hype’t i samtiden, den her meget realistiske, meget venstreorienterede politiske litteratur. Samtidig var der andre forfattere, der lavede det andet. Det kunne være Henrik Bjelke eller Peter Højholt. Der var så mange.

Når eftertiden ser tilbage og skal fortælle litteraturhistorien, er den arbejderistiske litteratur måske gledet lidt i baggrunden, fordi meget af det bare ikke var særligt godt. Det var forfattere, der løb efter en tidsånd i stedet for deres kunstværkers egen nødvendighed.

80’erne var meget lyrik og modernisme, pendulerende mod formeksperimenter. Sådan var det nok også i 90’erne. Alligevel var der også masser af psykologisk realisme. Den vil altid være der, fordi det er nemt at identificere sig med. Folk vil gerne læse om nogen, de kan spejle sig i.

Nærmer vi os i dag, i 10’erne, er den her auto-fiktion meget i vælten, som er mod det realistiske yderpunkt.

Harry Potter er i den forbindelse et meget interessant analyseobjekt. Vi har en hovedperson, som ligner sine læsere helt ekstremt meget, og han befinder sig i en kostskoleverden med relationer, som også ligner læserens verden helt ekstremt meget. Men så er der alt muligt magi og flyvende koste, som kommer fra den anden pendulposition, og som skaber et lykkeligt litterært ægteskab. Hvis man kommer for langt ud i en af yderpositionerne, bliver det tit uinteressant. Man skal have begge strømninger med.”

Populær med en højlitterær kerne

Er det, du beskriver, også sådan noget som Per Højholts Gittes monologer?

Ja, det var Per Højholt for fuld udblæsning i underholdningesbranchen. Det, der samtidig gør Gittes Monologer interessante i forhold til så mange andre litterære produkter, er, Gitte har en højlitterær kerne inde i sig, som langt de fleste ikke bemærker – og som heller ikke er nødvendig at kende til for at blive underholdt.

Per Højholt havde jo også et lyrisk forfatterskab, og han skrev noveller. Det er i øvrigt de noveller, som han kaldte “Blindgyder”, som er der, jeg blev dannet, de er nogle af mine grundtekster. Per Højholt var også personligt min mentor. Han gennemgik mine tekster, før jeg udkom første gang.

Hvad har du nærmere med fra Per Højholt?

Det er en kombination af at finde på en god historie, som ikke kan foregå i virkeligheden, men som samtidig bliver afleveret ekstremt mundret. Når umage elementer pludselig passer sammen, har man en grundmekanik i al god kunst. Og så er det noget med tonefald, jeg har fra Per Højholt.

Jeg er inspireret af såkaldt fantastisk litteratur, som er noget andet en fantasy. Grundpræmissen i fantastisk litteratur er, at historien er overnaturlig, men også at historien foregår i en meget genkendelig virkelighed.

Det ser du for eksempel tydeligt i min bog Rynkekneppesygen, som handler om et rumvæsen, der forårsager en epidemi. Historien foregår i et meget genkendeligt København med Nørrebros Runddel, Kvickly, KUA og så videre.

Ord der giver æstetisk nydelse

Du lyder meget praktisk, næsten snusfornuftig, når du beskriver, hvordan du går til en bog, der skal skrives. Kan man også kombinere kommerciel tænkning og strategiske overvejelser med skabelsen af stor kunst?

Det mener jeg bestemt. Dem, der siger, de kun tager kunstneriske hensyn, er enten offer for et selvbedrag eller bare meget dårlige forfattere. Selvfølgelig er læseren en del af ligningen. Vi har som forfattere en pligt til at underholde. Vi befinder os i showbusiness, og vi skal tage praktiske hensyn for at få et vellykket kunstværk.”

Hvad er så forskellen på det, du laver, og en meget mere kulørt forfatter?

“Det er måske bare det publikum, vi skriver for. Jeg bryder mig meget lidt om udtrykket høj og lav. Der er en valorisering, der dybest set er dum – som om finlitteratur var finere end populærlitteratur. Man skal ikke tro, man bare kan skrive en krimi, hvis man vil det. Det er et utroligt svært, et håndværk, man skal mestre. Jeg har prøvet at skrive en krimi, for “så ville alle mine økonomiske problemer blive løst”, har jeg tænkt, temmeligt naivt. Jeg kan ikke.”

Men er der ikke stor forskel i sprogbrug mellem dig og en kulørt forfatter?

“Njaa, hos en krimiforfatter er ambitionen, at sproget skal være usynligt, fordi det handler om plottet. Der må ikke være ord, man snubler over.

