Peter Adolphsens nye klæder – 1/3

Dragt, ikke kostume

Peter Adolphsen har grænseløs tillid til, at jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert herretøj. Jeg ved da også noget om herretøj. Men når det kommer til hin enkelte, kan jeg ikke bare ex cathedra sige, hvad der er løsningen. Jeg skal jo være sikker på, at personen føler sig hjemme i de nye gevandter. Han skal mentalt omfavne farver, mønstre, snit og design, hvis vi skal fastholde en dragt – en virkelighedsdragt – og ikke ende med et kostume i bestræbelserne på at opgradere tøjstilen. Der må med andre ord være dialog mellem os.

“Jeg har vist meget i gråt,” siger Peter, da vi sammen ser på hans garderobe.

“Jeg synes, du skal skifte til blå jakkesæt,” siger jeg.

Der er mere liv i en blå nuance. Den passer også til Peters øjne. Man kan også i håndevending bruge en blå habitjakke som en selvstændig jakke. Det kan man ikke rigtigt med en grå jakke.

“Kan jeg vælge et brunt jakkesæt?” spørger Peter.

“Det kan du godt, det vil være flot. Men du får svært ved at finde brune stanghabitter. Så skal vi over i made-to-measure eller skrædderi,” siger jeg.

Garderobegennemgang

Peter har i forvejen seks jakkesæt i garderoben derhjemme. Han prøver dem, så jeg kan se, hvordan de sidder. Ingen af dem sidder særligt godt, og flere er i en tvivlsom forfatning. Stilistisk stikker de også i ret forskellige retninger. En vintage-jakke i tungt stof og vatterede skuldre minder om en rekvisit fra Flammen &  Citronen. En anden jakke har alt for smalle revers. Der er også et helsort jakkesæt, som er en særdeles vanskelig skabning.

At finde en digteruniform

Til en start, da Peter spurgte mig, om jeg kunne hjælpe ham, talte vi om at finde “en digteruniform”, et udtryk, Peter har fra Søren Ulrik Thomsen. Sådan en digterunform er en udmærket ledestjerne. Tøjstilistisk er den dog ikke triviel at realisere, så den overbeviser i alle henseender. For at fungere, skal en digteruniform ankomme som kronen på værket, som jeg ser den. Det dur ikke at gribe efter tøj, der blot fungerer som skitse, og derefter male sine negle sorte. Så ender man i kostumet. I stedet skal man ned i tøj, som nu et jakkesæt, der slet og ret sidder brandgodt, det vil sige, at der en geometrisk harmoni mellem tøj og personens krop. Det basale tilbehør skal også være i orden, hvilket først fremmest vil sige, at det er god kvalitet. Skjorte, slips og ikke mindst sko skal være prima varer. Få danskere i dag vil kunne udpege de subtile forskelle mellem et velsiddende jakkesæt med udsøgt tilbehør og en pejleløs habitstil. Men de fleste vil kunne fornemme, at der en ædelhed til forskel.

Når den grundliggende tøjstil er i orden, kan man skabe sin digteruniform med særligt tilbehør. Der skal ikke nødvendigvis meget til. Et hat kan være nok, og er den ikke det i sig selv, er det måske tilstrækkeligt at sætte den på sned. Et stort halstørklæde er historisk også et yndet virkemiddel, når man har villet sætte et selvstændigt, egensindigt præg på sin tøjstil og bevæge sig mod eksempelvis en digteruniform. Det kan også være, at en rullekravetrøje er løsningen. Eller sortlakerede negle.

En alsidig løsning

Det smarte med ovenstående tilgang er også, at den giver fleksibilitet. Man kan nøjes med at være pæn og nedtonet i jakkesæt, skjorte og slips eller skifte til digteruniformen. Og i Peters tilfælde er det bestemt en relevant fleksibilitet at have til rådighed. Han skal både have tøj til et arbejde som formand for foreningen Danske skønlitterære Forfattere og tøj til oplæsninger og foredrag.

Mere

• Peter Adolphsens i nye klæder 2/3: Indkøb og tilretning
• Peter Adolphsens i nye klæder 3/3: Det færdige resultat