Jeg har så et publikum, der gerne vil have de her sære ord, der kan være æstetisk nydelse.”

Styr på fakta

Der er mange koncise detaljer og fakta i dine bøger. Hvorfor det?

“Der var engang en, jeg kendte, som kaldte det “maling på bagsiden af kulissen”, som betyder, man skal vide mere, end det man gør, og man skal ikke gøre alt, hvad man ved. Der skal være et overskud af evner, fordi resultatet så får en meget større autoritet, selvsikkerhed og elegance. Versefødderne skal passe. Læseren fornemmer det.”

Er det en erkendelse, du selv har gjort?

Det har jeg fra alle mulige kilder, fra Per Højholt, Forfatterskolen, og det er en erfaring, jeg selv har gjort.

Jeg skrev en roman, der handlede om olie, hvor der var en passage, der handlede om en olieboring. Efter et oplæsning til et arrangement kom en mand hen til mig sagde:

“Nu arbejder jeg i oliebranchen. Det, du beskrev der kan simpelthen ikke lade sig gøre.”

Jeg sank simpelthen i grus. Man skal bare have styr på fakta.”

Kafka er størst

Hvilken bog har betydet mest for dig?

“Så må jeg sige Kafkas fortællinger, de to bind, både de udgivne og de efterladte. Kafkas fortællinger åbnede feltet for mig. Det er noget med præcision og fantasi. Det handler om at finde på en god historie og aflevere den fejlfrit. Og når jeg siger fejlfrit, inkluderer det fejl. Der skal være den her skurren, hvor man fornemmer forfatteren er på glat is.”

Hvad med så med forfattere i dag?

“Jeg er meget glad for den argentinske forfatter César Aira, der har en fuldstændig ustyrlig fantasi. Jeg er stor fan af de forfattere, der får en god ide. Jeg er også en stor fan af Svend Åge Madsen.”

Den gode idé

Hvad er en god idé?

“Det er umuligt at definere. Men man kan genkende den gode ide, når man ser den. Den gode ide bryder nogle skemaer. Den opbygger forventninger og overasker samtidig læseren, så det giver mening, “Årh, selvfølgelig, det havde jeg ikke set komme, men sådan må det være, det er klart”.

Men man er nødt til øve sig og lære sig sit håndværk. Når Glenn Gould spiller Bach, ligger der et uendeligt antal af skalaøvelser og musikteoretisk viden – et enormt apparat – bag. I det øjeblik, han spiller, er det følelser, han udtrykker, han er i musikken, og det udtryk kan kun komme frem på baggrund af hans tekniske apparat.

På samme måde i litteraturen skal man have sin teori og teknik på plads, og så kan man spille musik.”

Søren Ulrik Thomsen skriver i En hårnål klemt inde bag panelet (2016) om henholdsvis en sjusket og en pillen mand, han sidder ved siden af på to flyveture. Har du læst det essay?

“Ja, der ser du det. Ham den pilne spiller skalaer, mens ham den sjuskede sidder og hamrer i klaveret med knytnæver.

Man skal kunne sit håndværk, så man netop kan glemme det i øjeblikket, man er oppe på scenen. Jeg tror, det gælder inden for alle livets forhold.”

Mere Peter Adolphsen

3. marts 2020 udgiver Peter Adolphsen sin bog Små historier 3.

“Den er 48 tekster, som stikker i allemulige retninger,” siger Peter Adolphsen.

Jeg har som sagt selv læst Rynkekneppesygen (2017) med stor fornøjelse.

Nedenfor følger hele Peter Adolphsens bibliografi.

• Små historier (1996)
• Den ubændige historie om Ræsergåsen og drengen Didrik (2000)
• Små historier 2 (2000)
• Brummstein (2003)
• Man skal også kunne male på bagsiden af kulisserne (2003)
• Verdens længste lort (2004)
• Prismet på æsteten (2005)
• Skibet er ladet med (2005)
• Machine (2006)
• En million historier (2007)
• Duerne flyver højt over byen (2008)
• Katalognien (2009)
• Glimfyr og Klumtøs (2011)
• Glimfyr og Klumtøs bygger en tank (2012)
• År 9 efter Loopet (2013)
• Blommeægget (2016)
• Papegøjerne spang gok! (2016)
• Rynkekneppesygen (2017)
• Jeg kan ikke huske (2018)
• Små historier 3 (2020)

Kilde: Bibliografi.dk

Selfmade

Martin Thorborg er ikke bare en kendt iværksætter. Han er også en erfaren leder. I dag foregår det hos Dinero, en virksomhed, der tilbyder et førende regnskabsprogram til mindre virksomheder. Martin Thorborg ejede tidligere Dinero, men solgte virksomheden i 2016 til it-huset Visma for et ukendt millionbeløb, om end handlen i al fald var så stor, at han kunne ligge i hængekøjen resten af sine dage og spise sig mæt, “medmindre jeg udelukkende lever af panda-bøffer”, som han sagde til Computerworld.

Rollen som leder har kastet en ny bog sig, “Fra led til leder”, som Martin Thorborg har skrevet sammen med vennen Anders Gissellmann.

Jeg mødte Martin Thorborg ved Vesterbrogade 1 i København, hvor Dinero holder til i fine lokaler på 6. sal. Jeg var ikke bare nysgerrig efter, hvordan en selfmade mand som Martin Thorborg ser på ledelse, men også i at udforske, hvor langt tolerancen over for forskellighed strækker sig på en moderne arbejdsplads som Dinero. Må man begå store fejl? Må man gå med slips? Det synes jeg er interessant, fordi der er så meget retorik i omløb i dag, der hylder frihed og mangfoldighed, at man næsten kunne tro, der ikke findes grænser længere. Hvad der i reglen gør.

—

Martin, hvordan håndterer man, at medarbejdere er forskellige?

For at behandle alle lige, skal man behandle dem forskelligt. Det er komplekst. Man skal have menneskeforståelse og vis interesse i mennesker og opdage, hvad den enkelte har at byde ind med, og hvilken omgangstone den enkelte trives med. Det skal man som leder lære forstå, så folk kan være trygge, og så man kan motivere til dem på den rigtige måde.

Der er også et spørgsmål om, hvem man tiltrækker. I min virksomhed er medarbejderne selvkørende. Det er dem, jeg søger, og det er typisk dem, der søger mod Dinero. Lad mig også sige det på den måde, at jeg hellere vil have en lidt crazy galophest end et venligt æsel, der skal skubbes i røven. Men jeg tiltrækker ikke den typer medarbejdere, og de tiltrækkes ikke af mig. Så der en naturlig selektering der.

Hvordan grejer man, at en medarbejder forholder sig strategisk til en som leder og tænker, “Martin, han er sådan en type, der vil have det på den og den måde”-  i stedet for at gøre det fagligt bedste?

Det, du siger der, lyder lidt som et symptom på, der er noget, der er kørt af sporet. For mig handler det om at sætte scenen. Der er to strategier. En nyttehave er en god analogi for den første. Du kaster nogle frø her og der, vander lidt her og der, gøder lidt her og der. Noget vokser, andet visner. Men med den strategi vil du konstant komme på arbejde. Den er måske nem at følge i starten, men bliver til brandslukning i det lange løb. Den anden strategi er at skabe en virksomhedsstrategi. Så er der det ikke mig som leder, medarbejderne skal forholde sig til, men en vision og en kultur, de skal orientere sig efter.

Man kan også sige,  at hvis man leder hele tiden har medarbejdere, der vil please en eller løbe om hjørner med en, har man ikke gjort sit grundarbejde godt nok. Medarbejderne skal have vision og kultur ind i sig. Energien skal gå i den retning. Det skal være, “hvad vil kunderne have?” i stedet for, “hvad vil chefen have?”. Så bliver mange ting lettere.

Hvor meget plads er der til frihed og forskellighed på en arbejdsplads som Dinero?

Vores kultur er meget stærk, men også stærk i, vi er forskellige. Jeg har supportere, der kommer ind i skjorte slips og jakke – lig din påklædning, og jeg har indvandrenge, der kommer ind i hoodie og sneaks. Og jeg har alt indimellen. Det samme med software-udviklerne. Nogle er meget velklædte, andre er det ikke. Nogle interesserer sig for sport, andre gør ikke. Jeg har tykke, jeg har tynde, jeg har unge, jeg har gamle.  Jeg synes heller ikke, de er så ensrettede væremådemæssigt. Men vi er alle fælles om, at vi hjælper små iværksættere og virksomhedsejere med at få en lidt lettere hverdag. Det handler om, du er frisk på at give den en skalle og klar på at hjælpe andre. Så længe vi er enige om det, er der frihed.

Du er ikke bange for, der kan gå Zentropa i den, hvor frihed tilsyneladende balancerede med tyranni?

Jeg synes, Zentropa er både fascinerende og skræmmende. Jeg er inspireret af det, de har lavet derude, men jeg tror også, Peter Aalbæk & co. kørte den lidt for langt ud. Når det er sagt, er min fornemmelse, at de fleste medarbejdere har været utroligt glade for Zentropa. Kun nogle få er nok faldet igennem.

Så er mit lidt mere kedeligt. Forhåbentlig er ingen faldet igennem. Hvis der er, er de stille roligt blevet afskediget eller har selv sagt op, hvis de har syntes, de ikke har passet ind.

Hvornår passer man ikke ind på Dinero?

Godt spørgsmål. Hvis du er nedladende over for andre mennesker, eller ikke er en rar person, eller hvis ikke er med på vores mission, så går den ikke.

Hvis jeg skal finde på et eksempel, hvor vi er dårlige, er det nok udlændinge. Det, der sidder en enkelt person og taler engelsk, fungerer ikke. Vi evner ikke at lave et miljø, hvor kun en enkelt ikke taler dansk. Medarbejderne kan ikke lade være med at slå over i dansk til eksempelvis frokost. Så skal vi måske i stedet ansætte en flok ad gangen, fire-fem stykker.

Hvordan har du det med fejl?

Punkt 1: Er den fejl, der er begået, begået i den bedste mening? Punkt 2: Er det første gang?

Jeg synes egentlig ikke, det er så svært at afkode. Hvis der en person, der er enormt sløset og sidder med noget, der er sindsygt vigtigt, og smadrer hele lortet, så tror jeg, jeg fyrer den person. Så har jeg mistet tilliden. Medmindre jeg rigtigt godt kan lide den person og kan bruge ham et andet sted.

Hvis jeg til gengæld ved, at en medarbejder har lagt sit hjerteblod i opgaven, kunne jeg ikke drømme om at bebrejde ham noget. Jeg havde en software-udvikler, der slettede hele Jubii, simpelthen hele lortet. Men han gjorde det dødtræt kl. 5 om morgenen. Han havde gjort, hvad han kunne. Han skulle ikke have siddet alene. Det var min fejl som leder. Blev han fyret? Nej, han blev forfremmet til chefprogrammør.

Er der flere måder at være god leder på?

Der er tonsvis af måder at være god leder på. Ledelse kan man ikke sætte på formel. Når jeg holder foredrag, siger jeg, at her er noget inspiration. Jeg er ikke kommet for at fortælle, hvordan man skal være leder. Tag Mærsk Mc-Kinney Møller, uden sammenligning i øvrigt, han var jo meget dygtigere end mig. Men han ville tilintetgøre den her forretning i løbet af en eftermiddag, ligesom jeg er sikker på, jeg ville ødelægge Mærsk.

Hvad er dårlig ledelse?

Ikke at passe på sine medarbejdere, så de går ned med stress. True, intimidere eller mobbe dem, ikke få det bedste frem i folk, ikke videreuddanne dem. Der er masser af dårlig ledelse!

Hvordan hænger person og leder sammen?

Altså, en god leder kender sig selv. Det kan der ikke være nogen diskussion om. Derfor er det også sjældent, man ser en god ung leder. Som ung kan man ikke engang lede sig selv. Nu kan jeg bruge min livserfaring, og alt som leder falder meget mere naturligt.

Hvad gør du, hvis du finder ud af, du har truffet en forkert beslutning?

I udgangspunktet lægger jeg mig fladt ned. Og det er uanset, om det er pressen, medarbejdere eller andre. Men det afhænger selvfølgelig af, hvad det er for en fejl. Hvis den ikke har gjort skade, eller der aldrig er nogen, der finder ud af det, ja, så så kan det være, jeg lader den ligge. Men har den en konsekvens, handler jeg og giver en undskyldning eller kompensation, hvis det skal til.

Du bruger ikke bonus til medarbejdere?

Nej, bonus fungerer ikke med vidensarbejdere. Hvis du står ved at samlebånd, er det anderledes. Hvis det handler om kreativitet og viden, som de fleste medarbejdere hos Dinero beskæftiger sig med, virker det ikke. De får tunnelsyn i stedet for at samarbejde og gå efter det fælles, langsigtede mål. Man skal tænke selv hele tiden og tage ansvar, og så dur det ikke, man hvis man hver især sidder med sit bonusmål.

Hvad er det centrale budskab i din nye bog?

Bogen er min rejse fra at være elendig leder til den, synes jeg, gode leder, jeg er i dag. Jeg reflekterer over rejsen i bogen. Virksomhedskulturen står helt centralt, som jeg har været inde på.

Bogen skal også ses i det perspektiv, at det aldrig har været sværere at være leder end i dag. Det vil jeg påstå. Medarbejdere står og balancerer på toppen af Maslows behovspyramide. De fleste danskere er i trygge job, de får en anstændig løn, de har tag over hovedet, de kan komme på hospitalet, deres børn kan komme i skole. Alle basisbehov er opfyldt. Det, der er tilbage, er selvrealisering. Arbejdet i sig selv er ikke nok. Det skal være et led i en personlige udvikling. Hvis du ikke får den mulighed på din arbejdsplads, høvler du op og ned ad Strandvejen i lycra for at slå rekord på din 80.000-kr.s -cykel, eller du bliver yogainstruktør eller andet spirituelt. Fælles er, kravet ikke handler om penge, og at kravet stilles videre til arbejdspladsen: Hvorfor skal jeg gå på arbejde hos dig?

Og det har jeg relativt let ved at svare på: Vi betjener 56.000 små selvstændige og iværksættere, som skal blive fremtidens Vestas og Novo, så vi allesammen har noget at leve af. Iværksættere er vel at mærke de fattigste mennesker i Danmark, fattigere end kontanthjælpsmodtagere. De skal ikke spilde deres tid på bureaukrati.

Med sådan en mission kan du tænde medarbejdere, og mange ting giver sig selv.

Fra “Led til leder” af Martin Thorborg

Du kan købe Martin Thorborgs nye bog om ledelse her.

Fotografi: Torsten Grunwald

Det bundne tøjvalg

Når man selv taler om sin tøjstil, vil man have en tendens til at betone, man selv har fundet på den. Videnskaben hælder mod, at vi mestendels kopierer. Friheden – hvis der er nogen – ligger i den måde, vi sammensætter kopimaterialet.

Kan man sige mere?

Jeg har talt med Else Skjold for at komme endnu tættere på mandens tøjvalg. Else Skjold er en af de få danske modeforskere, som har fokuseret på særligt mandens garderobe, blandt andet i sin ph.d-afhandling. Hun er i dag ansat ved Designskolen i Kolding.

Else, hvad ville du undersøge i din ph.d.-afhandling?

Jeg ville undersøge, hvorfor manden tager det tøj på, han gør. Hvorfor giver det mening for ham? Hvorfor ser hans garderobe ud, som den gør?

Meget modeforskning handler om unge kvinder. Jeg kunne tænke mig at gå en helt anden vej. Oprindelig ville jeg se på de mest utrendy, gamle mænd og undersøge deres tøjvalg.

Det endte dog  med, at jeg fokuserede på min egen generation, der født i 1965 til 1975. De er den første generation, der er vokset op uden jakkesættets uniform og selv må finde en vej.

Hvordan vælger den moderne mand så sit tøj?

Efter Krigen opstod der forskellige kategorier af tøj, som udsprang af især musikmiljøer. Der blev flere og flere. Og så var der stadigvæk jakkesættet, voksentøjet.

Jeg syntes, det var superinteressant se, hvordan den moderne mand forsøger at finde sin egen, individuelle stil ved at kombinere de her stilkategorier.

Der var for eksempel en mand i min undersøgelser, der var til punkmusik og godt kunne lidt at gå i punktøj, da han var ung. At det var slidt, var for ham patina.

Da han så kom ud på på arbejdmarkedet, opdagede han, han ikke kunne fortsætte i punk-stilen.

Noget af første, der så kom i fokus, var skjorten, som i øvrigt er meget typisk. Der var for ham forretningsskjorten og designerskjorten. Han forsøgte at finde skjortestil midt imellem med nogle særlige detaljer, han kunne identificere sig med.

Efter skjorten kommer generelt jakken eller blazeren i spil, fordi man skal til vigtige møder eller til at præsentere noget. Nu skal man være graden mere voksen.

Hvilken rolle spiller den aktuelle mode for manden?

Mode forstået som, at nu skal noget være lilla eller gult, betyder utroligt lidt. Det, der betyder noget, er ideen om, hvordan man ser voksen ud, og hvordan ens musikidoler ser ud.

Hvad med arbejdspladsens indflydelse?

Det er klart, arbejdspladsen også spiller en rolle. Vi scanner omgivelserne og ser, hvordan andre klæder sig og tilpasser os.

Livsskift afspejler sig også i garderoben. Man flytter, man bliver skilt. Vi kan se, de begivenheder påvirker tøjstilen.

Man kan sige, tøjstilen i dag er til kontinuerlig forhandling. Den ligger aldrig helt fast.

Hvad betyder tøj for mænd?

Tøj er identitetsarbejde. Vi prøver at forstå, hvem vi er i verden med hjælp af blandt andet tøj.

Det nye er, at reglerne for identitetsarbejdet med tøj er uklare. Der stor forvirring om, hvad der er passende. Og det kan ende galt. Vi havde jo eksempelvis shorts-gate i sommer, da mænd gik på tv i korte bukser, og mange hidsede sig op.

Foto: Torsten Grunwald